Banaliteter med et beat - kapitel 10
Tanger, 2285
“Skal jeg, nej, han skal ikke, han vil ikke, tør ikke, manden lever trods alt stadig, og godt. Jeg lever godt. Jeg lever det gode liv. Det frie liv. På trods. Gu gør han ej. At rejse er for ham, tynget af skyld, at flygte. Jeg vil, det skylder han verden, han har, i affekt og på anden hånd godt nok, slået mennesker, mennesker jeg elsker, ihjel, jeg vil! Han skal. Det var hans beslutning. Ingen andres. Dø! Jeg må. Han SKAL!”
Manden kigger direkte ned på vandspejlet 50 meter under ham, en overflade konstant i bevægelse, som, hvis man rammer den rigtigt, vil åbenbare en verden, forkert, og man vil højest sandsynligt dø af det, hvis altså ikke man rammer klipperne, der tættest på kysten knejser mindre end en meter under overfladen. Så kan man give fanden i sandsynligheder.
Manden diskuterer med sig selv, om det skal være det ene eller det andet. Han havde planlagt det andet, det definitive. Udførligt. I hovedet. Og hverken som de mexicanske clavadistas at ramme det dybe vand i et perfekt vinklet spring, eller som Darren Taylor at ramme det lave vand over klipperne i en perfekt maveplasker med kroppen foldet ud i maksimal berøring.
Den amerikanske verdensrekordholder i udspring på lavt vand, kunstnernavnet var Professor Splash, sprang fra ti meters højde og ramte det 30 cm dybe vand med 53 kilometer i timen. Og overlevede. Han vandt ikke talentkonkurrencen, men kom til gengæld i 2014 i Guiness’ rekordbog. Den nu over 200 år gamle rekord er ikke siden blevet slået. Manden kommer heller ikke til at vinde nogen konkurrence. Men man vil ikke kunne læse om ham nogen steder.
Nu, kroppen og viljen slås, kroppen siger nej, nej, nej, nej, NEJ! Og måske er det den, som med et eget liv skubber tankerne et andet sted hen, tvinger den stålsatte vilje til at bøje sig.
“Hvorfor egentlig, hvem er det, der vil stille mig til regnskab? Han var en anden, syg og ældgammel!”
Den smuldrende cement under ham, terrassen, der rager nærmest vinkelret ud fra skrænten, som springer op ad Gibraltarstrædet, på kanten af den gamle medina, mange første kys er blevet givet her, garanteret, mange af gadens konflikter er blevet afgjort her med koldblodige, lyssky nakkeskud, måske, den udgør en dramatiske scenografi for mandens planlagte tæppefald.
Som et kunstigt, menneskeskabt klippefremspring er det et uvirkeligt sted, et sted fra en film, skygger, grå beton og fliser, smuds og klipper, den perfekte scene filmet i sort-hvid, for mandens i egne øjne mytiske selvmord. Iscenesættelsen ligner selvforelskelse, må han dog nok indrømme. Så hvorfor egentlig!?
“Nu er der kun mig. Hvorfor skulle jeg bekymre mig om tider, som ikke længere er. Jeg har udstået flere livstidsdomme i mit eget selvbyggede skyldens fængsel, hvorfor skal jeg også lide dødsdommen? På grund af ham! Hvorfor kan jeg ikke bare leve? Jeg har båret rundt på hans kors længe nok.”
Og nu, fremspringet begynder at gynge faretruende under ham, smelte og smuldre, mandens indre kamera zoomer aggressivt ud, mens det i en og samme modsatrettede bevægelse, i rasende fart, dollyer ned mod den turkisblå cement og afgrund. Mandens blik trækkes ned igennem klokketårnet, hvor Gibraltarstrædets hårde vand venter ved vindeltrappens udspring, og hvor James Stewart, altid med nedslåede blik og rusten resignation i stemmen, i toppen af trappeløbet ser altings grusomme forbindelse i faldet.
Måske er det følelsen af at føle sig fanget i eget spind, der kalder Hitchcocks ‘Vertigo’ frem på lærredet i hovedet. Alting imploderer og svimler for Stewart og for manden, blodet løber dem fra hovedet, og manden er tæt på at miste fodfæstet – og falde og blive knust mod klipperne under den tyste overflade.
Det blæser ikke, alt er stille, som i morderlig forventning. Manden er bange.
Det skriges ud, så det overdøver alt andet i den bevidsthedsstrøm, tsunami, der oversvømmer og forpurrer og utydeliggør alle synapser. Tanken kæmper sig vej op gennem det tunge, mudrede vand, der hiver, trækker og flår, og springer op som en flammende, genopstanden fugl Fønix. Som en pludselig åbenbaring, som et ufravigeligt imperativ.
“Fortiden findes ikke, der er kun nu! Skylden findes kun i tanken. Du må ikke dø for en tanke!”
Frygt bliver til trods. Manden er den stærkeste overlever. Han stiller sig demonstrativt tæt på kanten og spytter, som i foragt, ned i afgrunden. Som spyttede han selve døden lige i ansigtet, “mig får du ikke,” snerrer han.
“Hvad laver du?”
Den milde, naivtbløde barnestemme rammer ham med en kraft, som overgår alt, svimmelheden vender tilbage med en ukendt styrke, og idet han næsten taber fodfæstet, opløses klokketårnet, James Stewart forsvinder, mytologien fordufter, cementen, der binder stenene sammen, smuldrer og alt falder fra hinanden. Alle tider konvergerer, og alle muligheder er tilstede som virkeligheder nu.
Han har aldrig hørt stemmen, alligevel ved han, hvem der spørger, og svaret på spørgsmålet er såre simpelt, men føles umuligt at give.
“Hvad? Hvad laver du, far? FAR?”
Datteren, Madeleine, som levede i maven, men som aldrig nåede livet udenfor, står her nu. Hun var altings katalysator, nu står hun her, som et kropsliggjort anklageskrift, der uvidende peger på manden. “Se ham flygte, igen,” synes hun for manden at sige. Men hun er også så afvæbnende smuk, at manden ikke kan gøre andet end at bekende sin skyld. Igen. Igen. For evigt.
Alting hober sig op, anger, kærlighed, selvhad, skyld, vrede, men også den største lykke, og fortrydelse. Manden har ikke plads til det, så han græder, salte og bitre tårer. “Det var min sygdom,” får han fremstammet, til pigen foran sig og til sig selv. Hun kigger på ham med de allermest bedrøvede, medlidende øjne, rækker hånden frem og rører forsigtigt hans kind, tørrer tårerne væk. Men hånden er isnende kold, og langsomt, umærkeligt udviskes billedet af den tilgivende datter. Forstøver med sekunderne, som et hologram, der mister forbindelsen til den virkelighed, det er en kopi af.
