Ny ridehal i Ry
Ridefysioterapien på Sclerosehospital Ry har fået et nyt ridehus, så de fortsat kan tilbyde kvalificeret ridefysioterapi
Af Mathilde Louise Stenild Brejner
Sclerosepatient Else Thorstensen Voigt klippede snoren til den nye ridehal torsdag den 13. oktober 2011. Hun fortalte ved indvielsen om sin glæde ved rideterapien:
”Det er dejligt at mærke hestens varme, dens bevægelser og at være ude på hesteryg i den skønne natur,” sagde Else Thorstensen Voigt.
Ikke sikker i hård blæst
Den gamle ridehal blev væltet efter 35 års tro tjeneste. Det var desværre en nødvendighed, da den ikke længere var sikker i hård blæst og ved tungt snefald. Ridefysioterapien på Sclerosehospital Ry holder så meget af deres terapi udendørs som muligt. På den måde kan patienterne nyde de smukke omgivelser ved Ry og samtidig fornemme årstidernes skiften.
Alligevel er der behov for en ridehal, fordi vejret i Danmark kan være for hårdt, og samtidig er der behov for en opstigningsgrav, hvor patienterne kan komme sikkert op på hesten.
450 patienter får årligt glæde af hallen
Ridehallen har kostet 2,15 million. Den er opført med hjælp fra Sundhedsministeriets pulje til foreningsejede specialsygehuse. Derudover har Scleroseforeningen bevilliget noget af beløbet.
For mange patienter er det første gang, de er på hesteryg, men bestemt ikke den sidste. De bliver motiverede til at fortsætte rideterapien hjemme, fortæller Britta Løwendahl, direktør for Sclerosehospitalet, Ry.
Hesten aktiverer musklerne
Rideterapeut Margit Mortensen, fortalte at rideterapi indgår som en del af behandlingen på Sclerosehospital Ry, og for mange er det en særdeles velegnet og effektiv træningsform:
”Hvert minut aktiveres 90-100 muskler i patientens krop. Hestens rytme svarer til en persons gang og er derfor en naturlig rytme for kroppen,” sagde Margit Mortensen.
Patienten kan instrueres i øvelser på hesteryg, men alene hestens bevægelser – og grunden omkring sclerosehospitalet giver mulighed for at ride på stier, der går både op og ned – aktiverer rigtig mange muskler og er derfor god træning, fortæller Margit Mortensen.