Seksuelle symptomer
En fysisk sygdom som sclerose kan forårsage ændringer i sexlivet. Disse ændringer har neurologiske og fysiologiske årsager, men påvirker forståeligt nok også ofte den psykiske tilstand.
De ardannelser, som sclerosen efterlader i centralnervesystemet, kan medføre, at kroppen reagerer helt anderledes end tidligere. Måske virker berøring og kærtegn ikke længere ophidsende. På grund af føleforstyrrelser bliver det, der før var lystfremkaldende, måske ligefrem ubehageligt. Mange mænd får erektionsproblemer, og kvinder kan opleve tørhed og ubehag i skeden. Der er ofte mulighed for at behandle disse problemer medicinsk. Både mænd og kvinder får hyppigt problemer med at få orgasme, eller orgasmens intensitet forandres eller aftager.
Disse reaktioner og vanskeligheder kan for nogle umiddelbart virke uforståelige, når kærlighed og seksuel lyst stadig er til stede. Det kan give anledning til misforståelser partnerne imellem, hvis vanskelighederne tolkes som manglende følelser.
Det kan kræve nytænkning og ændring af vaner at opnå et tilfredsstillinde sexliv, når én af partnerne har sclerose. Sommetider kan det også være nødvendigt med professionel hjælp.
Oprettet
d. 09. februar 2009 og redigeret d. 09. december 2011.
Emneord: