Er du blevet ringet op af Scleroseforeningen?

Scleroseforeningen hverver støttemedlemmer via telemarketing
Scleroseforeningen har i flere år anvendt telemarketing for at få nye støttemedlemmer til gavn for foreningens arbejde for mennesker med sclerose. Som støttemedlem betaler man 75 kroner om måneden via BetalingsService (Nets, tidligere PBS). For at kunne oprette aftalen, bliver man bedt om at oplyse sit registreringsnummer, kontonummer og cpr-nummer.

Kan mine oplysninger misbruges?
Nej, du kan trygt oplyse dit konto- og cpr-nummer. Finansrådet og Nets understreger, at der ikke er nogen risici forbundet med at udlevere bankoplysninger og cpr-nummer over telefonen. Oplysningerne kan ikke misbruges til at hæve penge fra din konto.
Læs også artikel fra BetalingsService

Hvem bliver ringet op?
Vi ringer til tilfældigt udvalgte danskere. Vi forsøger at rense vores ringelister, så vi ikke risikerer at ringe til dem, der allerede støtter os. Men vi kan desværre ikke helt undgå, at det sker. Det beklager vi naturligvis.

Etiske retningslinjer
Indsamlingsorganisationernes Brancheforening (ISOBRO) har nedsat et etisk nævn og påpeger, at der er udarbejdet særskilte retningslinjer for indsamlinger via telemarketing og personlig kontakt. ISOBRO har også indskærpet over for deres medlemmer, at fortrolige oplysninger skal destrueres straks efter oprettelsen af aftalen.

Scleroseforeningen har desuden sine helt egne etiske retningslinjer, som du kan se her.

Kontakt os
Hvis du alligevel er i tvivl, om du kan være tryg ved samtalen, er du altid velkommen til at ringe til Scleroseforeningen i dagtimerne. Vores telefonnummer er 36 46 36 46, telefonen er åben mandag til torsdag fra klokken 8-16, fredag klokken 8-14. Her kan du få bekræftet, at den, du har talt med, faktisk arbejder for Scleroseforeningen, og at oplysningerne bruges korrekt.

Fik du ikke lavet en aftale om støttemedlemskab, kan du tilmelde dig her.