Scleroseforeningens frivilligpolitik

Indledning

Scleroseforeningens ledende organer – Delegeretforsamling, Hovedbestyrelse og alle fag-udvalgene består af frivillige. Derudover er der ca. 800 frivillige, der i lokalafdelingerne landet over sikrer et meget højt aktivitetsniveau i form af sociale netværksaktiviteter for foreningens medlemmer, lokal politisk arbejde samt oplysende virksomhed og indsamlinger.

Scleroseforeningens frivilligpolitik er udarbejdet i en proces med stor inddragelse af frivillige fra forskellige udvalg og har herefter været til høring blandt frivillige i hele landet. For altid at være aktuel skal frivilligpolitikken hvert andet år gennemgås og evt. opdateres af det udvalg, der har ansvaret for de frivillige.


Formålet med frivilligpolitikken:

  • Frivilligpolitikken skal synliggøre værdierne i det frivillige arbejde i Scleroseforeningen. 
  • Frivilligpolitikken skal sikre en høj grad af kvalitet i foreningens frivillige arbejde. 
  • Frivilligpolitikken skal sikre, at den frivillige indsats er omgærdet med respekt, både for den frivillige og for det frivillige arbejde, den frivillige yder. 
  • Frivilligpolitikken skal sikre, at samarbejdet frivillige imellem samt mellem frivillige og ansatte fungerer i harmoni og med respekt for det enkelte menneske. 

Definition af en frivillig

  • Alle kan være frivillige i Scleroseforeningen. Frivillige kan både være personer med sclerose, pårørende eller personer, som har lyst til at give en hånd. 
  • For frivillige med specialfunktioner (eksempelvis informatører, frivillige rådgivere o.lign.) og frivillige, som er valgt til lokale eller centrale poster (eksempelvis bestyrel-sesmedlemmer i lokalafdelingerne, Hovedbestyrelsesmedlemmer, medlemmer af de stående udvalg), kræves medlemskab af Scleroseforeningen. Alle andre frivillige (eksempelvis frivillige, der påtager sig ad hoc opgaver som kampagne frivillige, praktiske hjælpere i lokalafdelingerne m.m.) opfordres til medlemskab. 
  • Visse specialfunktioner i Scleroseforeningen kræver godkendelse og uddannelse af de frivillige, der varetager dem.
  • Den frivillige arbejder ulønnet, men man får refunderet sine udgifter efter fastlagte regler.

Værdien i det frivillige arbejde

Scleroseforeningen skal have det enkelte individ i centrum, uanset om der er tale om en person med sclerose, dennes pårørende, medlemmer, frivillige eller ansatte.

Vi ønsker at det frivillige arbejde er værdifuldt og skaber mening for den enkelte frivillige. Det betyder, at vi sigter mod, at alle får et personligt, fagligt og socialt udbytte af det frivillige arbejde i Scleroseforeningen.

Scleroseforeningen har vedtaget følgende fem værdier: Åbenhed, samspil, kvalitet, handling og håb. Disse fem værdier skal afspejle sig i alt det arbejde, både frivillige og ansatte laver i Scleroseforeningen.

Læs mere om værdierne her

En fælles forening

Scleroseforeningen er en ”VI – forening”. Det vil sige, at vi tilstræber at løse alle opgaver i fællesskab, og søger dermed at opnå en synergieffekt

Den fælles indsats frivillige imellem og mellem frivillige og ansatte i løsning af opgaverne er en af grundstenene i foreningens arbejde og fordrer, at arbejdet altid er omgæret med respekt for hinanden. Det kræver også, at man kender og respekterer både arbejdsgange og arbejdsdeling i foreningen.

Frivillige i Scleroseforeningen

Nye frivillige i Scleroseforeningen

Nye frivillige i Scleroseforeningen skal altid føle sig velkomne. Uanset om det er i lokalafdelingen eller i foreningen, skal der tilbydes en ordentlig introduktion til nye frivillige. Introduktionen skal både være til opgaven og til foreningens arbejde og kultur.

Den nødvendige opkvalificering, samt løbende udvikling og uddannelse, skal tilbydes alle frivillige.

Forventningsafstemning i det frivillige arbejde

Frivilligt arbejde er jo som ordet signalerer frivilligt, d.v.s at man udfører det af ren og skær lyst og fordi arbejdet og indsatsen i sig selv giver mening.

For at sikre, at den frivillige og foreningen ikke går skævt af hinanden er det vigtigt, at det står helt klart hvad man som frivillig kan forvente sig af foreningen og omvendt også hvilke forventninger, foreningen har til det frivillige arbejde.

Du kan som frivillig i Scleroseforeningen forvente:
  • Opbakning til de opgaver du påtager dig. Opbakning både i form af støtte og hjælp i forbindelse med den praktiske udførelse af opgaven, men også igennem tilbud om kurser / udvikling, der løbende sikrer, at du er klædt på til de opgaver, du påtager dig.
  • Stor grad af medindflydelse, både på foreningens overordnede mål og planer, men også i høj grad på egne opgaver. 
  • Opgaver, der er tilpasset dine kompetencer og interesser samt den tid, du har til det frivillige arbejde.
Foreningens forventninger til dig som frivillig:
  • At du, inden du påtager dig opgaven, har overvejet, om du har og kan prioritere den fornødne tid, og om du har de personlige ressourcer.
  • At du tager ansvar for de opgaver, du påtager dig. Ansvarlig i den forstand, at opgaven altid løses bedst muligt, og hvis du af en eller anden årsag ikke kan udføre opgaven siger fra. 
  • At du deltager i de aktiviteter, kurser m.m., der kvalificerer dig til at udføre den opgave, du har påtaget dig
  • At du er loyal, ærlig og går ind til arbejdet med respekt for de andre frivillige, medlemmer i foreningen og foreningen.
  • At du som frivillig bakker op om de af foreningens aktiviteter, der er besluttet at afholde på landsplan.
Det frivillige arbejde i Scleroseforeningen skal være kendetegnet ved:
  • At man som frivillig har et stort råderum for selvstændige beslutninger og opgaver. Ideer til frivilligt arbejde kan opstå hos de frivillige selv, men også i forbindelse med Scleroseforeningens aktiviteter. 
  • At der i foreningen er stor åbenhed over for nye projekter, også projekter som på en ny og anderledes måde anskuer de problemstillinger, foreningen arbejder med.
  • At opgaverne skal planlægges under hensyn til, at de skal udføres i de frivilliges fritid, og opgaverne skal have en karakter, så det er realistisk for frivillige at udføre dem. 
  • At den frivillige er tilstrækkeligt informeret og kvalificeret fx via kurser, konferencer o.l. 
  • At man som frivillig har pligt til at sige fra, hvis man af en eller anden grund ikke kan udføre arbejdet i en periode eller overhovedet. 
  • At man altid søger at matche opgaven og den frivillige. 
  • At problemer eller konflikter mellem de frivillige eller mellem den enkelte frivillige og Scleroseforeningens formål løses via dialog. Ved sådanne samtaler skal det sikres, at der altid deltager en tredje part. 
  • At konflikter og problemer, der ikke bliver løst via dialog, evt. kan løses ved at tilbyde den frivillige en ny opgave, hvis dette er muligt. Der kan være tilfælde, hvor man må bede en frivillig trække sig fra den frivillige opgave, og i så tilfælde skal man sikre, at afviklingen foregår med respekt for den frivillige.

Frivilligpolitikken er sidst revideret af netværksudvalget den 28.04.2011. Frivilligpolitikken gennemgås og revideres igen i første kvartal af 2013.


Kommentarer     (hvad er det?)

Herunder kan du efterlade en kommentar til denne side.
Alle felter skal udfyldes

  • Din e-mail bliver ikke vist på websitet
  • Din adresse bliver ikke vist på websitet
  • Slet


    Hvad er summen af disse to tal?
    6 + 5 =

Kommentarer til Scleroseforeningens frivilligpolitik