Anne: ”Det var noget af et nyrehug, da hun fik diagnosen”
Hvordan føles det, når ens nære får diagnosen sclerose? Ændrer relationen sig? Og hvad kan man gøre for at passe på sig selv som pårørende? Annes datter, Helle, fik diagnosen i 2017, da var hun 23 år. Anne og Helle har altid været tætte, men fandt endnu mere sammenhold omkring træning og sund kost, da Helle blev syg. Nu går de lange ture sammen hver uge, som både giver god motion og rum til uundværlige samtaler.
Otte kilometer inde i Copenhagen Halvmaraton begyndte Anne Andersen at hive efter vejret, og benene blev tunge, men i mål det skulle hun! Det havde Anne nemlig lovet sin datter, Helle. Det lovede hun året før, da de sammen sad i lægens venteværelse og ventede på, at Helle skulle få diagnosen sclerose.
”Det var ikke så sjovt. Hun er jo mit eneste barn. Så det var noget af nyrehug. Man tænker jo ikke, at sit barn kan få sådan en sygdom.”
Datteren havde sat sig for at gennemføre Copenhagen Halvmaraton, inden hun en dag kan risikere ikke længere at kunne løbe. Og hendes mor, Anne, var selvfølgelig med hele vejen.
Fælles fokus på træning og sund mad
Anne og Helle har altid haft et tæt forhold, og efter halvmaratonet fik Anne en ide: Helle og hun skulle på vandreferie i Harzen. Det blev starten på en ny, fælles passion. Nu går Anne og Helle ture sammen to- tre gange om ugen, og går altid mindst syv-otte kilometer.
Turene giver nemlig ikke blot motion. Mor og datter får også snakket sammen, og det kan de ikke undvære.
”Vi er ikke sådan nogle, der bare mødes og sidder overfor hinanden. Der skal foregå noget,” siger Anne.
Efter Helle fik diagnosen, bruger de mere tid sammen på træning og sund mad. De er også begyndt at træne sammen i lokale fitnesscenter.
”Selv om vi altid har haft fokus på sundhed, er en sund livsstil blevet endnu mere vigtig for Helle. Og jeg støtter hende så meget, jeg kan,” fortæller Anne, der som julegave et år forærede datteren en kostvejledersamtale.
Jeg er mere praktisk anlagt, så jeg har sikret hende økonomisk. Det er vigtigt for mig, at vi tænker langsigtet.
Hjælper med orden og struktur
Anne er 55 år og uddannet folkeskolelærer, men de sidste 37 år har hun arbejdet som selvstændig maler. Udover gåturene støtter Anne sin datter med praktiske løsninger.
Hun betaler datterens Body-SDS-behandlinger, køber vitaminpiller, bager sunde boller og hjælper med at sikre en god lejlighed, så basen er på plads.
”Jeg er mere praktisk anlagt, så jeg har sikret hende økonomisk. Det er vigtigt for mig, at vi tænker langsigtet.”
For Anne og Helle virker det med orden og struktur. De tænker i løsninger og taler om, at Anne jo ikke holder for evigt. Helle arbejder som frisør 25 timer om ugen, men det kan mærkes i både hænder og øjne, når hun bliver for presset.
”Det med at have styr på det praktiske, så det ikke roder oveni hovedet. Det er det, vi praktiserer: Styr på økonomien, styr på, hvor man skal bo – det hjælper jo på at have mere overskud til at være syg.”
Tid til sig selv
Anne prioriterer også at bruge tid på sig selv. For man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke har det godt med sig selv, mener hun.
”Jeg har altid gjort det, der var bedst for mig selv. For der kommer ikke nogen andre og hjælper en. Måske er jeg lidt egoistisk på den måde…”
Hun står tidligt op og sørger for at starte dagen godt, og i et års tid har hun haft en personlig træner. For det – sammen med deres ugentlige gåture – giver Anne overskud i hverdagen. Munden står nemlig sjældent stille på mor og datter, når de er ude og gå.
”Hvis det roder oveni dit hoved, så er det også svært at være en god medarbejder eller have eget firma. Det er det, vi forsøger at få styr på, når vi går,” slutter Anne.