Leder
Nu må kommunerne forstå det
Af Christian L. Bardenfleth, formand for Scleroseforeningen
Hver femte dansker med sclerose – eller omkring 2.000 mennesker – er afhængige af deres el-crosser som et hjælpemiddel. De kan simpelthen ikke komme rundt uden den crosser, og derved bliver den helt afgørende for deres livskvalitet.
Heldigvis har vi i Danmark hidtil været enige om, at det grundlæggende ikke må være dyrere at være handicappet end at være rask, og derfor har vores medlemmer fået betalt den nødvendige el-crosser.
Flere og flere mennesker – også ældre uden handicap – benytter imidlertid også el-crosser. Derfor fandt embedsmændene i Ankestyrelsen i 2008 ud af, at den 3-hjulede el-crosser begrebsmæssigt skulle ændres fra at være et hjælpemiddel til et forbrugsgode.
Det betyder en egenbetaling på 50 procent, når en person skal have en el-crosser.
I betragtning af at en el-crosser koster over 20.000 kroner, er her tale om en stor udgift. Ankestyrelsen fastslog dog, at der skal ske en vurdering i hvert enkelt tilfælde, og såfremt el-crosseren er nødvendig på grund af et handicap, der hindrer den pågældende i de fleste almindelige gøremål, skal der ikke ske egenbetaling.
Alligevel så de økonomisk pressede kommuner hurtigt en mulighed for at skære nogle udgifter ned. Flere kommuner faldt for fristelsen til at konkludere, at nu skulle alle betale for deres el-crosser – uanset handicap.
Igen må vi konstatere, at når politikerne får ondt i økonomien, så glemmer de hurtigt de gode principper vedrørende mennesker med handicap.
De glemmer det udmærkede princip, der kaldes kompensationsprincippet. Princippet fastslår, at der i videst muligt omfang skal kompenseres for følgerne af nedsat funktionsevne, så en handicappet borger kan deltage og færdes på lige vilkår med andre borgere i samme alder og livssituation.
Scleroseforeningens socialrådgivere har travlt som aldrig før, ikke mindst på grund af de glemsomme politikere. Flere gange er sager om betaling for el-crossere til mennesker med sclerose nu blevet behandlet i Ankestyrelsen. I et enkelt tilfælde, hvor en person var i stand til at gå 400 meter uden nogen form for hjælpemiddel, fastslog styrelsen, at her ville crosseren være et forbrugsgode. Men i tre andre tilfælde er de pågældende kommuner og Det Sociale Nævns afgørelser blevet underkendt. Ankestyrelsen formulerer tingene helt klart: El-crosseren skal bevilges som hjælpemiddel, hvis den “er nødvendig for, at ansøgeren kan komme frem til langt hovedparten af sine gøremål.”
Afgørelsen er altså klar: Hvis el-crosseren er nødvendig for at kunne leve et almindeligt liv med en række gøremål i hverdagen, så er den et hjælpemiddel. Og så kan kommunerne ikke komme og kræve 50 procents egenbetaling.
Denne kendsgerning kan der ikke rokkes ved, uanset om en person med sclerose også kan bruge el-crosseren til f.eks. fritidsaktiviteter.
Ankestyrelsens klare tale bør læses grundigt rundt om i de kommunale administrationer og af politikerne. Der er ikke noget at tage fejl af, og vi bør have set den sidste sag om el-crosseren i Ankestyrelsen.
Vi ved godt, at vi stadig vil møde mennesker – såvel i som uden for politikernes kreds – der kommer med indvendingen: “Nå ja, men der skal jo spares. Og lidt egenbetaling kan vi vel alle stille op til.”
Dertil må vi bare sige: Nej, princippet om kompensation for handicap vil vi kæmpe for til den bitre ende. Det har Danmark og danskerne stadig råd til. Uanset om kommunerne har økonomiske lommesmerter.