Fakta om sclerose

Træthed og udtrætning

Træthed er et af de mest almindelige symptomer hos scleroseramte. 75 % angiver træthed blandt de tre mest generende symptomer, og cirka 20 % oplever, at trætheden er det værste symptom. Der skelnes imellem træthed og udtrætning:

Træthed

Træthed kan beskrives som en generel energiforladthed og uoverkommelighedsfølelse. Med  træthed følger ofte reduceret tålmodighed og motivation. Trætheden forværres typisk af fysisk og psykisk aktivitet samt stress af enhver art. Ofte er trætheden værst om eftermiddagen og aftenen, men nogle scleroseramte føler sig trætte allerede fra morgenstunden. Selv om søvnforstyrrelser ses hos nogle scleroseramte, skyldes trætheden ikke dårlig nattesøvn. Skønt der indtil videre ikke har kunnet vises noget statistisk sammenhæng mellem graden af træthed og sygdomsgraden iøvrigt, så er det generelt sådan, at risikoen for træthed forøges med sygdomsvarigheden.
Typisk beskriver den scleroseramte i starten en følelse af træthed, uden at dette kræver ændringer i hverdagen - senere, at hun må hvile sig ½-1 time efter hjemkomst fra arbejde, og senere at hun på trods af hvilet må indskrænke fritidsaktiviteterne. Til sidst oplever hun, at al energi går til at opretholde arbejdet, og at intet er tilbage til social aktivitet i fritiden. Såfremt hun i denne situation går på pension, vil hun ofte opleve trætheden væsentligt mindre udtalt, hvorved hun bliver i stand til at deltage i foreningsliv og andre sociale aktiviteter. Karakteristisk for trætheden er, at hvile (ikke nødvendigvis søvn) i ofte bare 15-20 minutter. gør det muligt for den scleroseramte at fortsætte sine aktiviteter. Det nødvendige antal hvilepauser varierer meget; nogle kan klare sig med et middagshvil, andre må hvile med 2-3 timers interval dagen igennem.  

Et mindre antal scleroseramte oplever som led i trætheden en uimodståelig søvntrang. Det kan komme til udtryk ved, at personen falder i søvn under møder på jobbet, eller opgiver at deltage i middagsselskaber af frygt for at falde i søvn over maden.
 

Udtrætning

Med udtrætning menes, at en given funktion forringes efter kort tids aktivitet. F.eks. kan den scleroseramte efter hvile være i stand til at gå 10 meter næsten normalt, men efter 100 meter begynder den ene fod at hænge fast i underlaget, og gangen bliver usikker. Efter at have siddet i 5 minutter klares atter 10 meter uden problemer.

Et andet eksempel er læsning. Mange scleroseramte oplever, at de kan læse 3-4 sider i en bog, hvorefter det bliver gradvist sværere at fokusere og læsningen må afbrydes for en kortere periode.

Det samme udtrætningsfænomen kan ses for koncentrationsevnen. Sidder den scleroseramte f.eks. i en samtale med flere personer, kan han følge med i samtalen i en periode, måske 10 minutter, hvorefter han trækker sig tilbage og går ud af samtalen.  

Årsagen til træthed og udtrætning kendes ikke med sikkerhed. Det antages, at der er en fælles neurofysiologisk forklaring for fænomenerne. Det menes således, at den demyeliniserede nervebane efter en periode med normal impulstrafik gradvist mister evnen til at lede signalerne videre.

Behandling

I første omgang anbefales, at den scleroseramte lægger en hvileplan for dagen. Dvs. at dagen skemalægges således, at man holder hvilepause før den svære træthed indtræder. Når man først ud i svær træthed, er det ofte meget svært at komme til hægterne resten af den dag. Desuden er det vigtigt at undgå den negative oplevelse, som det er dagligt at blive så svært træt.

Såkaldt centralstimulerende stoffer, f.eks. Ritalin, kan have en god effekt på de scleroseramte, som lider af sygelig træthed. I en dosis på 10-20 mg 1-2 gange dagligt kan søvntrangen reguleres. Det er vigtigt at pointere, at stoffet er et værktøj, hvormed det er muligt at styre søvntrang og træthed, og at kroppens behov for hvile samlet set ikke ændres af behandlingen. Stoffet tages på de tidspunkter af dagen, hvor det er vigtigst at være frisk, mens man må acceptere behovet for hvile og søvn, når effekten ophører efter 3-4 timer. Stoffet er vanedannende. Indikation for Ritalinbehandling er sjælden, og behandlingen bør centraliseres til klinikker med særlig interesse for multipel sclerose.

Læs om behandling af træthed her.


Oprettet d. 09. februar 2009 og redigeret d. 11. januar 2011. Emneord:

Vurder artikel     (hvad er det?)

Jeg synes, at artiklen er relevant for mig:
  • Enig  
  • Uenig
Jeg synes, at artiklen var let at læse og forstå
  • Enig  
  • Uenig