Leder
Store skiftedag
Af Christian L. Bardenfleth, formand for Scleroseforeningen
Indgangen til 2010 betyder forandringer i Scleroseforeningen. Mette Bryde Lind er tiltrådt som ny direktør for foreningen, og nu kommer så MagaSinet i ny skikkelse og med ny redaktør ved roret.
Mette Bryde Lind kommer fra en stilling som direktør for Job, Social og Sundhed i Hillerød kommune. Hendes baggrund er en flot karriere inden for sundhedsvæsenet. Valget af Scleroseforeningens nye direktør er dermed et klart signal om, at foreningen ønsker stærk fokus på de mennesker, der uforskyldt er tvunget til at leve med sygdommen sclerose.
Desværre er vi kommet i den situation, at nedskæringer i hjælpen til de svage – og herunder mange mennesker med sclerose – er blevet dagens orden. Såvel her i bladet som på foreningens hjemmeside –
www.scleroseforeningen.dk – har vi gang på gang påvist, hvordan det går den forkerte vej i vores såkaldte velfærdssamfund. Hele tiden kommer der eksempler på, hvordan hjælpen til mennesker med sclerose skæres drastisk ned. Politikerne bruger fine ord og begreber i deres forsvar for nedskæringerne, men virkeligheden kan ikke skjules – samfundet sparer kraftigt på hjælpen til handicappede mennesker.
I Scleroseforeningen vil vi kæmpe for vores medlemmer, for mennesker med sclerose og deres pårørende. Denne kamp ledes bedst af mennesker med indsigt i såvel sundhedsverdenen som i den sociale lovgivning. Med kendskab til og indsigt i det politiske liv, hvor lovgivningen sker, og med stor erfaring fra den verden, der administrerer lovgivningen.
Mette Bryde Lind har denne indsigt og erfaring. Derfor er jeg sikker på, at vi med Mette har fået en stærk anfører til det hold, som i fremtiden skal arbejde for at hjælpe mennesker med sclerose og sikre dem deres rettigheder.
Et vigtigt redskab i foreningens arbejde er nærværende blad. Jeg ved fra forskellige undersøgelser, at MagaSinet er værdsat, ikke mindst af de medlemmer, som har sclerosen tæt ind på livet. Foreningen har nu valgt at øge antallet af årlige udgivelser fra tre til seks, så MagaSinet fremover kommer hver anden måned. Hermed imødekommes et klart ønske fra medlemmerne. På sidste års delegeretmøde blev det understreget, at lokalafdelingerne gerne vil bruge bladet mere aktivt i forbindelse med deres forskellige aktiviteter. Derfor ser regionale kalendere nu dagens lys. Det giver lokalafdelingerne mulighed for en bedre og mere aktuel markedsføring af deres aktiviteter.
Arbejdet i lokalafdelingerne er et vigtigt fundament for Scleroseforeningens virke, så det øgede antal udgivelser af bladet er i høj grad en målrettet investering.
Ud over nyskabelsen i form af de regionale kalendere har MagaSinet fået et nyt design, hvor hensynet til mennesker med for eksempel et synshandicap har været helt afgørende. Også det redaktionelle koncept justeres. Blandt andet vil der fremover komme mere omtale af, hvad der sker inden for forskningen i sclerose – det emne, som måske optager vores læsere allermest.
Samtidig med de mange ændringer tiltræder Peter Palitzsch Christensen som ny redaktør af bladet. Det nye årti er således begyndt med en stor skiftedag i Scleroseforeningen, men det ændrer ikke ved det afgørende, nemlig at alle gode kræfter forenes i en målrettet indsats for mennesker med sclerose og for at fortsætte kampen mod sygdommen.