Hvad kan jeg selv gøre?
Multipel sclerose er en sygdom, som du må leve med fra dag til dag resten af livet. Hvis du kun har et lille eller intet tab af førlighed, vil din egen og din families livsstil måske ikke blive ændret overhovedet. Ikke desto mindre kan bevidstheden om sygdommen og dens mulige følger belaste dig og din familie. Men det afhænger i høj grad af de symptomer, du får, og hvordan du har det. Symptomer kan være til stede hele tiden, eller de kan være særlig udtalte på specielle tidspunkter. Mange scleroseramte siger, at de i større grad, end før de blev syge, må planlægge deres gøremål på forhånd, og at de er nødt til at ændre nogle af deres aktiviteter og justere deres tidsplaner. Her får du en række forslag til, hvad du selv kan gøre for at afhjælpe dine sygdomsgener:
Fysioterapi
Fysioterapi og regelmæssig træning kan være nyttig for at holde sig i så god form som muligt. Du bør sammen med din faste læge/neurolog diskutere, hvilken behandling eller hvilket øvelsesprogram der vil være godt til dig. Nogen har fundet frem til, at for eksempel svømning, yoga og ridning gavner dem. Enhver træningsaktivitet, som er lystbetonet, og som du uden ubehag er i stand til at gennemføre, vil være fordelagtig. Nogen scleroseramte, som har et svært fysisk handicap, kan få vederlagsfri fysioterapi i form af individuelle behandlinger og/eller holdtræning. Henvisning skal ske via din egen læge, og du kan kontakte Scleroseforeningens socialrådgiver i området, hvor du bor og høre, hvorvidt du hører ind under ordningen. Navn og træffetider finder du her.
Hjælpemidler
Der findes mange, både små og store hjælpemidler, der kan gøre hverdagen nemmere. Du kan orientere dig om mulighederne ved at kontakte hjælpemiddelcentralen i din region. På de fleste hjælpemiddelcentraler vil almindelige hjælpemidler være udstillede, man kan få personlig vejledning og købe mindre ting. De fleste tror, at hjælpemidler kun er for mennesker med meget svære handicap, men du vil blive overrasket over, hvor mange praktiske og snilde ting der findes til brug i hverdagen.
Professionel hjælp
Du kan finde viden og støtte i Scleroseforeningen i form af foreningens professionelle rådgivere, kurser for scleroseramte og pårørende. Desuden er der foreningens frivillige rådgivere, lokalafdelinger, som besidder en stor viden om og erfaring med det at leve med MS. Du finder et stort netværk i foreningen – brug det gerne.
Hjælpemidler og forbrugsgoder.
Scleroseforeningens rådgivere og frivillige rådgivere.
Kurser.
Lokalafdelinger.
Oprettet
d. 06. februar 2009 og redigeret d. 11. januar 2011.
Emneord:Behandling, Forebyggelse, Kost og sundhed, Træning og motion, Kurser, Lokalafdelinger, Netværk, Samtale, Medicin, Mit liv med sclerose, Ny med diagnosen, Selvhjælpsgrupper, Sclerosecentre