I juni har vi heppet på Cykelnervens ryttere, der har kørt cykelløb i Alperne, som om kort tid kommer til at danne kulisse om slaget mellem Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, når Tour de France-feltet rammer de selvsamme stigninger.

Cykelnerven-rytterne fik sågar et glimt af sidstnævnte, da den forsvarende Tour de France-vinder pludselig dukkede op i Alperne på en træningstur med sit hold og gav sig tid til at stoppe op for at få taget billeder og snakke med Cykelnervens ryttere.

Det var et stort øjeblik. Men det største øjeblik på årets Cykelnerven er uden tvivl offentliggørelsen af indsamlingsresultatet.

10.700.000 kr.

Det har været en drøm at ramme de 10 millioner indsamlede kroner på den 10. tur med Cykelnerven, og det er nu en realitet på grund af ryttere, sponsorer, frivillige og ambassadører, der alle har spillet en afgørende rolle i årets resultat.

De indsamlede midler går til forskning i sclerose og patientstøtte for at øge livskvaliteten for dem, der lever med sclerose.

Vi sender en stor tak til alle ryttere og de frivillige holdkaptajner og coaches, der har cyklet med i år og arbejdet benhårdt på at fundraise – både på og af cyklen.

Tak til alle vores sponsorer – ikke mindst vores hovedsponsorer Vestas og Hempel A/S. Til alle donorer – både de private og virksomheder. Til vores samarbejdspartnere – i særdeleshed Travel Sense A/S, sportsansvarlig Bo Velds Andresen, Benjamin Justesen og Dennis Ritter. Til ambassadører. Til vores lastbilchauffører Mikkel og Martin fra Ole Larsen, cykelmekanikerne, fotograf Jakob Helbig og til alle vores frivillige, som har hjulpet med at gøre årets Cykelnerven til en realitet.

Direktør Klaus Høm er rørt og stolt over det flotte resultat:

“Det er enormt rørende, at deltagerne i vores cykelevent har samlet så mange penge ind til scleroseforskning. De penge, som de er med til at samle ind for Scleroseforeningen, finansierer mere end halvdelen af al uafhængig dansk scleroseforskning. Og midlerne er afgørende for, at vi i det hele taget har et dansk scleroseforskningsmiljø.”

450 virksomheder går forrest i kampen mod sclerose

Vi er stolte og taknemmelige for den enorme opbakning, vi møder fra det danske erhvervsliv.

I år har knap 450 forskellige virksomheder støttet Cykelnerven – enten direkte eller ved at donere til en rytter eller har købe en logoplacering på en eller flere rytteres cykeltøj. Støtten fra erhvervslivet er med til at synliggøre kampen mod sclerose i hele Danmark.

Især vores hovedsponsorer, Vestas og Hempel, men også Hempel Fonden, baner vejen for at vise dansk erhvervsliv, hvor vigtigt det er at støtte op om Scleroseforeningens arbejde.

Cykelnervens ryttere i første uge.
Cykelnervens ryttere i første uge. Foto: Jakob Helbig