El-crosser - Hjælpemiddel eller forbrugsgode?

Af Mette Rinddal Madsen

I Danmark følger vi det, vi kalder kompensationsprincippet. Det betyder, at en person med varig nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skal kompenseres for følgerne af den nedsatte funktionsevne, så han eller hun kan deltage og færdes på lige vilkår med andre borgere i samme alder og livssituation.
Denne kompensation skal stilles til rådighed uden betaling uanset den enkeltes økonomi. Det er således besluttet, at det i Danmark ikke skal være dyrere at være handicappet end at være rask.
Men det er det så pludselig alligevel. I hvert fald slår en principiel afgørelse fra Ankestyrelsen fast, at man nu som udgangspunkt skal have en trehjulet el-crosser bevilget som et forbrugsgode, hvilket betyder, at borgeren selv skal betale 50 procent af køretøjets pris. Og det selvom man slet ikke kan færdes uden for hjemmet uden.
Tidligere blev el-crosseren anset for at være et personligt hjælpemiddel, som blev tilpasset den enkelte og udlånt af kommunen uden beregning. Kommunerne anvender nu Ankestyrelsens afgørelse til at afslå hjælpemiddelbevillinger af trehjulede el-crossere.

Socialministeren vil ikke svare
Vi har spurgt socialminister Karen Ellemann om, hvorfor en trehjulet el-crosser, som er nødvendig på grund af varig nedsat funktionsevne, er kommet på listen over almindelige forbrugsgoder. Vi bad hende om at forklare, hvordan det hænger sammen, at der er egenbetaling på en trehjulet el-crosser, når det ikke må være dyrere at være handicappet end at være rask. Men Karen Ellemann har ikke ønsket at svare på vores spørgsmål.
”Jeg har taget Ankestyrelsens afgørelse til efterretning. Afgørelsen betyder, at trehjulede el-scootere nu anses for at være forbrugsgoder, og at borgeren derfor skal betale halvdelen selv. Hjælpen kan dog gives fuldt ud uden egenbetaling, hvis el-scooteren udelukkende fungerer som et hjælpemiddel,” skriver hun blot i en mail til Scleroseforeningen.

Hver enkelt sag skal vurderes konkret
Scleroseforeningen har gjort Ankestyrelsen opmærksom på, at mange kommuner bruger principafgørelsen til at spare på kontoen for hjælpemidler ved at skære alle over én kam. Det skal forstås sådan, at kommunerne fremover overhovedet ikke vil bevilge el-crossere som hjælpemiddel.
”Blandt andet vores henvendelse resulterede i, at Ankestyrelsen måtte udsende en længere skrivelse til kommunerne om, at hver enkelt sag fortsat skal vurderes konkret for at finde ud af, om en nødvendig el-crosser skal bevilges som hjælpemiddel eller forbrugsgode,” siger Bente Röttig, ledende socialrådgiver i Scleroseforeningen.
”På socialministerens svar kan vi forstå, at ministeren ikke vil bruge sin politiske indflydelse til at ændre på Ankestyrelsens opfattelse af el-crossere som almindeligt forbrugsgode. Derfor overvejer Scleroseforeningen at bede Dansk Handicapforbund om i samarbejde med os at rejse sagen politisk på en anden måde,” siger hun. 

Kontakt en socialrådgiver
Indtil en eventuel politisk løsning anbefaler Scleroseforeningen, at personer, der får brug for en el-crosser, kontakter en af foreningens lokale socialrådgivere. Det skal ske tidligt i ansøgningsforløbet, så socialrådgiveren kan være med til at beskrive behovet så præcist som muligt og sikre, at kommunen forholder sig til muligheden for at få bevilget el-crosseren som hjælpemiddel.

Forskellen på hjælpemidler og forbrugsgoder
Forskellen på et hjælpemiddel og et forbrugsgode er, at hjælpemidler er produkter, der fremstilles med henblik på at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Desuden får man hjælpemidlet betalt.
Forbrugsgoder omfatter produkter, der fremstilles og forhandles bredt. Produkterne er ikke fremstillet specielt med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne, men kan i en række tilfælde udgøre den kompensation, som personer med nedsat funktionsevne har brug for. Ved bevilling af et forbrugsgode skal borgen selv betale 50 procent af produktets pris.