ATTAKs forretningsorden
§ 1
1.1. Forretningsordenens hjemmel
Denne forretningsorden oprettes i henhold til foreningens vedtægter § 11.
1.2. Tiltrædelse af forretningsordenen
Nye medlemmer af udvalget skal underskrive et eksemplar af forretningsordenen, der skal opbevares i udvalgets arkiv.
§ 2
2.1. Udvalgets konstitution
ATTAK–udvalget har 5 medlemmer: formand, kontaktskaber, aktivitetsmager, IT- ansvarlig og debattør, der alle vælges ved direkte valg for to år ad gangen af en ung repræsentant for hver lokalafdeling. Valget finder sted på ATTAK-udvalgets årsmøde i lige år. Årsmødet afholdes i oktober i forbindelse med temadag for ungekontakter. Man er valgbar til ATTAK-udvalget, hvis man er yngre end 40 år i hele valgperioden.
Kandidater til hver af udvalgsposterne skal opstilles senest 3 uger forud for årsmødet. Datoen for årsmødets afholdelse og orientering om hvilke kandidater, der er opstillet oplyses på Attaks hjemmeside fra henholdsvis 4 og 2 uger forud for årsmødets afholdelse.
Det er ungekontakterne eller en ung repræsentant fra hver lokalafdeling, der er delegeret til ATTAKs årsmøde. Lokalafdelingerne orienterer senest 3 uger før årsmødet sekretariatet om, hvem der er deres delegerede.Når udvalget er fuldtalligt, konstituerer det sig med en næstformand. Formanden er udvalgets faste repræsentant i hovedbestyrelsen.
Udtræder et medlem af udvalget, kan de resterende medlemmer udpege et nyt medlem.
Udvalget udpeger i lige år et medlem og en suppleant til Sclerosecentrenes brugerråd.
Foreningen tilstræber hele tiden at have ”rette person på rette post”. I overensstemmelse hermed er udvalget opmærksom på jævnlig rekruttering af nye udvalgsmedlemmer
2.2. Udlevering af forretningsordenen
Udover udvalgets medlemmer skal hovedbestyrelsesmedlemmerne samt foreningens direktør, afdelingsledere og revision have udleveret et eksemplar af forretningsordenen.
§ 3 Udvalgets formål
3.1.
ATTAK-udvalgets overordnede formål er at forbedre livskvaliteten for yngre MS’ere inden for rammerne af hovedbestyrelsens retningslinier og bevillinger i samarbejde med admini-strationen og lokalafdelingerne.
Formålet søges fremmet ved at ATTAK-udvalget:
- Sikrer relevante tilbud til yngre MS’ere og deres pårørende,
- Skaber offentlig debat om unge handicappedes situation,
- Støtter ungekontakterne i lokalafdelingerne
- Afholder årsmøde og relevante temadage samt
- Generelt er de yngre MS’eres talerør.
3.2. Arbejdsgrupper
Udvalget kan nedsætte midlertidige arbejdsgrupper med kommissorium, og afgrænset kompetence, tidsramme og budget.
§ 4
4.1. Afholdelse af møder
Udvalget holder møde 3 - 6 gange årligt.
4.2. Mødeplan
Formanden sørger på første møde efter årsmødet for, at der udarbejdes en mødeplan for udvalgsmøderne i funktionsperioden.
4.3. Dagsorden
Dagsorden med alle relevante bilag skal udsendes til udvalgets medlemmer senest 1 uge før hvert møde.
4.4. Beslutning uden møde
I ekstraordinære tilfælde, hvor afholdelse af udvalgsmøde efter formandens opfattelse ikke kan afventes, kan udvalget træffe beslutning ved skriftlig (herunder e-post) eller telefonisk afstemning blandt udvalgsmedlemmerne.
4.5. Deltagelse i udvalgsmøderne
I møderne deltager den medarbejder, der er udvalgsansvarlig for ATTAK-udvalget. Derudover kan udvalget invitere sekretariatsmedarbejdere eller øvrige personer til at deltage i udvalgets møder eller dele af disse.
§ 5
5.1. Mødeledelse
Formanden eller næstformanden leder udvalgsmøderne.
5.2. Beslutninger
Udvalget er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af udvalgsmedlemmerne, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Beslutninger træffes ved simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens og i dennes forfald næstformandens stemme afgørende.
5.3. Inhabilitet
Et udvalgsmedlem må ikke deltage i behandlingen af spørgsmål, han har personlig interesse i.
5.4
Et udvalgsmedlem er alene bundet af sin overbevisning.
5.5. Vurdering af udvalgets arbejde
Udvalget drøfter én gang årligt udvalgsarbejdets effektivitet og samarbejdet i udvalget i øvrigt. Drøftelsen kan ske på grundlag af en vurdering af såvel det enkelte medlem som udvalget som helhed.
§ 6
6.1. Referater
Der tages referat af udvalgsmøderne, hvoraf skal fremgå a) hvem der har deltaget, b) mødets dagsorden og c) trufne beslutninger.
6.2. Opbevaring
Et eksemplar af referatet skal forsynes med formandens underskrift og opbevares i udvalgets arkiv.
6.3. Modtagelse af referat
Udvalgets medlemmer, hovedbestyrelsen og foreningens administration skal have tilsendt referatet senest 14 dage efter mødet.
6.4. Uenighed
Et udvalgsmedlem, der ikke er enig i en beslutning, kan kræve dette ført til referat.
§ 7
7.1. Fortrolighed
ATTAK-udvalgets medlemmer skal behandle person– og foreningsfølsomme oplysninger, som kommer dem i hænde i deres egenskab af udvalgsmedlemmer, som fortrolige.
7.2. Udtalelser om foreningens forhold
Et udvalgsmedlem må kun med formandens tilladelse udtale sig til nyhedsmedierne eller rette henvendelse til offentligheden vedrørende foreningens forhold.
§ 8
8.1. Handlingsplan
Formanden foranlediger, at udvalget udarbejder en prioriteret handlingsplan for hele funktionsperioden. Handlingsplanen skal godkendes af hovedbestyrelsen, indgå i dennes samlede handlingsplan og forelægges delegeretforsamlingen til endelig godkendelse. Udvalget skal sikre, at handlingsplanen følges og eventuelt revideres
§ 9
9.1. Ændring af forretningsorden
Forretningsordenen kan ændres af hovedbestyrelsen.
Godkendt af Hovedbestyrelsen den 3. februar 2011.
Oprettet
d. 11. marts 2011 og redigeret d. 09. januar 2012.