Historien om el-crosseren - kort fortalt
Oktober 2008: Ankestyrelsen vedtager i principafgørelse C-42-08, at el-crosseren skal flyttes fra §112 (dækker hjælpemidler) til §113 (dækker forbrugsgoder). Ankestyrelsen lægger vægt på, at el-crosseren fremstilles og forhandles bredt. Det medfører, at kommunerne konsekvent bevilger elcrosseren som forbrugsgode, selvom den stadig kan bevilges som hjælpemiddel ifølge §113 stk 5.
Juni 2009: Ankestyrelsen udsender nyhedsbrev til kommunerne, der præciserer, at hvert tilfælde skal vurderes individuelt, og at el-crosseren stadig skal bevilges efter §113 stk. 5 (altså som hjælpemiddel), hvis den “er nødvendig for, at ansøgeren kan komme frem til langt hovedparten af sine gøremål.” Kommunerne mener stadig, den er et forbrugsgode og bevilger den som sådan.
Februar 2010: Ankestyrelsen træffer afgørelse i tre sager af principiel betydning. I to sager bliver der lagt vægt på ansøgernes meget begrænsede gangdistance, begge på under 50 meter. Den ene ansøger har nedsat gangdistance på grund af alderdom, den anden på grund af både alderdom og handicap. I begge sager skal el-crosseren bevilges som hjælpemiddel. Den sidste sag afgør, at en el-crosser, der er blevet bevilget som hjælpemiddel før afgørelsen fra 2008, ikke kan tages op til revurdering ved behov for reparation og pludselig blive et forbrugsgode.
Marts 2010: Ankestyrelsen siger i en principafgørelse, at en gangdistance på 400 meter ikke berettiger til en el-crosser som hjælpemiddel. Borgeren skal altså betale halvdelen af prisen og fremtidige reparationer. I en anden principafgørelse fra samme måned slås det fast, at en udskiftning af et styregreb ikke berettiger kommunen til at revurdere behovet for en allerede bevilget el-crosser som hjælpemiddel og efterfølgende bevilge den som forbrugsgode.
April 2010: Ankestyrelsen slår i en principafgørelse fast, at en el-crosser skal bevilges som hjælpemiddel, hvis man ikke kan færdes uden for hjemmet uden. I afgørelsen skriver Ankestyrelsen blandt andet: “Det er uden betydning for vurderingen af, om der er en forbrugsgodeværdi, at el-scooteren også kan anvendes til fritidsbetonede aktiviteter”.