Stor interesse for CCSVI på chatten
Godt 20 personer loggede på Scleroseforeningens chat for at stille spørgsmål om CCSVI i går aftes
Af Louise Wendt Jensen, journalist
Chatten var en opfølgning på det tema om CCSVI, der er blevet bragt i Scleroseforeningens netop nyudkomne nummer af Magasinet og var en mulighed for at stille spørgsmål om CCSVI til formanden for Scleroseforeningens forskningsudvalg, overlæge ved Neurologisk klinik og Dansk Multipel Sclerose Center, Finn Sellebjerg.
Han var online mellem kl. 20 og 21 i går aftes og her blev der stillet spørgsmål som ”Er der noget til hinder for at indgrebet kan foretages her i DK på privat hospitaler?”, ” Kan du evt. komme med et bud på hvor lang tid vi skal stilles i venteposition herhjemme før der kommer nyt fra udlandet?” og ”Hvad er dit syn på placebo i forbindelse med liberation (operation for CCSVI, red.)?”.
Alle spørgsmål og svar kan læses her i den uredigerede chat-session med Finn Sellebjerg. Chatten viderebringes med det forbehold, at Finn Sellebjergs svar er givet løbende og i højt tempo i løbet af den time chatten varede.