Isoleret på første sal i kørestol

I mere end to år har Jeppe Ibsgaard Mortensen boet på første sal i en lejlighed, der langt fra lever op til hans behov, og uden tilstrækkelig støtte til at være inkluderet i samfundet. Han har i flere år været bundet til lejligheden. År, han aldrig får tilbage
Af Peter P. Christensen

“… Og jeg skulle ellers leve i et velfærdssamfund? Jeg har ikke flere kræfter nu. Jeg kaster håndklædet i ringen og stempler ud. Det er fyraften”.

Ordene er Jeppe Ibsgaard Mortensens. Det er de sidste ord i en mappe, hvor Jeppe har samlet sagsakter og skrevet sin egen historie. Det er en historie, der udspiller sig i 2010 eller år 1 med FN’s handicapkonvention i Danmark.

Dagen ingen glemmer
Jeppe er 34 år. Den 3. december 2004 kl. 13.00 fik han diagnosen sclerose. Den ændrede hans liv.

“Man glemmer ikke sådan en dato. Den dato har påvirket resten af mit liv,” siger Jeppe. Inden diagnosen læste Jeppe på universitetet. Han var på vej til at blive fødevareanalytikerlaborant, og hans liv kørte på skinner. Han havde en datter, en kæreste og en hverdag med koncerter, venner og de digte, han skrev af og til. Med et slag ændrede hans tilværelse sig. Jeppe og hans daværende kæreste fik et barn mere, men kort efter gik de hver til sit. Som Jeppe forklarer det i dag: ”Jeg var nok lidt tung at danse med”.

Jeppe fandt selv den bolig, som han stadig bor i dag. Boligen er et centralt omdrejningspunkt i de problemer, han er løbet ind i med Hedensted kommune.

I 2006, hvor Jeppe flytter ind i lejligheden, er den perfekt. Den ligger på første sal og har kun to værelser, men på det tidspunkt fungerer det. Jeppes sygdom er ikke meget fremskreden på daværende tidspunkt.

“Jeg kom stadig udenfor og gik til fysioterapeut og til ridning og var i det hele taget med i livet udenfor,” forklarer Jeppe.

Lejligheden duer ikke mere i 2008
Men sclerose er – som bekendt - en progredierende og individuel sygdom, og for Jeppe udvikler den sig på en måde, så lejligheden ret hurtigt ikke fungerer mere for ham. Allerede i 2008 gør han gældende overfor kommunen, at han ikke kan bo i lejligheden. Ved møderne med kommunen deltager hans kammerat og hans far, og ved hvert eneste møde i 2008 gør de det klart for kommunen, at det ikke går længere med lejligheden.

Sygdommen forværres, og Jeppe bliver isoleret i lejligheden. Han kan ikke selv komme ned af trappen, og inde i lejligheden skal han skifte fra kørestol til en kontorstol for at komme på toilettet. Et toiletbesøg er en kraftanstrengelse. Han ser i perioder ikke børnene, fordi han ikke kan komme ud, og fordi han selv skal administrere den hjælpeordning, han skal se børnene under. Jeppe oplever desuden, at kommunen ikke vil give ham de mest simple hjælpemidler. Bestik med vægt, et tastatur med store taster og en brugervenlig telefon.

Kommer ikke uden for døren
Gennem 2008 har Jeppe sammen med sin far og kammerat månedlige møder med kommunen. Oplevelsen af kommunen er, at de er forstående, når man snakker med dem, men når det kommer til handling, sker der ingenting.

“De har lovet en masse ting. Vi skal nok undersøge sagen, siger de, men der sker ingenting,” forklarer Jeppes far Thorkild.

I foråret 2009 vrikker Jeppe om på foden og har siden siddet i kørestol. Da han er på Vejle sygehus og blive behandlet, vil personalet ikke sende ham tilbage til lejligheden. De finder det uforsvarligt. Det gør, at kommunen finder en anden lejlighed, men denne er – med kommunens egen vurdering – for lille til en kørestolsbruger. Jeppe ender tilbage i lejligheden på første sal. Fra maj måned 2009 frem til nu har han stort set ikke ude for en dør.

“Han sidder her hele dagen lang. Han har mindre tid ude end fangerne i Horsens statsfængsel,” siger Thorkild. Med kammeratens ord medfører isolationen, at Jeppe bliver mere og mere indelukket. Han bliver mindre social og er bogstaveligt talt blevet bundet til lejligheden.

Senere i 2009 kommer en hjemmehjælper til skade i lejligheden, og i den forbindelse fortæller en anden hjemmehjælper, at de hjemmehjælpere, der kommer hos Jeppe har ”kastet håndklædet i ringen”. De siger, det er uforsvarligt at yde Jeppe den nødvendige hjælp – lejlighedens beskaffenhed taget i betragtning.

Et lille håb forude
Igennem hele forløbet – mere end fem år – har Jeppe kun en negativ oplevelse af kommunens hjælp til ham. Over en periode på fem år har Jeppe haft syv sagsbehandlere. Hver gang, der er kommet en ny, er historien startet forfra.

Jeppe får 15 timers ledsagelse om måneden, 10 timers praktisk hjælp om ugen, 4 timers hjemmevejledning ugentligt og 21 timers hjemmehjælp om ugen. Prøv selv at lægge timerne sammen på ugebasis. Jeppe har desuden en handicapkørselsordning.

Det er den handicapkompensation, Jeppe får. Det er den kompensation, der skal gøre det muligt for 34-årige Jeppe at leve et selvstændigt liv på lige fod mod alle andre. Der skal gøre det muligt at gå til koncerter, gå ud, når solen skinner, være far for børnene og deltage i deres aktiviteter. Jeppe har brug for, at hjælpen koordineres og struktureres, så han kort sagt med FNs Handicapkonventions ord: får retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet. Jeppe har for nylig fået afslag på en personlig hjælper.

Da Scleroseforeningen sammen med Jeppe skriver et brev til borgmesteren – og blandt andet henviser til artikel 19 i FN’s handicapkonvention - sker der langt om længe noget. 1. april 2010 får Jeppe tilbudt en lejlighed med handicapvenlige faciliteter og elevator. Kommunen vil dog ikke på skrift garantere, at Jeppe ikke skal betale det dobbelte af hans husleje i dag – som prisen er på den nye lejlighed. Udsigten til den nye lejlighed gør Jeppe glad, men hans far har svært ved at dele glæden:

“Der er gået alt for lang tid. Det er jo alt for sent. Der er så mange år af Jeppes liv, der er spildt. Han har ikke haft et værdigt liv heroppe i lejligheden,” siger han.

Jeppe bliver tom i øjnene, når han fortæller om de sidste år, der er gået:

“Det er jo blevet hverdag for mig. Jeg vælger ikke at tænke over det. Der er jo ikke noget alternativ…,” siger han.

Læs Hedensted Kommunes svar her