Forskning

Beskrivelse af Projekt Behandlerteam

Hvorfor Projekt Behandlerteam?
Projekt Behandlerteam blev igangsat i 2004, fordi der eksisterede et ønske blandt Scleroseforeningens medlemmer om at få mere forskningsbaseret viden om hvilke behandlingsresultater, der kan opnås ved at kombinere etablerede og alternative behandlingsformer. Medlemmerne ønskede herigennem at få et bedre grundlag for valg af alternative behandlinger i kombination med etablerede behandlinger.
 

Hvad var formålet med projektet?
Projekt Behandlerteam havde to overordnede formål:

1) At udvikle og undersøge modeller for brobygning mellem etablerede og alternative behandlere

og derigennem

2)At udforske muligheder for at forbedre behandlingsresultater for mennesker med MS.


Hvornår og hvor mange personer?
Projektet blev igangsat i august 2004, og der blev i alt inkluderet 350 mennesker med MS fra maj 2005 til december 2007. 200 mennesker med MS blev inkluderet på Sclerosecenter Haslev til en interventionsgruppe, der modtog kombinerede behandlinger. 150 mennesker med MS blev inkluderet på Sclerosecenter Ry til en sammenligningsgruppe, der modtog almindelig behandling. Hver bruger blev fulgt i 18 måneder efter behandlingsstart. Projektet blev afsluttet i juni 2010.


Hvilken viden har Projekt Behandlerteam givet?
Projekt Behandlerteam har givet en viden om, hvilke typer af behandlingsresultater, der kan opnås for mennesker med MS ved at kombinere etablerede og alternative behandlinger. Projektet har også givet en viden om, hvad der kendertegner de behandlingsforløb, hvor brugere har haft glæde af de kombinerede behandlinger. Mere konkret har projektet givet viden om:
- Hvilke behandlingsresultater mennesker med MS har opnået ved at deltage i projektet.
- Hvilke mennesker med MS der har opnået/ikke opnået positive behandlingsresultater.
- Hvilke kontekster der kan hæmme eller fremme opnåelse af positive behandlingsresultater.
- Hvilke forskelle/fællestræk der kendetegner symptomudvikling i henholdsvis interventionsgruppen og i sammenligningsgruppen.
- Styrker og udfordringer ved behandlingssamarbejde mellem etablerede og alternative behandlere – læring, erfaringer og udfordringer
- Hvad organisationen Haslev Sclerosecenter har lært af at ’huse’ Projekt Behandlerteam.

 

Hvordan har vi gjort?

Behandler-forskerseminarer
Vi har udviklet et team af behandlere. Dette team har samarbejdet om at give behandlinger til det enkelte menneske med sclerose. Valg af behandlinger har taget udgangspunkt i de behov, som den enkelte bruger har fundet vigtigst. Teamet har bestået af følgende nøje udvalgte behandlere: Akupunktør, ergoterapeut, ernæringsterapeut, fysioterapeut, homøopat, kranio-sakralterapeut , læge (neurolog), psykolog, social- og sundhedsassistent og zoneterapeut.

I teamet er der igennem hele projektforløbet blevet arbejdet med at udvikle de kombinerede behandlinger. Det er sket ved, at vi på fælles forsker-behandler seminarer, der er blevet afholdt fire gange årligt i perioden 2004-2010, har formidlet og diskuteret den løbende evaluering af de resultater, brugerne har opnået eller ikke har opnået.

Seminarer har været en vigtig del af brobygningsarbejdet. De har udgjort det rum, hvori behandlerne bl.a. har reflekteret over deres egne behandlinger og har forandret dem, hvis det har været påkrævet.  Der er i alt blevet afholdt 29 behandler-forskerseminarer og udarbejdet 22 notater, der beskriver forarbejde og indhold i disse seminarer. Se under ”notater”.

Bruger-data
Der er blevet indsamlet data i form af registreringsskemaer (udfyldt af visiterende læge), visiteringsskemaer (udfyldes af hver bruger inden visitering til projektet), spørgeskemaer (fem skemaer er blevet udfyldt af deltagere i interventionsgruppen over 18 måneder og tre skemaer er blevet udfyldt af deltagere i sammenligningsgruppen over 18 måneder), journalmateriale (hver bruger har ejet en vandrejournal, som behandlerne har udfyldt ved hver behandling) og kvalitative interviews. Der er gennemført kvalitative forskningsinterviews med i alt 59 brugere. Interviewene er blevet analyseret, og rapporter er udarbejdet, der indeholder analyser af interviewene samt en analyse af reviews over dokumentation for etablerede behandlinger, der gives til mennesker med Sclerose. I alt er 11 rapporter udarbejdet - se under ”rapporter”.
Desuden er der blevet gennemført et delprojekt, hvor der for udvalgte brugere er gennemført en psyko-neuro-immunologisk analyse ved blodprøver for at undersøge om behandlingsindsatsen i interventionsgruppen har medført ændringer på det psyko-neuro-immunologiske niveau og om eventuelle ændringer har spillet sammen med brugernes erfarede virkninger af behandlingerne.

Behandler-data
Der er gennemført 10 kvalitative forskningsinterview med behandlerne samt 10 reinterviews. Flere artikler er skrevet på baggrund af disse interviews. Se under ”videnskabelig artikler”.

Desuden er der blevet indsamlet skemamateriale, som behandlerne har udfyldt for de brugere, der er blevet gennemgået på behandler-forskerseminarerne. Disse skemaer indfanger behandlernes behandlinger (interventioner); deres antagelser og/eller viden om hvilke mekanismer, der får interventionen til at skabe de forventede outcomes; kontekster der kan hæmme eller fremme mekanismerne i at skabe de forventede outcomes og endelig beskriver skemaerne de forventede og faktiske outcomes for brugeren. En videnskabelig artikel er publiceret, der beskriver det teoretiske grundlag bag udarbejdelsen af disse skemaer og beskrivelse af arbejdet med skemaerne på behandler-forskerseminarerne.


Forskningstilgang
Den forskningstilgang, der har været anvendt, kaldes inden for faglitteraturen for udviklingsorienteret evaluering. Kendetegnende for denne forskningstilgang er, at der bruges flere dataindsamlingmetoder, og at resultater fra forskningen tilbageføres løbende til behandlerne med henblik på at forbedre behandlingsindsatsen.

Projekt Behandlerteam har dermed benyttet sig af en forskningstilgang, der i stigende grad internationalt anvendes indenfor social- og sundhedsområdet. Dette hænger sammen med en stigende fokus på nødvendigheden af at kunne tilrettelægge individuelle, tværfaglige og sammenhængende behandlingsforløb, specielt indenfor komplekse og kroniske sygdomme.
Derfor har Scleroseforeningen med dette projekt været på forkant set i et internationalt perspektiv.


Faser i Projekt Behandlerteam

Fase 1. (august 2004 – maj 2005): Etablering og udvikling af behandlerteam
Udvælgelse af 10 behandlere og MS-center
Kvalitative interviews med hver af behandlerne
Planlægning og afholdelse af fire behandler-forskerseminarer     
Udvikling af IMKO-skema
Udvælgelse af to brugere, som hver behandler havde en konsultation med
Andet kvalitative interview med hver af behandlerne
Evaluering af teamprocessen
Noter og manuskripter udarbejdet

Fase 2. (maj 2005 – december 2009): Fortsat udvikling af teamet og evaluering af teamprocessen og teamets behandlinger af MmMS
Lægevisitering ud fra eks- og inklusionskriterier
Etablering af visiteringsteam
Planlægning af forsker-behandlerseminarer (fire årligt)
Teamsamarbejde uden for forsker-behandlerseminarer
Rekruttering af 200 MmMs (interventionsgruppen på Haslev) og 140 MmMS (sammen-ligningsgruppen på RY) over ca. 3 år
Notater og manuskripter udarbejdes
Behandlingsforløb gennemføres
Udlevering/udsendelse/rykkere/modtagelse af spørgeskemaer
Kodning og indtastning af besvarede spørgeskemaer
Indhentning af vandrejournaler og registreringsskemaer
Datakørsler og opgørelser over foreløbige behandlingsresultater

Fase 3. (januar 2009 – januar 2010): Afsluttende analyser og formidling af data
Analyse af indsamlet data
Udarbejdelse af artikelmanuskripter til videnskabelige tidsskrifter
Udarbejdelse af en bog om projektet
Udarbejdelse af populærvidenskabelige artikler
Udarbejdelse af rapport, der beskriver de samlede forskningsresultater
Fremlæggelse af forskningsresultater fra projektet på videnskabelige konferencer
Evaluering af projektforløbet


Oprettet d. 23. februar 2009 og redigeret d. 16. februar 2011. Emneord:

Vurder artikel     (hvad er det?)

Jeg synes, at artiklen er relevant for mig:
  • Enig  
  • Uenig
Jeg synes, at artiklen var let at læse og forstå
  • Enig  
  • Uenig

Kommentarer     (hvad er det?)

Herunder kan du efterlade en kommentar til denne side.
Alle felter skal udfyldes

  • Din e-mail bliver ikke vist på websitet
  • Din adresse bliver ikke vist på websitet
  • Slet


    Hvad er summen af disse to tal?
    2 + 3 =

Kommentarer til Beskrivelse af Projekt Behandlerteam

Støt scleroseforeningen