Folkeuniversitetet er for alle - uden handicap
Karina Bentzen har drønet ned ad sorte pister i 3.000 meters højde på dual-ski i Schweiz, men da hun skulle starte på Folkeuniversitetet i Århus - som reklamerer med at det er for alle - mødte hun en lukket dør.
Af Kira Madsen
Det hele var så godt. Karina Bentzen havde anskaffet sig en bil med plads til sin el-scooter, og med rollatoren bag på el-scooteren var hun klar til at indtage Folkeuniversitetet, som har lokaler på Aarhus Universitet.
“Jeg mødte en lukket dør. Jeg havde glædet mig meget til at komme i gang, og så sad jeg der og blomstrede, til der kom en venlig sjæl og lukkede mig ind,” fortæller Karina om den dag sidste efterår, hvor hun skulle starte til spansk.
Lukkede døre Karina Bentzen er 46 år gammel. Hun lider af gangbesvær som følge af sclerose og er derfor afhængig af sin el-scooter og rollator, når hun skal rundt både indenfor og udenfor. Men selvom Nobelparken – den del af Aarhus Universitet, der huser Folkeuniversitetet – først stod færdig i 2004, er bygningerne ikke indrettet til mennesker med handicap. De store dobbeltdøre, der leder ind til universitetet, åbner ikke automatisk, der er ingen snore at trække i eller klokke at ringe på. Derfor sidder Karina, hver gang hun skal til undervisning, uden for dørene, indtil en medstuderende eller lærer opdager hende.
“Jeg er heldigvis rapkæftet nok til at råbe efter en eller anden forbipasserende for at få hjælp, men tænk, hvis jeg var en lille, genert person, så var jeg måske kørt igen. Det er ydmygende at kigge ind på en kantine fyldt med folk og forsøge at få øjenkontakt eller råbe de forbipasserende op. Det kunne jeg godt være foruden,” fortæller Karina.
Ydmygende og irriterende Men problemerne stopper ikke, når Karina først er blevet lukket ind. De lange gange indenfor adskilles af dobbelte trædøre – som heller ikke åbner automatisk. Igen er Karina nødt til at vente på hjælp.
“Sådan en situation er bare så ydmygende og irriterende. Jeg har ikke, som du og andre, lov til at være anonym, når jeg skal ind i en offentlig bygning. Jeg skal involvere alle mulige mennesker. Folk siger, at det er der da ingen, der hæfter sig ved. Men det gør jeg altså. Jeg foretrækker at være anonym og vil gerne klare mig selv. Men alternativet er, at jeg ikke kommer nogen steder,” siger Karina, der også kritiserer universitetets toiletter, som hun kun kan benytte med stort besvær.
“Det er en misforståelse at sætte det traditionelle blå handicapskilt på døren og tro, at nu er det et handicaptoilet. Der er altså stor forskel på, om det er forbeholdt handicappede eller handicap-venligt. Og det er det sidste, vi kan bruge til noget,” siger Karina.
Hensat til Illum og Magasin Karina Bentzen har altid været handlingsorienteret og opsøgende, og den natur førte hende til gletsjerne i Schweiz, hvor hun stod på dual-ski – specielle ski til mennesker med handicap – og her mødte hun ingen forhindringer.
“Jeg følte mig på fuldstændig lige fod med alle andre. Når der er taget hensyn og tingene fungerer, lægger jeg faktisk ikke mærke til det. Det er måske utaknemmeligt?,” spørger Karina og svarer selv:
“Nej, så er vi jo bare ligestillede. Og det må vel være målet,” reflekterer Karina.
Men det, de kan i Schweiz, kan vi ikke herhjemme. For nylig var Karina i København med nogle veninder, og her stødte hun ind i den ene forhindring efter den anden. Selvom hun havde tjekket hjemmefra, at hotellet havde elevator og troede, at alt ville være i orden, viste det sig, at hotellet havde svingdøre, så el-scooteren kunne ikke komme med ind.
På strøget ville Karina købe et par sko til sin søn, men måtte på grund af trin pænt vente udenfor butikken, mens hendes veninder klarede indkøbet for hende. Og ifølge Karina var den oplevelse ikke enestående.
“Jeg er faktisk hensat til kun at handle i Illum og Magasin og lignende steder, hvor jeg kan komme rundt. Men her er varerne meget mainstream og jo heller ikke af de billigste. Jeg kunne godt tænke mig at kunne ose rundt i små specialbutikker på lige fod med alle andre,” siger Karina.
En restaurant i Nyhavn havde så få trin, at Karina Bentzen lige var i stand til at klare dem. Blot for at opdage at der indenfor var 20 trin op til toilettet.
Sygehus uden adgang Det er ikke kun på Folkeuniversitetet og i København, Karina Bentzen møder lukkede døre. Da hun for nylig skulle til MR-scanning på et privathospital tæt ved Skejby Sygehus, kunne hun ikke komme ind.
“Heldigvis stod der en dame udenfor og røg. Hun lukkede mig ind. Men hospitalet er spritnyt, og det undrer mig, at de ikke har tænkt på tilgængelighed,” siger Karina.
Ingen spontane fornøjelser Karina lever et aktivt liv med mange bolde i luften. Men spontane fornøjelser bliver det ikke til mange af.
“Jeg tænker altid på det, inden jeg tager hjemmefra. Selvom jeg planlægger tingene nøje, oplever jeg alligevel uforudsete problemer. Jeg er ikke mere hæmmet, end at jeg kan åbne munden, men det er irriterende, at jeg hele tiden skal være forudseende, planlægge og bede om hjælp. Der bliver for lidt plads til spontanitet. Jeg blev glad, da jeg fik scooter og købte en stor bil. Nu var der ingen grænser, tænkte jeg. Men det er der altså alligevel, når man støder på noget så banalt som lukkede døre og andre forhindringer hele tiden.”