Forskningsnyt

Beskeden effekt af doktor Zambonis operationer
Af overlæge Finn Sellebjerg, Lægelig konsulent i Scleroseforeningen

Ved starten af 2010 kan vi se tilbage på et årti, der har ført til bemærkelsesværdige fremskridt i vores forståelse af sygdomsårsager og betydelige fremskridt i behandlingsmulighederne, særlig hvad angår attakvis sclerose. I det kommende årti kan vi forvente, at disse fremskridt vil fortsætte. Forskningen i samspillet mellem arvelige faktorer og miljøforhold tager nu sin begyndelse, og en række store internationale samarbejder giver os store mængder ny viden om disse forhold. Samtidig er et meget stort antal nye behandlinger i forskellige faser af klinisk afprøvning, og vi kan forvente, at antallet af sclerosebehandlinger vil blive ved med at stige i de kommende år. Endelig giver ny viden om forskellene i sygdomsmekanismerne ved attakvis og progressiv sclerose håb om, at vi i fremtiden i højere grad vil kunne tilbyde behandlinger, der også har effekt ved primær og sekundær progressive sygdomsforløb.

I slutningen af 2009 fik en italiensk forsker, Paolo Zamboni fra Ferrara i Italien, stor opmærksomhed, da han præsenterede resultater af en ny behandling, hvor man ved en operation bedrer afløbet af blod fra hjernen og rygmarven. Zamboni og hans kolleger havde tidligere offentliggjort en undersøgelse i tidsskriftet Journal of Neurology, Neurosurgery and Psychiatry, hvor de fandt en meget høj forekomst af forsnævringer i venerne fra hjernen og rygmarven. Venerne fører blodet væk fra hjernen og rygmarven, og hvis venerne tilstoppes, vil det føre til, at blodet ”ophobes” i hjernen og rygmarven. Zamboni og hans kolleger mener, at dette fører til, at blodet passerer ud i hjernen og rygmarven, hvor det forårsager en ophobning af jern, som er med til at udløse sygdomsaktiviteten ved sclerose.

I den artikel, der blev offentliggjort i slutningen af 2009, har Zamboni og hans kolleger behandlet 65 patienter med sclerose ved at udvide de forsnævrede blodårer med et kateder af samme type, som man bruger til at behandle tilstoppede pulsårer i f.eks. hjertet. I artiklen, som blev trykt i tidsskriftet Journal of Vascular Surgery, skriver Zamboni, at de finder en effekt af behandlingen ved attakvis sclerose, mens effekten ved primær og sekundær progressiv sclerose er mere tvivlsom. Effekten af attakvis sclerose er dog særdeles beskeden. Før behandlingen havde patienterne i gennemsnit 0,9 attak pr. år, og de første 18 måneder efter behandlingen havde de i gennemsnit 0,7 attak pr. år. Denne ændring er særdeles beskeden – faktisk ser man i mange behandlingsforsøg et tilsvarende fald i sygdomsaktiviteten hos ubehandlede patienter. Til sammenligning kan også nævnes, at behandling med beta-interferon eller Copaxone hos danske patienter i gennemsnit fører til et fald i attakhyppigheden fra ca. 1,1 attak pr. år før behandling til ca. 0,4 attak pr. år under behandling. Effekten af operationen var i øvrigt i mange tilfælde kortvarig, da der kom nye forsnævringer på venerne i løbet af de 18 måneders observationstid i studiet.

Der foregår rundt omkring i verden en række undersøgelser, der søger at bekræfte dr. Zamboni’s fund. Da effekten af behandlingen trods alt ser ud til at være meget begrænset, og da man på nogle centre har haft meget alvorlige komplikationer, herunder dødsfald, efter operationerne, må det indtil videre frarådes at gennemføre denne type indgreb, med mindre de gennemføres som led i regelrette behandlingsforsøg.