Mona er stadig ”liberated”

Det er snart et halvt år siden, Mona kom hjem fra Polen som ”Liberated Mona”. Siden har hun knoklet med træning, og hun føler, at hun har fået det meget bedre.  I perioden har hun haft kontakt med Dr. Kostecki, der lavede indgrebet, en gang om måneden, og hun skal til opfølgning hos ham til november.

Hun har ikke haft nogen attaker, siden hun kom hjem. Før indgrebet plejede hun – med egne ord – at have et attak om måneden. Hendes blærefunktion er forbedret, hendes førhen konstante hovedpine er forsvundet, hendes hænder og fødder er blevet varme. Stemmen er blevet mere klar, og hun har fået en lysere hud.
”Min samlede konklusion er: Det går utroligt godt,” siger hun.

Træning og flytning
For Mona har den stået på træning siden hun kom hjem fra Polen. Men hun har også haft en ufrivillig pause.
”Siden vi snakkede sidst, har jeg haft et lille uheld. På vej hjem fra træning kørte jeg galt med min elscooter. Jeg aner ikke, hvad der skete, men jeg vågnede op på skadestuen. Det betød, at jeg har været sengeliggende i 14 dage med kvalme og hovedpine, og i den periode har jeg ikke kunnet træne så meget,” siger Mona og forklarer, at træningen har givet gode resultater:
”Jeg startede med at kunne gå 0 meter, inden jeg tog til Polen. I dag kan jeg gå 25 meter med rollator. Før kunne jeg skubbe 15 kg per ben, nu kan jeg skubbe 35 kg per ben,” siger hun.

En anden ting, der har givet lidt ufrivillig pause i træningen, er, at Mona er flyttet i lejlighed i Århus. Før boede hun i Skødstrup, men nu er hun flyttet til storbyen.

Klar til at gøre det igen
Mona frygter stadig, at hendes vener klapper sammen, men er ikke bange for at få en ballonudvidelse igen, hvis det skulle ske.
”Jeg er parat til at tage af sted igen. Det kan godt være, at de danske læger ikke vil gøre noget for mig, men jeg vil bare sige, at der er en verden uden for jeres firkantede bøger. For mig har det her betydet så meget, at jeg er klar til at tage af sted igen,” siger hun.
I dag mener hun, at det burde være muligt at få en scanning i Danmark, så hun kunne få opfølgning herhjemme, og så andre, der ikke har været af sted, kunne få deres første scanning her.

”Hvorfor kan jeg ikke engang betale for det herhjemme? Det er en meget firkantet verden, neurologerne lever i. Jeg synes i og for sig, at det er fint nok, at man ikke laver indgrebet herhjemme, når der ikke foreligger dokumentation, men hvorfor ikke scanne? Det burde være en beslutning, der var op til patienten selv,” siger hun.