Ni millioner stamceller gav håbet ny næring

Af: Vibeke Schneider

Da Louise Rørstrøm første gang hørte om stamcellebehandling mod sclerose, voksede et håb i hende. Og håbet lever stadig, selvom hun i dag er tilbage til udgangspunktet, fra før hun i 2007 tog til Tyskland og fik sprøjtet ni millioner stamceller ind i rygmarven.
Håbet var meget konkret, da 39-årige Louise Rørstrøm besluttede at få behandlingen.
”Min drøm var at smide kørestolen langt væk. Det ville betyde alt. Det ville betyde, at jeg kunne gøre nogle flere ting med min søn igen, og det er det, jeg higer mest efter.”
Da hun læste om en mand med sclerose, som havde skiftet kørestolen ud med en stok efter at have fået behandling med stamceller, fik håbet i hende ny næring. Louise Rørstrøm kontaktede manden og fik navnet på den klinik i Tyskland, der havde behandlet ham. Herefter gik det stærkt. Med hjælp fra familien fik hun sparet de 50.000 kroner sammen, som behandlingen kostede, og halvanden måned senere var hun på vej til Köln sammen med sin bror og sin søster.

Fokus på det positive
Louise Rørstrøm spekulerede ikke meget over risikoen ved at få behandlingen, som stadig er på forsøgsstadiet.
”Jeg var ikke bange for det. Tysabrien, som jeg får i dag, er der også en risiko ved, og selv hvis jeg skulle have fjernet min blindtarm, ville der være en risiko. Der er en risiko ved næsten alle behandlinger. Jeg var mere fokuseret på det positive - at jeg måske kunne få det bedre,” fortæller hun.
De eneste betænkeligheder var i forhold til sønnen André, som dengang var fire år, og som Louise Rørstrøm har været alene med, siden hendes mand døde af en blodprop i 2006.
”Hvis det gik galt, ville det være katastrofalt for ham. Det fik mig ikke til at tvivle på, om jeg skulle tage af sted, men det sad i baghovedet, at jeg ikke kun havde mig selv at tænke på.”
Louise Rørstrøm kender ikke den faktiske risiko ved behandlingen, for det var aldrig noget, der blev nævnt, når hun talte med de tyske læger.
”Man talte slet ikke om risici eller dødelighed. Og jeg havde ikke lyst til at bringe det på bane, for uanset hvad de sagde, så havde jeg taget min beslutning,” forklarer hun.

Voldsomme smerter
På klinikken i Köln udtog lægerne knoglemarv fra Louise Rørstrøms hofte. Af marven dyrkede man ni millioner stamceller, som hun fire dage senere fik sprøjtet ind i rygmarven. Louise Rørstrøm fik kun sine egne stamceller og ingen immundæmpende medicin.
Hverken udtagningen af knoglemarv eller indsprøjtningen af stamceller gjorde specielt ondt, men da Louise Rørstrøm var vendt tilbage til sit hotelværelse, fik hun voldsom hovedpine og kraftige smerter i benene.
”Jeg har aldrig før oplevet sådan en hovedpine. Jeg følte, at der stod en mand og kastede mursten ned i hovedet på mig. Og i benene havde jeg så store smerter, at jeg bare lå og slog på dem.”
Louise Rørstrøm var ikke blevet informeret om, at der kunne opstå smerter efter behandlingen, og for første gang under forløbet blev hun nervøs.
”Der var jeg lidt bange for at lægge mig til at sove. Hvis man dør af at få stamceller, hvornår dør man så? Den tanke dukkede lige pludselig op.”
Næste dag var smerterne dog taget af, og hun oplevede ikke flere bivirkninger ved behandlingen.

Hun vil af sted igen
I løbet af de næste tre måneder kunne Louise Rørstrøm mærke fremskridt. Stivheden i benene tog af, balancen blev bedre, og trætheden blev mindre udpræget.
”Jeg fik helt klart mere energi. Folk kunne også se det. De sagde: ’Louise, du stråler jo.’”
Men pludselig vendte den positive udvikling, og på to dage var hun tilbage på samme niveau som før, hun rejste til Köln.
”Der blev jeg lidt ked af det. Jeg havde ikke regnet med det, for nu gik det jo fremad,” fortæller hun. 
Alligevel har hun bestemt ikke mistet troen på stamcellernes muligheder. Hun tror, at flere stamcellebehandlinger med nogle måneders mellemrum kan være løsningen.
”Jeg vil gerne derned fire gange med fire måneders mellemrum. Det er min overbevisning, at det virker bedst sådan. At skaffe pengene bliver det næste projekt, jeg skal i gang med.”
For Louise Rørstrøm har håbet i sig selv stor betydning.
”Når man er lidt nede i kælderen på grund af sclerosen, er det håbet, der holder en oppe. Man kæmper lidt ekstra. Det er så vigtigt, at man har et håb.”