Sclerosepatienter ikke i særlig risiko for selvmordsforsøg

Selvom sclerosepatienter lever med en svær sygdom, er de ikke ekstra udsatte for at forsøge at begå selvmord, viser ny undersøgelse

Af Louise Wendt Jensen, forskningsformidler

En sclerosepatient har ikke større risiko for at forsøge at begå selvmord end normalbefolkningen.
Heller ikke selvom patienten er i interferonbehandling.
Den gode nyhed er resultatet af et forskningsstudie, lavet i et samarbejde mellem Scleroseregistret, Sclerosebehandlingsregistret, Center for Selvmordsforskning og Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet.

Hvad betyder interferonbehandling?
Baggrunden for undersøgelsen er, at man tidligere har set en let forøget selvmordsrisiko hos sclerosepatienter i forhold til baggrundsbefolkningen. Men alle undersøgelser er lavet inden, man begyndte at behandle med interferon. Derfor ville forskerne se på, om billedet så anderledes ud hos folk, der var i interferonbehandling.

Medicin kunne betyde øget depression
Det har været muligt ved at inddrage sclerosebehandlingsregistret, hvor alle sclerosepatienter, der er i behandling er registreret.
”Der har været en del diskussion om, hvorvidt det at være i behandling giver en øget depressionsrisiko og dermed er med til at øge selvmordsrisikoen,” fortæller Elsebeth Stenager, psykiatrisk overlæge og lektor ved Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet, som har været med til at lave studiet.

Ingen øget risiko
404 sclerosepatienter – både patienter der var i behandling med interferon og patienter der ikke var – var med i forsøget. De blev sammenlignet med den fynske befolkning, fordi det er på Fyn, at man har de bedste registre over selvmordsforsøg i Danmark
”Der er ikke nogen øget risiko for selvmordsforsøg blandt patienter med sclerose, og vi har heller ikke kunnet påvise nogen sammenhæng mellem selvmordsforsøg og det at være i interferonbehandling,” siger Elsebeth Stenager.

Lille forsøg
Elsebeth Stenager understreger at resultaterne kan skyldes, at der er tale om en relativt lille undersøgelse, og at man har undersøgt en forholdsvis sjælden handling, men resultaterne er i overensstemmelse med, hvad man også har set i internationale undersøgelser.
Selvmordsundersøgelsen er offentliggjort i det nye nummer af det videnskabelige tidsskrift ”Multiple Slcerosis Journal”.

 


Kommentarer     (hvad er det?)

Herunder kan du efterlade en kommentar til denne side.
Alle felter skal udfyldes

  • Din e-mail bliver ikke vist på websitet
  • Din adresse bliver ikke vist på websitet

  • Slet


    Hvad er summen af disse to tal?
    2 + 2 =

Kommentarer til Sclerosepatienter ikke i særlig risiko for selvmordsforsøg

Sikke da en solstrålehistorie

Af Per West Møller 07. september 2011 16:30

Det viser jo, at livet i sig selv ønsker at overleve, selv på trods af at det levende individ udsættet for waterboarding.

I videnskabens interesse, selvfølgelig, og for livet i sig selvs egen skyld.

Stenager. Siger mig et eller andet, om neurolog og klamren sig til forrettigheden til at tolke fakta om eksistentiel virkelighed for livet i sig selv, efter neurologisk forlæg.

Først var sclerosepatienter særlig sensitive hysteriske mennesker, som skulle dysses ned med medicin efter Charcots forlæg for sygdommens natur med udgangspunkt i hysteri.

Så kom der lidt inspiration fra neurologerne. at de kunne kontrollere denne underlige adfærd.

Her et eksempel fra 50-erne:

The personality characteristics associated with multiple sclerosis as revealed by the MMPI profiles are presented and discussed. The personality characteristics revealed are: a reaction of depression, preoccupation and concern about bodily functions, feelings of hopelessness and insecurity, as well as tendencies toward indecisiveness, narrowness of interests, and introversion. Difficulty in accepting the disease, and its progressive limitations, as well as ambivalence and insecurity concerning the future, are often reflected in relatively poor emotional control and social adjustment."

http://psycnet.apa.org/journals/ccp/15/3/253/

I løbet af det 20. århundrede besluttede neurologerne så, at MS ikke forårsagede kognitive problemer (fatique).

Neurologerne besluttede, at "åndsformørkelsen" forårsagede sclerosen.
Patienter blev beordret til at slappe af og hvile, således at deres anstrengelser ikke skulle forårsage nye anfald.

Yderligere besluttede neurologerne sig for, at MS forårsager ikke smerter. Disse udsagn bundede blot i patienternes hysteri, og de gådefulde problemer som uden forklarlig årsag, opstår i patienternes bevægeapparat.

Citat fra Joan: Jeg tror, ​​at afstanden mellem MS- patient og neurolog fik lov til at fortsætte gennem den historiske karakterisering af MS-patienten som hysterisk, mentalt følelsesmæssigt labile, neurotiske eller ubalanceret. Disse skildringer blev skabt af en gruppe af læger, der følte sig truet af deres egen personlige mangel på forståelse af sygdommens natur, og deres manglende evne til at ændre sygdommens kurs. Det var for svært at konfronteres med progressionen i ​​MS, og det faktum, ikke være i stand til at helbrede sygdommen.

Det var nemmere at skildre patienten som vanskabt, og denne psykiske deformitet bevirkede så patienternes sygdom.

Dette gav en behagelig afstand mellem læge og patient.

En afstend som med al tydelig viser sig at eksistere endnu imellem, jeg vil ikke engang sige lægen, men neurologen, og patienten.

Læger gir hånd på at virke efter bedste evne, til patientens bedste uanset social baggrund. Det viser historien jo med al tydelighed, at neurologer ikke gør.

De forholder sig blot til sætningen:

I will not cut for stone, even for patients in whom the disease is manifest; I will leave this operation to be performed by practitioners, specialists in this art.



Den neurologiske videnskab har så distanceret sig fra patienten, at de nu ikke engang tror, ​​at MS patienten faktisk oplevede faktiske smerter.

Det tog mere end hundrede år for neurologer at indrømme, at der kan være smerter eller træthed eller depression forårsaget af multipel sclerose.

Det kan enhver patient så mene kan synes absurd.

Det betyder jo egentlig ikke noget, for det vigtigste er ikke hvad en patient måtte synes. Bare de er mobile nok til at samle penge ind.

Siden opfindelsen af MRI- scanning har det så været muligt for disse "videnskabsmænd" at kunne følge med i udviklingen af sclerose, hvilket har gjort at de så har måtte indse, at der faktisk opstår hjerneskader som følge af vævsnedbrydning.

Forskere kan se den tidlige nedbrydning, som sker længe forinden sygdommen så diagnosticeres.

Og nu står disse neurologer så, og modsætter sig alle forsøg på faktisk at få fundet den tilgrundliggende årsag til denne vævsnedbrydning, ved at anfægte enhver som måtte ønske at blande sig i neurologernes selvskabte virkelighedsbillede.

Afstanden til patienterne har neurologerne jo skabt ved deres egen uformåen, og nu er det så tiden til at kæmpe for at dette virkelighedsbillede forbliver uforandret. Det er patientens egen skyld, og vi alene vide hvad tjene patienten bedst og desuden:

I will not cut for stone, even for patients in whom the disease is manifest; I will leave this operation to be performed by practitioners, specialists in this art.

Mon ikke denne undersøgelse fra Fr. Stenager bunder i denne misforståede indsigt i, hvad det egentlig bevirker faktisk at få at vide at man lider af en kronisk uhelbredelig sygdom, hvorpå ingen helbredelse findes.

Men heldigvis har vi udviklet noget meget dyr og meget uvirksom medicin, som måske, måske ikke, kan forsinke sygdommens progression, med 3 - 6 mdr.

Endnu engang vil jeg opfordrer alle MS-patienter til at begynde at tænke selv, på deres eget bedste, da patienten faktisk er de eneste og nærmeste til at begynde at sætte spørgsmålstegn ved arten af den så åbenlyst forfejlede behandling de modtager fra neurologerne, som uden diskussion forbeholder sig retten til alene at foretage demontagen af dine evner til blot at overleve.

Desværre kan jeg se og følge med i, er der en overhyppighed af patienter som nu har levet med deres sygdom så længe, at de mærker "enden" på deres sygdomshistorie være tæt på, og derfor finder vej til de hospitaler som faktisk behandler det tilgrundliggende problem for sygdommens opståen, og dermed redder sig lidt mere tid.

Heldigvis er det lykkedes neurologwerne at holde patienten kørende så længe, at vedkommende nok ikke faktisk magter at vælge selv at give slip på livet, og det er jo godt for en statistik som beskrevet i denne solskinshistorie om hvorvidt sclerosepatienter skulle være mere tilbøjelige til at slutte deres egen liv.

Så længe der er håb, er der liv, men det håb gør neurologerne så hvad de kan for at få gravet langt langt ned.

Endnu engang, for der er støttekroner til forskning og kors og bånd og stjerner at få på, og hvorfor skulle de hysteriske patienter dog have lov til at ændre på dette.

Nu går det jo lige så godt, når man nu kan samle penge ind til videre udsigtsløs forskning, ved at gå 50 meter uden krykker, eller komme først i en rullestol.

Successkriterier bestemmes desværre af de som tiltager sig monopol på sandhed, også selv om de faktisk endnu ikke, efter 100 år har evnet eller villet, blot at løfte den mindste flig til vejen til denne.

Her er linket til inspirationen til denne nye, evendelige svada, i håbet om, at der et eller andet sted, faktisk sidder rigtige mennesker, som faktisk lever for at gøre en forskel.

Indtil videre er der ikke noget som tyder på dette, men man kan jo gå forrest i en bodsgang, for at abstrahere væk fra, hvad man egentlig er en del af at promovere.

Gad vide om der snart bliver offentliggjort resultater fra den MR-scanning uden kostraststof, for ikke at risikere at gøre skade på forsøgspatienterne, er et spørgsmål jeg af og til hører?

Her er linket som inspirerede mig til at skrive dette indlæg: https://www.facebook.com/notes/ccsvi-in-multiple-sclerosis/history-hysteria-and-hope-for-the-future/10150208310262211

Rart at vide, at der er få som synes som jeg. Fjern jer fra min vej, neurologer og lade de rigtige specialister gøre hvad de er uddannede til, men desværre. Der er jo lige det første bud: I will not cut for stone, even for patients in whom the disease is manifest; I will leave this operation to be performed by practitioners, specialists in this art.....

Også selv om det så har vist sig, at det slet ikke er "min art".

Enhver skal jo tjene penge, og der skal jo være plads til alle os i hvide kitler, som de sagde tilbage da ham der Hippocrates døde, og patienterne var få i forhold til alle os i hvide kitler.

Måske det er på tide at skifte farven til sort. Passer bedre til ånden efter hvilket lægeløftet så øjensynligt forvaltes.

Nu er det ikke for at ødelægge stemningen over denne gode nyhed vedr. selvmordsraten som ikke er der, men jeg kan alligevel ikke nære mig for at indsætte dette link fra Zamboni, som med sine ulovlige indgreb, (burde være det iht. lægeløftet), formår at få nedbragt patienternes attak-rate med 2/3, (fra 1 pr. år, til 1 hvert 3 år) hvilket selvfølgelig kan skyldes, at patienterne tager neurologernes anbefalede medicin.

http://www.veithsymposium.org/video2010/video12.html

Det kan også at de får attaks, måske på grund af, at de fortsat tager medicin??

Hvad ved og forstår en patient mon egentlig?

At egentlig, reel autoimmunitet blot kan forekomme i systemer hvor systemet tilsættes skadeligt stof, som et sundt og raskt immunforsvar vil søge at forhindre i at gøre skade?

Som f.eks. jern fra blod som lækker ud igennem et overtryksbelastet venevæv og ind i ens hjerne?

Det får vi nok aldrig at vide, for intet gøres uden videnskabelig evidens, og videnskabelig evidens må ikke findes!

Det siger loven....

Link til en Stenager

Af Per West Møller 07. september 2011 23:54

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC489162/pdf/jnnpsyc00492-0016.pdf