Behandling af spasticitet

Spasticitet er ved MS et hyppigt forkommende og meget generende fænomen, som er karakteriseret ved forøget muskelspænding og spasmer og er almindeligvis ledsaget af lammelse. Den medicinske behandlingsstrategi afhænger af flere faktorer: a) Forholdet mellem lammelse og spasticitet, b) spasticitetens døgnvariation samt c) spasticitetens fordeling i kroppen. Det gælder generelt, at de tilgængelige præparaters effekt og bivirkninger hos den enkelte person ikke er særlig forudsigelige. Man må derfor med tålmodighed forsøge sig frem.

a) Er der ingen eller lette lammelser, og er spasticiteten den primært begrænsende faktor for gangfunktionen, vil baklofen og tizanidin kunne bedre gangen. Der findes ingen dokumentation for hvilket stof, som bør afprøves først. Hovedsagen er, at man trapper dosis meget langsomt op for at undgå bivirkninger, og at effekten først bedømmes efter flere ugers fast dosering. Den lange observationstid er vigtig, fordi den scleroseramtes tilstand ofte veksler fra dag til dag, hvilket vil kunne give et falsk indtryk af medicinens effekt.

b) Hvis der samtidig med spasticiteten er udtalte lammelser og kun beskeden støttefunktion, vil antispastisk behandling kunne fjerne den stivhed i benene, som lige netop muliggør selvstændige forflytninger. Denne funktion vil for de fleste patienter være vigtigere end dæmpning af spasticiteten, og man vil da afstå fra behandlingen.

c) Hvis støttefunktionen er endeligt tabt, vil antispastisk behandling atter kunne anvendes.

d) En del patienter er kun generet af spasticiteten om natten. Hos disse er diazepam særdeles velegnet pga. dets kombinerede muskelafslappende og beroligende effekt. 

e) Sativex er et relativt nyt middel på markedet, som kan bruges i kombination med anden medicin, hvis denne har utilstrækkelig effekt. Sativex er et udtræk af cannabis og giver en klar effekt hos en ud af seks-syv patienter.

Kan den fornødne effekt ikke opnås med ovenstående midler, kan baklofen doseres via en pumpe, som indopereres under huden på maven, hvorfra en plastikslange leder medicinen ind til rygmarven. Behandlingen er uhyre effektiv, men kompliceret. Pumpen fyldes op med sprøjte og kanyle hver anden eller tredje måned.