Hvad er multipel sclerose?

Hvad er multipel sclerose?

Multipel sclerose (MS) er en kronisk sygdom, som angriber centralnervesystemet, dvs. synsnerverne, hjernen og rygmarven. Der opstår betændelse omkring nervetrådene og med tiden efterfølgende ar, så meddelelser fra hjernen til forskellige dele af kroppen kun dårligt eller slet ikke når frem. Multipel sclerose betyder 'mange eller flere hårdheder' og henviser til de plaks, man kan finde i hjernen hos scleroseramte.

Beskadiget myelin giver plak

Sygdommen angriber de fedtskeder (myelin), der ligger omkring hjernens og rygmarvens nerver. Populært sagt kan det sammenlignes med det isolationsmateriale, som ligger rundt om elektriske ledninger. Fedtskederne har også en isolerende effekt og er af betydning for, hvor hurtigt nerveimpulserne løber gennem nerverne. Jo tykkere fedtskeder, jo hurtigere impulser. Samtidig kan der ske skader på selve nervefibrene og nervecellerne.

Ved sclerose ødelægges dele af fedtskederne, og dermed forringes ledningen af de elektriske impulser, så impulserne til de områder, som nervebanerne forsyner, bliver dårlige eller forsvinder. De områder i hjernen eller rygmarven med beskadigede fedtskeder kaldes læsioner eller plak.

Attakker og diagnose

Sygdommen viser sig i form af attakker, som er sygdomsangreb, hvor den scleroseramte oplever symptomer som f.eks. føleforstyrrelser, synsproblemer, lammelser eller såkaldte kognitive symptomer som hukommelsesbesvær og koncentrationsbesvær. Træthed ledsager stort set alle attakker.

Sygdommens forløb og symptomer er forskellige fra person til person, afhængigt af hvilke dele af centralnervesystemet, der er berørt. Nogle oplever kun enkelte attakker og vil derfor kunne leve et stort set almindeligt liv, mens andre kan blive stærkt invaliderede i løbet af en årrække. På det tidspunkt, hvor diagnosen stilles, er det umuligt at forudsige sygdomsforløbet. Af den grund er usikkerheden om fremtiden et af de største problemer for mange mennesker med sclerose.

Årsager

Flere faktorer er tilsammen med til at udløse sygdommen. Man skelner mellem ydre og indre faktorer. En indre faktor forstås som en eller flere sammensætninger af arvemateriale, som gør individet modtageligt for sygdommen. Ved en ydre faktor forstås noget udefrakommende, for eksempel en virusinfektion, der sammen med den indre faktor starter en kædereaktion, der i sidste ende medfører multipel sclerose.
 
Forskningen i forståelse af arvematerialets betydning er forholdsvis ny, og man har efterhånden fundet mange arvelige faktorer, der hver for sig dog kun bidrager meget beskedent til risikoen for at få sclerose. De bedst undersøgte arvelige faktorer er af betydning for vores immunsystems reaktionsevne.

Man ved således, at genetiske forhold spiller en rolle, men de arvelige forhold betyder meget mindre for sygdomsudviklingen end ydre forhold. Har man en far, mor, bror eller søster med sclerose, er risikoen for at udvikle sygdommen dog lidt større end ellers.

Der er foretaget utallige undersøgelser af det ydre miljøs betydning for, at sclerose opstår. Snart sagt alt, hvad man kan spise, omgive sig med eller blive udsat for, er undersøgt i såkaldte epidemiologiske studier. Og selv om undersøgelserne viser, at scleroseramte hyppigere har været udsat for dette eller hint, er tallene som regel små og derfor meget usikre. Ingen enkelt ydre faktor har endnu kunne identificeres som årsagen til sclerose. De forhold, der hyppigst er sat i forbindelse med scleroseudvikling er infektioner, rygning og mangel på D-vitamin.

Multipel sclerose smitter ikke, selvom forskerne taler om virus som en mulig medvirkende årsag til sygdommen. Sclerose optræder ikke mere hyppigt hos ægtefæller til scleroseramte eller hos børn, der er adopteret af familier med sclerose.