Hedensted Kommune svarer:
”Hedensted kommune anerkender, at begge borgere har en betydeligt og varigt nedsat psykisk og fysisk funktionsevne, der gør, at vi har været inde og se på behovet for omfattende hjælpeforanstaltninger. Vi vedkender med stor beklagelse, at der har været et stort sagsbehandlerskift i Handicapafdelingen på grund af langvarig sygdom og barselsorlov og tilgang af nye sagsbehandlere i forbindelse med en opnormering. Alt dette har været medvirkende til forsinkelse af sagsbehandlingen.”
Det oplyser Lisbeth Troest, der er leder af Handicapafdelingen i Hedensted Kommune.
Retningslinjerne fra Socialministeriet i forbindelse med loven om BPA-ordningen, der trådte i kraft 1. januar 2009, har medført en del vanskeligheder for kommunerne, hvilket har forsinket sagsbehandlingen væsentligt, oplyser hun.
I forhold til sagen med Jeppe Ibsgaard Mortensen, har kommunen følgende oplysninger:
”Drøftelse af anden bolig har været på dagsordenen allerede inden indflytningen og efterfølgende til adskillige møder, men Jeppe oplever ikke de samme problemer med at blive boende som kommunen i forhold til, at han bor på 1.sal uden elevator. Mulighederne for flytning har ligeledes været begrænset af, at Jeppe kun har ønsket at bo i Hedensted bycentrum og i en bolig af en vis størrelse. Der har i en længere periode været arbejdet med at motivere Jeppe til en flytning, som så desværre bliver akut, da hans helbred løbende er blevet forværret. Jeppe er flyttet i anden bolig pr. 7. april 2010.”
I forhold til sagen om Niels Henrik Rasmussen har kommunen følgende kommentar:
”Niels Henrik er nu blevet bevilget en BPA-ordning med 17 ½ time i døgnet samt 45 ½ time årligt til ferie samt særlige arrangementer. Med hensyn til de omtalte 19 timers hjemmevejledning pr. uge er timerne løbende blevet nedsat bl.a. på grund af perioder med sygdom hos Niels Henrik og indlæggelse og i forbindelse med, at hans behov ændrede sig fra et socialpædagogisk behov til mere praktisk og personlig hjælp.”
”For både Niels Henrik og Jeppe gør det sig gældende, at deres sygdom har bevirket, at det aktive liv, som de tidligere har levet og fortsat ønsker at leve, nu er begrænset af følger af sclerosen, så som træthed og manglende kræfter og andre følgevirkninger, der gør, at deres ønsker ofte ikke kan indfries”, slutter Hedensted Kommune.