Mennesker med handicap rammes, fordi politikerne ikke tør prioritere

Den ændrede opgavefordeling i forbindelse med strukturreformen har haft enorme konsekvenser for den sagsbehandling, som mennesker med sclerose oplever i kommunerne. Scleroseforeningens nye direktør Mette Bryde Lind, som kommer fra en stilling som direktør i Hillerød Kommune, langer ud efter politikernes manglende mod, når det gælder proriteringer
Af Lotte Bach Hansen, journalist

Scleroseforeningens nye direktør Mette Bryde Lind er ikke en kvinde, der er bange for at sige, hvad hun mener. Og hun mener en hel del om den sagsbehandling, som Scleroseforeningens medlemmer for tiden møder rundt omkring i deres respektive kommuner.

Før Mette Bryde Lind den 12. januar 2010 overtog direktørstolen i Scleroseforeningen, var hun i en række år direktør for job, social og sundhed i Hillerød Kommune. Efter på den måde at have siddet på den anden side af bordet har hun en stor viden om den sagsbehandling, som kommunerne tilbyder deres borgere. Der er sket noget med både selve sagsbehandlingen, ventetiden og de ydelser, som kommunerne tilbyder, i de senere år, mener Mette Bryde Lind. Mere præcist siden strukturreformen (også kaldet kommunalreformen) i 2007. Det er efter hendes mening ikke en udvikling i den rigtige retning. Selvom Mette Bryde Lind på ingen måde smækkede med døren, da hun forlod sit job i den kommunale verden, er hun nu villig til at se tilbage og sætte nogle ord på den udvikling, som hun så – og som hun ikke brød sig om.

“Jeg kunne ikke blive ved med at forsvare de besparelser, der skulle ske i kommunen. Da jeg rejste fra Hillerød Kommune, var jeg glad for, at jeg ikke skulle være ansvarlig for det mere,” forklarer hun fra sit nye kontor på 1. salen af Scleroseforeningens sekretariat i Valby.

Gode intentioner, men…
Men hvorfor står kommunerne i en situation, hvor de byder deres borgere uendelige ventetider, sagsbehandling der halter, ulovlige nedskæringer i hjælp og socialrådgivere, der er fortravlede og ikke har nok viden om de problemstillinger, som blandt andet mennesker med sclerose oplever? Det gør de ifølge Mette Bryde Lind til dels på grund af den strukturreform, som blev gennemført i 2007.

“Jeg mener bestemt, at der lå gode intentioner bag strukturreformen, men man har undervurderet, hvor store de økonomiske konsekvenser af den ville være, og hvor lang tid, der ville gå, inden man så de gode effekter af den. Og reformen er helt tydelig stadig ikke landet ordentligt her i 2010,” konstaterer Mette Bryde Lind.

Pengene bliver skævt fordelt
Udover at landets kommuner blev lagt sammen i forbindelse med strukturreformen, så der kom færre men større kommuner i Danmark, skete der en del med de økonomiske rammer, som kommunerne arbejder under.

Før strukturreformen betalte kommunerne en grundtakst på cirka 500.000 kroner om året til amterne per borger, som havde behov for hjælp og støtte på grund af for eksempel handicap. Resten blev dækket af amterne. I dag skal kommunerne betale alle udgifterne for deres handicappede og syge borgere – herefter kompenserer staten via et bloktilskud med en bestemt procentsats. Problemet er blot, at denne procentsats er den samme for alle landets kommuner. Hvis for eksempel Rødovre Kommune har flere handicappede borgere end andre kommuner, får de stadig kun samme procentsats refunderet, som alle andre kommuner.

“Det giver regeringen mulighed for at sige ’Jamen, vi har regnet ud, at så og så mange procent af landets befolkning er handicappede, og det kompenserer vi da kommunerne for.’ Men pengene bliver jo skævt fordelt, når de ikke går til de kommuner, hvor de handicappede rent faktisk bor. Og det går ud over de kommuner, der har store udgifter på handicap-området,” siger Mette Bryde Lind.

“Samtidig besluttede man i en overgangsfase i forbindelse med reformen at støtte kommuner med mange ’særligt dyre enkeltsager’, som det bliver kaldt. Det afsatte man 500 millioner kroner til, frem til at overgangsordningen skulle udfases i 2011. Men allerede i 2007, som var det første år, søgte kommunerne om 1 milliard kroner. De tal siger lidt om, hvor store udgifter kommunerne har på handicapområdet, og om hvordan man har undervurderet de udgifter,” konstaterer Scleroseforeningens nye direktør, og det skyldes ikke øget serviceniveau men ændret finansiering af hjælpen, understreger hun.

Ingen i kommunen kæmper mennesker med Scleroses sag
Samtidig er Mette Bryde Lind ikke bange for at angribe Strukturreformens slogan ’én indgang til det offentlige’, som Scleroseforeningens ledende socialrådgiver Bente Röttig også er ude efter i en anden artikel her i bladet på side 20.

“Tanken med strukturreformen var, at tilgangen til borgerne skulle være mere helheds orienteret, men det er gået stik modsat. Den sammenhængende sagsbehandling er forsvundet, og borgeren skal nu til jobcenteret for at få hjælp til beskæftigelsesspørgsmål, til handicaprådgiveren for at få bevilliget hjælpemidler og til…”

“Den frygtelige konsekvens er, at mennesker med sclerose – og alle andre, der står i samme situation – oplever, at der kun er én, der kæmper deres sag nu. Og det er dem selv. De har ingen tovholder, der kan guide dem gennem systemet og hjælpe dem. For den slags koster penge. Og det er der hverken tid eller råd til i de økonomisk pressede kommuner. Det ville måske være billigere på lang sigt. Ligesom mange andre tiltag. Men sådan har kommunerne slet ikke råd til at tænke pt. Det skal være billigt nu.”

Prioriteringer nu
Oveni strukturreformen er finanskrisen kommet. Det rummelige arbejdsmarked, som før buldrede derud af og sørgede for job til flere og flere ledige, har ramt muren. Det betyder, at udgifterne til dagpenge og kontanthjælp er steget voldsomt. Og når udgifterne på nogle områder stiger, skal der spares på andre.

“Alle kigger i handicappengekassen, når der skal spares. Dels fordi der har været store udgifter på området hidtil, og man derfor tænker, at her må der kunne spares. Men også fordi det ikke giver så meget negativ medieomtale, som når man sparer på vuggestuer og skoler,” konstaterer Mette Bryde Lind og går videre med et emne, der tydeligvis er en kæphest for hende: Prioriteringer.

“Politikerne – og det gælder i alle partierne – har været bange for at tage fat i de ømme punkter. Ingen ha villet sige: ’Skal det her virkelig være en velfærdsydelse i fremtiden? Og ’Hvor kan vi egentlig spare, når vi bruger flere og flere penge på nogle områder?’ Nu begynder der så småt at komme gang i en diskussion om efterløn, dagpenge, folkepension og så videre, men det er alt, alt for sent. Holdningen har været: ’Vi kan klare det hele!’ Men det kan man ikke – ikke engang i Danmark. Vi er nødt til at prioritere,” mener Mette Bryde Lind.

Ifølge hende har konsekvensen af politikernes manglende lyst til at tale om prioriteringer og risikere at miste stemmer været klar: ”Når enorme mængder penge har været fastlagt politisk til at skulle bruges til blandt andet dagpenge, så har der ikke været mange penge, der ikke allerede var bundet, når man endelig nåede til at se på ydelserne til for eksempel de handicappede borgere.”

Yderligere angriber Mette Bryde Lind også skattestoppet, fordi det rammer skævt og netop går udover blandt andet mennesker med sclerose.

“Tanken bag skattestoppet har været, at pengene ligger bedst i borgernes lomme, for på den måde får de øget købekraft og mere frit valg. På den måde kan man vælge at gå til et privathospital og få ordnet sit knæ. Men mennesker med Sclerose får jo ikke øget købekraft, når det gælder deres sygdom, for der findes ikke et privat marked inden for sclerose. Frit valg er meget godt men det findes jo ikke for alle,” konstaterer hun.

Fremtiden
Mette Bryde Lind er, hvad hun selv kalder ”skrigende bekymret” på mennesker med scleroses vegne.

“Det her bliver kun værre. I Hillerød Kommune, hvor jeg kommer fra, begyndte besparelserne umiddelbart efter kommunalreformen i 2007. Men i nogle af landets kommuner, er de først rigtigt ved at begynde nu. Og samtidig tages der ingen steder i budgetterne højde for, at der bliver flere og flere mennesker med sclerose. Det vil jo indlysende give længere sagsbehandling og færre ydelser, hvis ikke der følger penge med.”

“Allerede mens jeg var i den kommunale verden, kunne jeg se, at tankegangen gik fra at være ’Hvordan hjælper vi borgeren bedst?’ til ’Hvordan kan vi opfylde mindstekravene billigst muligt?’ Og det bliver kun værre i fremtiden. Men grænsen for hvilken kvalitet man kan byde borgere med sclerose er nået nu.”

Mette Bryde Lind er ikke i tvivl om, at der er mange ting, Scleroseforeningen skal kæmpe for i fremtiden.

“Du skal, som borger med sclerose, have ét sted at henvende dig, og så sikrer tovholderen, at de forskellige instanser koordinerer tilbuddet. Derudover skal vi selvfølgelig arbejde på, at vores medlemmer har samme servicetilbud over hele landet, og at ydelserne lever op til FN’s handicapkonvention. Vi bør også have for øje, at der er nogle voldsomme ventetider både i kommunerne og til rehabilitering på Sclerosecentrene, som vi skal kæmpe for at få bragt ned,” slår direktøren fast og slutter:

“Som det vigtigste af alt, så skal vi stå fast på, at når der ikke kommer flere offentlige midler til, så skal de eksisterende midler prioriteres til de mennesker, som ikke har andre muligheder.”