Banaliteter med et beat - kapitel 11
København 2030
Træets stamme er en collage. Overflader af teksturer og nuancer, der overskrider grænserne mellem hinanden, slås de? Elsker de? Naturen er en collage. I dobbelt potens. Et virvar, en helhed, af ituslåede helheder, fragmenter af brudstykker. De ru efeublade i skygge, mørkegrøn lak og linjer af støvet, muggen lysegrøn, lag på lag af bark i brunt, jo tættere på den afskrællede hud, jo mere støvet, jo mere tørt og dødt, solen, der slår ned gennem løvtaget som altdestruerende laserstråler, ødelæggelse uden motiv, udløst af spasmer og krampetrækninger fra en evigt døende, skærlysende moder. Hendes mund er ladet med gift, et ætsende paradoks, hun slår ihjel og giver liv. Hun er sinister og kompromisløs, men generøs, hun er skønheden.
Men det er ikke en collage, det er ikke et billede, det er én pulserende organisme, et perfekt, uudgrundeligt system, en perfekt cirkel. Det er verdens pulserende kød og udtørrede, koagulerede blod, det er verdens livgiver og bøddel. Og lyset, skønheden.
Gravstenene, iscenesættelsen, stierne, trapperne, er en velstruktureret samling af fragmenter af pittoresk villet vildskab, vildskab rammet ind, og harmoni, og ideelle, grædende kvinder, altid kvinder, hugget i marmor og sandsten – hvorfor er der ingen grædende mænd i irret bronze eller mosbeklædt granit på Vestre kirkegård? – monolitter, gravhøje og bautasten, moderne skulpturer i rust og rette vinkler. Alt sammen en betvingelse af den cirkulære natur. Tiden går ikke fremad, tiden går rundt. Kulturen vil bare ligeud, fremad og opad i civilisationens Babelstårn, selvom også den kører i ring.
Mine tanker farer afsted og derudad i et forsøg på, på fulde drøn, at abstrahere fra det kun alt for virkelige NU.
Betvingelsen er en collage, et billede, hvis diskrete, men dog synlige for enhver, sammenføjninger udpeger netop det billedlige, konstruktionen, kulturen, der som stuk i en liebhaverlejlighed på Frederiksberg er en grådig dekoration på naturens kredsløb, nydelig, sulten, kulturen, der dikterer, at det kun er kvinder, som græder på Vestre kirkegård, kulturen, der dikterer, at jeg og min perifære barndomsveninde bør se hinanden og kunne lide hinanden. Vi er begge kvinder I 30’erne, jeg er gravid, hun er nybagt mor, så hvorfor skulle vi ikke snakke sammen og gå ture sammen og lave mad sammen. Vi er ovenikøbet begge rundet af den samme kultur, helt ned i den lokale detalje. Det forventes. Og det er da også bare vildt tilfældigt og fantastisk, at vi begge to har bosat os, og uden at have aftalt det på forhånd, i det samme københavnske brokvarter.
Hvorfor kan jeg ikke bare sige nej!? Hvorfor kan jeg ikke kaste det af mig, rundetheden. Hvorfor kan jeg ikke løbe fra nuet eller vælge et andet.
Nu går hun ved siden af mig og snakker, snakker og plaprer, mens hun skubber sin 13 måneder gamle datter foran sig, snakker, snakker, snakker, plaprer, taler, sludrer, sætter luften foran sig i højstemte svingninger, uophørligt. Mine tanker er tusind andre steder, eller måske bare ét, i den toværelses hos min usynligt syge mand og min datter i maven og hendes fremtid. Han er inkarnationen af en for hende kronisk dyster prognose.
Barndomsvenindens ord når igennem til mig ikke som sætninger, men som løsrevne fragmenter, som en collage. ”… nægter bare … overvejer seriøst … flaske … ikke så alene om det … lykkelig,” siger hun, vistnok frustreret. ”Hvad tænker DU?” dirigerer hun pludseligt: Du skal også sige noget, du skal også deltage! Men jeg kan ikke fylde hullerne ud og formår kun at mønstre den absolut allermest minimale respons: ”øhhh …” Jeg får dog lettere klodset og med kun en vag ide om, hvad jeg svarer på, smidt en redningskrans i det pludselig oprørte vand, så den allerede kæntrede hyggelige snak har noget at klamre sig til og ikke går til bunds lige foreløbig. Nu træder den vande i det iskolde vand og klaprer tænder, døende, i den fjerneste ende af Vestre kirkegård, hvor det ville kræve en søforklaring af de sjælden, hvis man pludselig skulle have god grund til at hoppe op i redningsflåden på Sjælør station.
Vi har nået venindeudflugtens halvvejsmærke og dermed rutens zenit, så langt væk fra sikker grund som overhovedet muligt.
Nu kan jeg høre, at hun snakker om mig og mit endnu ufødte barn, hun fortæller mig, hvordan jeg skal huske at nyde det. Hvor vidunderligt det hele er, hvordan hendes mand gav hende massage og nussede hendes tæer hver aften, hvordan alt var lykkelig forventning. Smerten i mit bækken, mine syge mand, der venter, der uden at kunne mærke halvdelen af sig selv, endnu mindre af mig, føles det som om, ligger og venter derhjemme med smerter og fordystrede drømme. Og nu hende her, der siger, at jeg skal nyde det! Hvad er det lige præcis, jeg skal nyde!? Jeg raser i tanken, der, uden at jeg kan kontrollere det, løber over og ud af min hjerne og inficerer min virkelighed.
“Nyde det! Hvordan skulle jeg kunne nyde det! Jeg har fucking ondt, min mand er syg, måske kommer han slet ikke til at kunne være der for hende!” Jeg kaster på det nærmeste ordene op, og i anden bølge kommer galden fortyndet: ”Jeg har det ad helvede til,” siger jeg hårdt og følger op med en indestængt mumlen: ”… din idiot! Kan du ikke se det!” Hun lader, som om hun ikke hører det, men det rammer hende som et knytnæveslag. Vi tager, i faretruende grad, vand ind. ”… undskyld, det er jeg da rigtig ked af … men … tiden læger alle sår … ikke?” prøver hun nervøst smilende. Hvor fanden kom det fra, frøken Dameblad? Vi går videre i stilhed et par timelange minutter endnu. Vi vil begge to gerne bare væk nu. Ingen ved, hvad de skal, hvad de kan sige til hinanden!
Min veninde begynder pludselig, umotiveret at pille ved babyen, der selvfølgelig vågner og begynder at skrige, “puuuha, der er da vist én, der skal hjem og skiftes, hva?,” kommer det anstrengt. Hun rynker på næsen, kigger undskyldende op på mig og skynder sig ud på Sjælør boulevard, over vejen, hvor lydene fortæller mig, at hun ikke ænser en bilist, som aggressivt giver hende hornet, inden hun haster videre med klaprende, hoppende barnevogn og baby skruet helt op til elleve op ad trapperne til perronen på Sjælør station, hvor redningsbåden endnu venter og spejder efter flere overlevende.
Det var ikke mig, der forlod hende, det var mig, der blev forladt, stukket af fra. Hun ville tale, jeg ville ikke. Jeg så kun en forkælet kvinde, der ikke kunne se min elendighed, ikke kunne tale om min elendighed, men kun om børn, nye mennesker, kun om det gode. Jeg følte mig pludselig udstillet, gennemlyst, mig og alt det, jeg ikke har. Alt det jeg ikke formår. For heller ikke jeg kan tale om ”min elendighed”, den sorte fremtid, ord om mig selv og mit liv er noget jeg kaster op på pæne folk. Der flygter. Jeg hader deres lykke. Sygdommen har mig.
Den er en betvingelse ikke bare af kroppen, men af livet. Langsomt bevæger den sig mod sit endemål, som fremmede uden øjne, som hver dag, viljeløse og bevidstløse, erobrer nyt land, bevæger sig støt, men langsomt fremad som de fodslæbende zombier, man kun kan løbe fra ind til et vist punkt i tiden. Og vi er forsvarsløse.
Parader og myelin og menneskelige forhold falder til jorden. Avonex, Tysabri, Gilenya, Gilenya, Gilenya overbragt af vores hvidkitlede skytsengle, holder zombierne i ave, men kun ind til et vist punkt i tiden. Uundgåeligt begynder cellekrigen langsomt og på nanoniveauerne at smitte af på virkeligheden uden for kroppen. Og den tager alle omkring sig med i faldet. Sygdommen er et udsyn til elendighed og en betvingelse af tanken, der som et mem hopper fra hjerne til hjerne, og er man først rørt, er det som en besættelse.
Men det er ikke mig, der er syg, det er ham, og han lader bare som ingenting, som om intet har ændret sig, som tænkte han ikke på dén fremtid. Det er, som om han, bevidst eller ubevidst, har givet sygdommen videre, henslængt smidt den fra sig midt på stuegulvet i håbet om, at nogen, mig, vil samle den op. Og måske er det mit lod at bære den, som hende der har set det forbandede videobånd og nu er dødsmærket. Jeg mærker, at tiden nærmer sig dødslinien. At mit liv, vores liv, ikke har langt igen. Jeg mærker, at alting falder fra hinanden. Hvorfor skal jeg bære alene? Hvorfor er jeg den eneste, der ser dén fremtid og græder. Hvorfor mærker han det ikke? Vil han ikke? Er han bange; er det derfor han har smidt den fra sig, som ved en tilfældighed? Intet er tilfældigt.
Sygdomme rører mig, rører på mig, befamler mig, smyger sig om hjernebarken. Jeg er pårørende. Hvor er han? Hvorfor kan han tillade sig den arrogance; at tro at han er den eneste i sin verden, at tro at alle forbindelseslinjer er brudt, at han alene må bære sygdommens konsekvenser. Se dig dog omkring, levende menneske!
I en orkans omdrejningspunkt, dens centrum, orkanens øje, er der tyst og fuldstændig vindstille og afklaret på en måde. Måske er det der, han befinder sig, hvor indenfor er udenfor, afklaret og i accept. Øjet må være blindt, hvis det ikke kan se ødelæggelserne omkring sig.
