Vitaminers vidunderlige virkning

Heidi kan nu gå lange ture med hunden

Af Kitt Kragelund, journalist

Sneen knirker i protest under de store vinterstøvler. Kulden prikker i kinderne, selvom solen er fremme, kan den ikke alene varme kroppen op. Heidi Rømer er godt pakket ind i handsker, hue og vinterjakke. Hun er ude at gå tur med Mika. Den sorte labrador spæner omkring, indtil Heidi giver den besked på at sætte sig.

- Før gik vi kun lige udenfor et øjeblik, hvis jeg da ikke havde så ondt at jeg bare blev i sengen hele dagen, fortæller den 33-årige mor fra Christiansfeld.

Nu går Heidi og Mika lange ture. Den unge hund har brug for at blive aktiveret, og det kan Heidi sagtens. Hun er netop blevet uddannet hundeadfærdskonsulent og træner hunde i fritiden, i det omfang sclerosen tillader det.

Ikke altid så positiv

Heidi Rømer fik sclerosediagnosen som 20-årig efter et voldsomt attak med lammelse. Hun oplevede, at lægerne var tilbageholdende med informationerne om unge med sclerose og ikke ville informere hende om sygdommen med det samme:

- Jeg blev bange. Rigtig bange. Jeg troede jeg skulle dø af det. Jeg blev sendt hjem i kørestol. Jeg flyttede fra min lejlighed på 1.sal til en handicapvenlig bolig. I et ældreboligkompleks. Det var ikke særlig sjovt, fortæller Heidi.

Sclerosebehandlingen har i tidens løb betydet mange forskellige slags medicin, men Heidi Rømer følte ikke nogen effekt. Hun droppede medicinen, og levede efterfølgende på smertestillende for at holde de stærke ledsmerter skak.

- Nogle gange ønskede jeg ikke at vågne om morgenen. Det betød, at jeg skulle forholde mig til de mange smerter. Det var lettere at sove fra det hele, siger Heidi og fortsætter

- Jeg vidste godt, hvad der virkede. Og hvis mine smertestillende ikke alene kunne hjælpe mig, så havde jeg intet problem med at skylle morfinpræparater ned med f.eks. rødvin for at få den smertelindrende effekt.

Miraklet

Heidi lagde et stort stykke frivilligt arbejde i Scleroseforeningen. Som ung og nydiagnosticeret var det vigtigt for hende med et netværk af ligesindede og forståelse. Sidenhen har det haft stor betydning for Heidi at kunne fokusere på andet end sygdommen for at få et livsindhold på trods af sclerosen.

- Jeg ved nu, at jeg ikke kommer til at dø af det, men til at dø med det. Derfor kan jeg lige så godt få så meget som muligt ud af livet. Det betyder meget, at mit liv ikke kun handler om sclerose, anerkender Heidi.

For halvandet år siden opfordrede hendes mor til, at hun fik målt D-vitamin indholdet i blodet. Heidi fortæller, at lægen ikke selv havde foreslået det, men indvilligede alligevel i at tage blodprøven.

- Det er mit mirakel. Jeg har næsten ingen smerter, og dem jeg har, kan jeg forholde mig til. Og så har jeg fået mere overskud. Jeg mærker stadig udtrætning, men den pludselige træthed har jeg ikke mere, fortæller Heidi.

Tro kan flytte bjerge – men kan bjerge skabe tro?

Heidi Rømer fortæller længe og engageret om D-vitaminernes betydning for hende. Hun er dog også opmærksom på psykens indvirkning på kroppen og udelukker ikke, at det er hendes egen overbevisning, der har givet resultater.

- Jeg ved virkelig ikke hvorfor. Dét jeg ved, er bare at det virker på mig. Og om det så er oppe i hovedet eller vitaminerne i blodet, der virker, det er faktisk underordnet. Bare det virker.

Heidis mand og store datter ville teste Heidis tro på D-vitaminernes virkning på sclerosesymptomerne. Over nogle uger byttede de Heidis D-vitaminkapsler ud med nogle mage til, men med mindre indhold af D-vitamin.

- Jeg blev mere træt og øm i kroppen efter en uges tid. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det, for jeg proppede mig jo med D-vitaminer. Det kunne bare ikke passe, at det ikke virkede mere. Da jeg beklagede mig, måtte de jo stå til regnskab og indrømme, at de havde byttet rundt på dem for at se virkningen, griner Heidi.

Mere af det hele

Med D-vitaminerne har Heidi fået mere energi og overskud. Den ekstra energi bliver flittigt brugt på familien og hunden. Tidligere blev Heidis energi samlet sammen, så hun kunne bruge den fokuseret på tid med datteren. Overskuddet manglede dog, og Heidi valgte de lette løsninger.

- Jeg valgte altid en færdig kageblanding, der bare skulle tilføres vand. Det var, hvad mit overskud rakte til. Men nu kan vi bage en kage sammen – helt fra bunden. Det har betydet så meget, fortæller Heidi Rømer.

Heidi misser op imod solen. De svage vinterstråler omfavner ansigtet, så hun lyser op. Mikas lilla halsbånd står flot til den sorte, glinsende pels på en klar februardag. Hun er klar til at gribe dagen.

Læs også Heidis historie her