Skiftedag i Scleroseforeningen
Efter 12 år som foreningens præsident havde forlægger Ole A. Busck bedt om afløsning.
Søndag den 16. november blev en markant skiftedag i Scleroseforeningen. Efter 12 år som foreningens præsident havde forlægger Ole A. Busck bedt om afløsning. Ny præsident blev direktør i Sjælsø Gruppen, Ib Henrik Rønje, som gennem sin bror har sclerosen tæt inde på livet.
Ole A. Busck var på grund af sygdom forhindret i at deltage i delegeretmødet, men de delegerede sendte en stor tak for en fremragende indsats for foreningen.
Foreningens indsamling af 25-ører, der ved årsskiftet havde indbragt 6,7 mio. kroner, fik megen omtale på delegeretmødet. Lokalafdelingen for Herning blev hædret for at have skaffet flest butikker til kampagnen. Foreningens formand Christian Bardenfleth takkede alle, der havde ydet en indsats og været med til at skabe foreningens største indsamlingssucces nogensinde.
Bardenfleth blev genvalgt som formand, og det samme gjaldt næstformand Ulla Wæber, kasserer Henrik Klæbel og vicepræsident Niels Eilschou Holm.