I informationens tjeneste
Scleroseforeningens informatørkorps kan fejre 25 års jubilæum i 2010. Irene Jensen har været informatør gennem alle årene
Af Peter P. Christensen
”Ungdomskredsen har opfordret Scleroseforeningen til at danne et informatørkorps, hvis opgave er at informere om sclerose “ude i marken” (…) Var det noget for dig? Og har du lyst, tid og kræfter til at påtage dig opgaven?”
Sådan lyder indledningen i det brev, som Irene Jensen modtog med posten dateret 20. marts 1985. Hun havde lysten, fandt tiden og havde kræfterne til at være informatør for Scleroseforeningen. Og hun har haft kræfterne lige siden og kan nu være med til at fejre informatørernes 25 års jubilæum i 2010.
Irene Jensen har haft mange kasketter i Scleroseforeningen. Hun har været medlem af alle de stående udvalg i foreningen, været næstformand i 10 år, været konstitueret formand, er medlem af hovedbestyrelsen og er lokalafdelingsformand. Men ingen af de kasketter har siddet på hendes hoved ligeså længe som informatørkasketten. Hun husker tydeligt de første år tilbage i midtfirserne, hvor hun var med til at etablere informatørkorpset.
“Baggrunden var, at samfundet kendte alt for lidt til sclerose. Der var en masse rygter og fordomme om alt muligt med, at man døde af sclerose, eller at alle hurtigt endte i kørestol. Samtidig var der en nystartet og ret aktiv ungdomskreds, der ville ud og informere,” siger Irene Jensen, mens hun bladrer i mapperne fra hendes private arkiv med stort set alle dokumenterne, der i 25 år er produceret til, fra og om informatørerne.
Målet er det samme Tilbage i 80’erne var målgruppen – eller kunderne, som informatørerne kalder dem – for informatørerne hjemmehjælpere, skoler, læreanstalter, social- og sundhedssektoren med flere, og som Irene Jensen formulerer det; “Det er de egentlig også i dag”. Dengang som i dag var ideen også, at omdrejningspunktet i informatørkorpset skulle være, at det var personer, der selv havde sygdommen, der skulle informere andre.
“Det skulle være nogle, der selv havde “skoene på”, nogle, der kendte sygdommen. Det gælder også i dag. I dag søger folk mere viden end tidligere, og internettet tilbyder en masse viden. Scleroseforeningens hjemmeside indeholder utroligt meget viden, men et rigtigt menneske finder man ikke. Den personlige beretning er stadig central, og det samme er muligheden for at stille spørgsmål til en person, der selv har sygdommen,” siger hun.
“Samtidig har det gennem alle årene været helt centralt for os informatører, at vi ikke er fageksperter. Vi har selvfølgelig en faglig viden om meget, men vi går ikke ind i fagområderne, men henviser i stedet til læger, socialrådgivere eller andre eksperter,” siger Irene Jensen.
Ambassadør for en forening i udvikling Irene Jensen kan sideløbende med informatørernes 25 års udvikling også kigge tilbage på den udvikling, Scleroseforeningen har været igennem i samme periode.
“Det var en forening med et lille sekretariat med omkring 10 ansatte. Der var ikke så mange professionelle, og der var 15 lokale foreninger, der lidt fungerede som foreninger i foreningen. Det ser jo helt anderledes ud i dag,” siger hun.
I udviklingen, hvor Scleroseforeningen er blevet stærkere, har informatørerne også spillet en rolle, og i dag er kendskabet til sygdommen i samfundet helt anderledes, end da informatørkorpset blev oprettet.
“Flere ved, hvad sclerose er i dag. Foreningens kampagner, information og gode renomme har ændret på befolkningens kendskab. Informatørerne har været med til at udbrede kendskabet og har spillet en rolle i udviklingen. Omvendt har foreningens udvikling været god for informatørerne. Det er dejligt at være informatør i en forening, der er blevet så stærk, og jeg synes, jeg er ambassadør for en meget dygtig forening,” siger Irene Jensen.
Flere kunder i butikken Fremtiden for informatørkorpset er lys, når Irene Jensen skal spå om den.
“Jeg mener, vi kan bidrage meget med vores viden, og det bliver spændende nu, når vi er kommet under Info og PR-udvalget i Scleroseforeningen. Her i år er vi blevet brugt aktivt i forbindelse med foreningens fokusmåned i maj, hvor det var informatører, der informerede ved standene både ved LadyWalk og de forskellige forskerevents rundt i landet og ved en række oplysningsmøder sammen med advokatkæden Advodan,” siger Irene Jensen, der ser frem til mere målrettet markedsføring af informatørerne og dermed flere opgaver og kunder.
Informatørkorpset markerer jubilæet ved at løfte glasset på det årlige informatørkursus i oktober 2010.