Årets Vigtigste Middag er lavet i samarbejde med REMA 1000 og vores 3 stjernekokke; Jack Cramer fra Ruths Hotel, Bendix Laursen fra Restaurant Mark og Kasper Hasse fra Falsled Kro.
Her på siden kan du læse mere om, hvorfor de tre kokke stiller op til Årets Vigtigste Middag for at sætte fokus på sclerose og samle penge ind til forskning i sygdommen.
“Selvom min far bliver gradvist dårligere af sclerose, får han i dag noget medicin, der bremser forværringen. Jeg ved derfor, hvilken forskel forskning kan gøre for mennesker med sclerose. Derfor skal vi indsamle penge, som kan støtte op om den vigtige forskning – og der bidrager vi tre kokke med det, vi er bedst til; at lave mad.”
Jack Cramer, Ruths Hotel
”Min mors sygdomsforløb med sclerose er gået langsomt ned ad bakke og bliver ikke bedre. Det er jo en skør sygdom, der opfører sig vidt forskelligt – nogle er ikke så ramt, for min mor går det desværre i en helt anden retning. Forskning er dog grunden til, at den negative udvikling går langsommere for hende, blandt andet takket være afgørende midler, som Scleroseforeningen indsamler.”
Kasper Hasse, Falsled Kro
”Det betyder meget at kunne være med til at gøre en forskel for sclerose. Jeg har oplevet, hvad en sygdom, der angriber nerverne, kan gøre ved den diagnosticerede såvel som pårørende. Selv mistede jeg min far til ALS og derfor giver det god mening for mig at kunne være en del af et koncept, hvor jeg kan bidrage med mit erhverv.”
Bendix Laursen, Restaurant Mark