Når hjernen spiller os et puds

Det kan være svært at vide, om det bare er hjernen, der narrer os, eller om en behandling virkelig har en effekt. Danske forskere har dog fundet ud af, at placeboeffekten er knap så udtalt, som man troede tidligere Af Louise Wendt Jensen

Hvor meget virker den behandling, vi får, i virkeligheden, og hvor meget af den effekt, vi mærker, er egentlig bare noget, der sker i vores eget hoved?

Spørgsmålet er enormt svært at svare på, for hvordan måler man psykens evne til at narre kroppen? En ting er i hvert fald sikker: Gennem tiden har man set mange effekter af den såkaldte placebo-effekt, det vil sige det fænomen, hvor virkningsløse præparater lindrer eller ligefrem helbreder, blot fordi patienterne tror, at de bliver behandlet.

Fænomenet med at “troen flytter bjerge” er beskrevet mange hundrede år tilbage, og omkring 1900-tallet var det forholdsvist almindeligt at give små brødkugler rullet i pebermyntevand til patienter, man ikke havde nogle andre midler til. Ikke fordi man troede, at det kunne hjælpe, men for i det mindste at kunne give dem noget, de kunne trøste sig på, så man kunne komme videre til den næste patient.

Placeboeffekten blev dog for alvor noget lægerne begyndte at gå op i, efter at den amerikanske narkoselæge Henry Beecher havde arbejdet ved fronten på en strand i det sydlige Italien under anden verdenskrig. Morfinen slap hurtigt op, og for at gøre noget gav Beecher de sårede soldater saltvandsindsprøjtninger, som han bildte soldaterne ind var morfin. Og behandlingen virkede til en vis grad. De sårede soldater fik i hvert fald færre smerter.

Myter omkring placebo
Beechers opdagelse resulterede i, at placeboeffekten holdt sit indtog i den medicinske verden. Det var ham, der navngav fænomenet, og hans efterfølgende forskning viste, at op til 35 procent af patientens reaktion på en behandling kan være resultatet af tro alene.

I halvtredserne begyndte man så at indføre lodtrækningsstudier, hvor placebomidler anvendes som kontrolbehandling, så de, der medvirker i forsøget, ikke ved, om de i virkeligheden får den virksomme behandling eller bare en “snydebehandling”, som ikke har nogen reel effekt på det, man tester for.

“Det, at man gik i gang med lodtrækningsstudierne, har skabt to myter omkring placebo-effekten. For det første at den har en stor effekt på mange patienter og på mange sygdomme og for det andet, at det er noget, vi ved helt sikkert, fordi der er gennemført lodtrækningsstudier, der beviser, at det er sandt,” fortæller Asbjørn Hróbjartsson, seniorforsker ved Det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet. Han forsker i placeboeffekten og offentliggjorde i 2001 et studie sammen med sin kollega Peter Gøtzsche, leder af Det Nordiske Cochrane Center, hvor de havde gennemgået 114 forsøg. Her fandt de ingen dokumentation for, at der findes en objektiv målbar placeboeffekt, men den findes, når patienterne selv skal rapportere tilbage om deres tilstand.

“Hvis man kigger på alle studier, der er lavet, og man prøver at danne sig et overblik over den gennemsnitlige effekt, så er placeboeffekten ikke specielt stor. Den er langt mindre dramatisk i gennemsnit, end hvad man tidligere har troet. Men samtidig er der nogle studier, der viser en betragtelig placeboeffekt,” siger Asbjørn Hróbjartsson, der netop her i foråret publicerede en opfølgning af arbejdet fra 2001, hvor endnu flere behandlingsforsøg var blevet gennemgået, og her var konklusionen den samme.

Dramatik og høflighed
Men hvornår er det så, at placebo-effekten slår til?

“Placeboeffekten er klart større, når der er tale om patientrapporterede effekter som smerte og kvalme, end hvis der er tale om lægeobserverede effekter som for eksempel målingen af blodtryk. Og her skal man huske, at der er en psykologisk tendens til at rapportere det, som man tror lægen gerne vil høre,” siger Asbjørn Hróbjartsson, der sammenligner fænomenet med at gå til middag hos chefen. Der hælder man også til at sige, at maden smager lidt bedre, end den egentlig gør, fordi man gerne vil være høflig.

“Det er jo ikke, fordi folk lyver, men når de skal sætte et kryds på en skala fra et til ti, har de så fået det bedre svarende til seks eller otte? Det kan godt påvirkes af læge-patientrelationen, så derfor er det måske ikke en placeboeffekt, man ser, men snarere et udtryk for patientens høflighed.”

Samtidig kan man se, at i de forsøg, hvor der gives piller, er placeboeffekten mindre, end i de forsøg hvor patienten tror, at der laves et fysisk indgreb, som for eksempel hvis man tror, at man får akupunktur. Og jo mere “dramatisk” en behandling er, det vil sige jo større apparater, der lyser og blinker, jo mere udtalt er effekten.

Samtidig tyder det på, at hvis patienten får at vide, at de deltager i et forsøg, hvor man vil sammenligne to midler, som har effekt for at se, hvilket der er bedst, selvom det ene rent faktisk er et placebomiddel, så får de det bedre, end hvis de på forhånd får at vide, at et af midlerne er placebo.

Sygdommens karakter kan snyde
I sclerosesammenhæng er der flere forsøg, som umiddelbart viser en ganske betydelig placeboeffekt. For eksempel viser et forsøg med en betainterferonbehandling, som blev offentliggjort i 1996 i tidsskriftet “Annals of Neurology”, at attakhyppigheden hos de medvirkende patienter, der fik placebo, faldt fra 1,2 til 0,82 per år, mens den faldt fra 1,2 til 0,67 hos dem, der fik det rigtige beta-interferon.

“De fleste kroniske sygdomme som for eksempel sclerose, astma og leddegigt kører i bølger og varierer betragteligt over tid. Man vil ofte få det bedre i en periode, hvis man har haft en dårlig periode. Og det er som regel dem, der har haft en vis sygdomsaktivitet, som indgår i forsøg. De vil som gruppe betragtet typisk få det bedre bagefter, men det skyldes ikke nødvendigvis placeboeffekt, men ganske enkelt sygdommens karakter,” forklarer Asbjørn Hróbjartsson.

Derfor er det vigtigt, når man skal sige noget troværdigt om placeboeffekten, at man altid har en ubehandlet kontrolgruppe, så man tjekker den virksomme medicin både mod en gruppe, der får placebo, men også mod en gruppe, der ingenting får. Problemet er, at dem, der ingenting får, jo godt ved det, så på samme måde som at dem, der får placebo, rapporterer virkningen lidt bedre af høflighedsgrunde, vil dem, der intet får, rapportere deres sygdom lidt værre, fordi de tror, at det er sådan, det skal være.

“Det er det, vi kalder et grundproblem ved at vurdere placeboeffekten. Vi kan ikke skjule for kontrolgruppen, at de ikke får noget, og så ved vi i virkeligheden ikke, om der er en reel placeboeffekt,” siger Asbjørn Hróbjartsson.