Diagnosen

Ingen enkelt undersøgelse kan med 100 procents sikkerhed be- eller afkræfte, om en person har multipel sclerose. Men lægerne er i de senere år blevet meget bedre til at stille sikre diagnoser på et tidligt tidspunkt i sygdomsforløbet.

Metoder til at stille en MS-diagnose

Der er tre metoder til at stille en MS-diagnose: en neurologisk undersøgelse, en MR-scanning eller en rygvæskeprøve.
 

Neurologisk undersøgelse

Har man haft to eller flere attakker med mere end én måneds mellemrum, og neurologen ved sin undersøgelse kan finde tegn på mindst to forskellige områder af centralnervesystemet, der er beskadiget, og andre sygdomsårsager kan udelukkes, er der tale om multipel sclerose. At neurologen efter den første undersøgelse ikke altid fortæller om sin mistanke til MS, kan skyldes, at der kan være andre mulige forklaringer på generne, og at han ønsker at foretage forskellige undersøgelser, inden han diskuterer diagnosen. Neurologen laver forskellige tests for at finde fejlfunktioner i nervebanerne. Nogle af de mest almindelige neurologiske tegn på sclerose er ændringer i øjenbevægelserne, svækket koordination af arme og ben, styrkesvigt, balancesvigt, reduceret følsomhed, ændret taleevne og ændring i reflekserne.

Når der efter et sygdomsangreb opstår ardannelser i hjernen, vil ledningen af signaler i nervefibrene gå langsommere. Det kan man undersøge ved måling af hastigheden i nervebanerne. Det gøres ved, at man placerer små elektroder på hovedet af patienten og derigennem opfanger hjernebølger. Normalt vil hjernens reaktion på målingerne kunne ses med det samme, men hvis der er ardannelser i centralnervesystemet, kan der opstå forsinkelser. Undersøgelserne kræver ingen fysiske indgreb, de er ikke smertefulde og kræver ikke indlæggelse på sygehus. Det er dog langt fra alle med sclerose, der har forandringer, der kan påvises ved denne type undersøgelser.

Magnetisk resonansscanning (MR-scanning)

MR-scanneren kan lave meget detaljerede billeder af hjernen og rygmarven. Forskellige typer af scanninger afspejler forskellige egenskaber i hjernen og rygmarven. Billederne kan vise områder med beskadigelser på nervetrådene i form af læsioner eller plaks. Læsionerne har ved sclerose ofte en bestemt form og beliggenhed, men ikke alle plaks kan ses på MR-scanninger, og andre sygdomme kan give forandringer, der ligner forandringerne ved sclerose. Der er derfor en del tilfælde, hvor lægen ikke med sikkerhed kan sige, om en forandring på en scanning er tegn på sclerose. Dette er særlig et problem hos ældre. Alligevel er MR-scanningen den vigtigste metode i dag, når man skal bekræfte MS-diagnosen, og påvisning af sygdomsaktivitet på MR-scanning kan i mange tilfælde bruges til at stille en tidlig diagnose. MR-scanneren er samtidig et nyttigt værktøj i kliniske undersøgelser, når det drejer sig om at vurdere værdien af nye behandlinger.

Lumbalpunktur (rygvæskeprøve)

Denne metode bruges til at undersøge rygvæsken for antistoffer og celler. Rygvæsken er den væske, som omgiver hjernen og rygmarven. Væsken tappes ud fra rygmarvskanalen gennem en tynd nål, der stikkes ind nederst i lænden. Testen er sædvanligvis ikke videre smertefuld, men opleves af nogle som ubehagelig. Metoden kan, ligesom MR-scanninger, ikke i sig selv med sikkerhed stille en sclerosediagnose, da de forandringer, der ses ved sclerose, også kan ses ved andre sygdomme, men er vigtig at gennemføre for at udelukke andre årsager til generne.