Tydelige retningslinier for fysioterapi
22. juni 2007
Sundhedsministeriet har netop udsendt et informationsbrev, der beskriver reglerne for vederlagsfri fysioterapi indtil 1. januar 2008.
Af Natasja Engholm
Som det sikkert er en del scleroseramte mennesker bekendt, fratog Sundhedsstyrelsen med et snuptag den gratis fysioterapi for scleroseramte og andre kronisk syge i oktober 2006.
Efter hårdt pres fra blandt andet Scleroseforeningen indgik regeringen og Dansk Folkeparti den 1. april 2007 en politisk aftale, der indebærer forberedelse af et lovforslag om forebyggende fysioterapi til mennesker med sygdomme, som indebærer et forudsigeligt tab af funktionsevner.
Aftalen indebærer desuden også, at der for blandt andet personer med sclerose er mulighed for at få gratis fysioterapi, indtil lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. januar 2008.
Ifølge aftalen skulle Sundhedsministeriet også sende et informationsbrev ud, som tydeliggør reglerne for at få gratis fysioterapi.
Dette brev er netop sendt ud til Scleroseforeningen, DSI, men er også sendt til regioner og kommuner, Danske fysioterapeuter, og den danske lægeforening, herunder de praktiserende læger.
Informationsbrevet indeholder altså ikke nye forhold omkring den gratis fysioterapi, men er bl.a. udsendt for at scleroseramte mere tydeligt skal kunne finde ud af, om de opfylder kravet om et ”svært fysisk handicap” efter de gældende bestemmelser.
Scleroseforeningen har kommentarer til informationsbrevet og informerer også om, hvad der sker lige nu, og hvad der kommer til at ske på området efter d. 1.januar 2008. Det kan du læse om i både informationsbrevet og i Scleroseforeningens kommentarer, som du finder nederst på siden.
Du kan medbringe begge dele til lægen og /eller fysioterapeuten, hvis du har brug for fysioterapi og er en af dem, som er blevet udelukket fra Vederlagsfri fysioterapi på grund af ”stramningen” af ordningen.
Ved eventuelle problemer må du meget gerne kontakte din lokale socialkonsulent i Scleroseforeningen.