Banaliteter med et beat - kapitel 12
København, 2020
Jeg drømmer, at jeg traf et andet valg.
Området omkring Søndermarksvej er ind imellem en digression. Når hun krydser banelegemet på vej hjem fra Vestre Kirkegård, sker det, at vognens blidt duvende bevægelser henover gangbroens udtrådte brædder vugger prøvedatteren ind i søvnen. Så går hun langs med banevolden, bag om en af fortidens fremtiders byer, hvor den kreative klasses frontløbere engang stiftede familier for millioner, nu er den befolket af hjemløse i soveposer, ilden fra lejrbål oplyser sporadisk de enorme vinduespartier, og i et af dem, på den sorte monolits syttende sal, hænger der et ensomt dannebrog gennemblødt af regn og smog. Som en spydig, mistrøstig kommentar til, hvad der lidt endnu kan kaldes en nationen, dens pauvre tilstand. Kvinden bærer triste fremtidsbilleder med sig i hovedet.
Eller også lokker de ældgamle huse. De står dér, omgærdet af mytologisk aura, midt i en tæt på borgerkrigslignende tilstand, en udhungrende åndelig recession – kvinden ser undergrundsmilitser, mørkemænd og ågerkarle overalt i skyggerne, krigen kommer! Dommedag i hovedet! – alligevel står husene mærkeligt urørte tilbage, som velsignet af en uudtalt fredning, et limboland, huse, grandiøse, graciøse, uden for tiden, eller måske er deres tid en for længst svunden tid, en ikketid, en imaginær tid. Særligt et. Emmer.
Dragehoveder med ildfnysende snuder, udskåret i Valhalla af bryske vikinger, markerer tagryggens grænser og fikserer det lange og tynde, høje, men smalle hus i røde teglsten og sortbejdset fyr. Kvinden har svært ved at forestille sig fortidens eller nogen tiders mennesker nogensinde sove i dobbeltsenge, der ikke kan være plads til i det nærmest papirstynde hus, spise ved borde, hvor man for enden må føle sig spærret inde, frihedsberøvet, en ujordisk smuk replika, hvor ingen mennesker nogensinde kan have huseret. At være dømt til at ikkebo her, til grin i den smukke tranghed, som fange af skønheden, der med tiden og ikkeboligheden og ubeboeligheden må blive forvandlet til en rædselsfuld klaustrofobi. Med mindre man har til huse i en anden fysik.
I kvindens hoved slentrer langlemmede og høje, eleverslanke og distingverede eksistenser rundt i de nysselige haver, i rober af pels, silke og filt, de drikker af fabeloksers gyldne horn, og om aftenen driver de ud i de omkringliggende palæer for at dvæle ved undergang og evighed. Som fremtiders gejstlige. At være til stede her, i deres verden, er for overrumplende.
Kvinden føler sig som en turist i gudernes land. Et land, hun ikke bevæger sig hjemmevant i, endsige føler sig værdig til at bebo. Hun ville føle sig udstillet og dum, skulle hun forsøge at mase sig gennem de slanke korridorer, løbe rundt som et forvirret barn blandt de yndefulde og fra verden fjerne gudefolk; hende og hendes i grunden latterlige prøvebaby, et stykke avanceret, bioteknologisk legetøj, en pålagt regression beordret af en syvogtyve årig, nys udklækket kvindelig psykolog med effektivt moderigtige Kloge Åge-briller og optimerede, livsfriske bryster. For kunne kvinden nu klare det, moderskabet, havde studinen reflekteret, var der ikke risiko for tilbagefald, og hvad med barnets tarv og så videre!? Og hvad med hendes syge mand? Hvor meget vil han være der? Kvinden havde langt fra til fulde opfyldt kriterierne for at bliver godkendt til en børnelicens. ”Men hun skal da i det mindste have lov til at prøve,” havde damen åbenbart barmhjertigt tænkt og udskrevet en recept på et styk bioprintet spædbarn med en levetid på ét sølle år. Kvinden er helt nede på jorden. ”Måske er det slet ikke så mærkeligt, at barnet tuder en gang imellem,” tænker hun, når hun er allermest ovenpå, og smiler skælmsk, for sig selv. Kvinden føler sig slået tilbage til start. Selv i sit eget hoved føler hun sig som undersåt og ikke tilstrækkelig. Og i sit eget liv?
I toget på vej hjem, før prøvedatteren blev aktiveret, havde hun overhørt en midaldrende kvinde tale i telefon med sin veninde, formanende: “It was different, he was married to you, he was the father of your children, but I was just being polite. This guy is running an ego trip on you, I will not be polite,” havde damen udspyet bestemt og i foragt. De udpegende, anklagende erklæringer havde spændt s-togs-kupéen ud til bristepunktet, og de lod ingen gå ram forbi. Nu er det nok! Jeg foragter dig, menneske, men jeg forbarmer mig og redder dig, alle rejsende følte, at dommerens hårde, kompromisløse ord handlede om alt det, lige præcis de ikke var stolte af. Selv de studerende, der sad lige bag ved damen, og som ellers ikke gav en fuck og bralrede liderlige derudad, weekend efter weekend, måtte tie og et øjeblik mærke skylden. Kvinden havde krympet sig i sædet. Svigtede også hun sig selv, og hvad med de venner, hun engang havde haft? Var det ikke netop det, sklerosen gjorde, det, manden gjorde, running an ego trip on you? Eller hvad? Kunne han overhovedet gøre for det? Var det overhovedet hans skyld? Det var vel kvindens eget valg at stå, last og brast, med ham, at svigte for ikke at svigte ham. Han var jo syg.
I sit eget liv?
I sit eget liv indtager hun en fornem tredjeplads, lige under prøvebabyen. Øverst troner manden, eller mandens sygdom, han er for længst tjekket ud, så dæmonen Sklerose har frit spil. Til de værste tider hader hun ham, til de bedste hader hun den.
En fremmede kommer i skumringen gående imod hende, han kigger fraværende ind over rosenbedene i de velordnede, vilde haver, blikket er halvt slået ned, halvt væk. Alligevel lyser øjnene levende og milde, men de bærer i sig dybe og forvirrede, skamfulde hemmeligheder, hans træk og antræk er et ømt mysterium, fedorahatten og den lettere mølædte, ternede blazer får ham at ligner en af 1940’ernes desillusionerede antihelte, Philip Marlowe i forvirret forbløffelse over verden af nu, lige så lidt stedkendt som kvinden i gudernes verden.
”Hov, jeg så jer slet ikke,” udbryder han glad, da han ikke ændre kurs og er tæt på uforvarende at støde ind i kvinden og prøvebabyen. En nær ved og næsten-kollision, der kommer til at ændre begge deres liv.
”Hej med dig,” smiler han til prøvebabyen, som kvindens bratte opbremsning har vækket. ”Det må du altså virkelig undskylde, det var slet ikke min mening at vække dig.” Han kigger undskyldende datteren, ikke robotten, i øjnene, inviterer hende indenfor, ”er du okay?” siger han og rækker en finger frem, som hun griber. Han anlægger en påtaget dramatisk mine, da hun straks putter fingeren i munden. ”Nej, du må altså ikke spise den, jeg skal faktisk bruge den!” Babyen griner. Kvinden, som er mor, griner. Manden, hvis hat nu pludselig sidder charmerende skævt på hovedet, samler sig og kigger kvinden i øjnene, giver hende hånden. ”Ja, hej, jeg håber ikke, jeg overskrider for mange grænser, det var altså ikke for at være uhøflig, men hej, pænt goddag, Phillip, sikken dejlig datter, du har,” siger han og stikker igen hovedet helt ned til babyen, ”og sikken dejlig mor du har.” Babyen smiler stort og rækker ud efter ham. Kvinden kan ikke helt finde ud af, om hun skal tage det som en fornærmelse, et overgreb måske ligefrem, eller bare en dejlig overraskelse. En invitation.
Hans facon er for meget, det ved hun, men hun kan samtidig heller ikke ignorere den umiskendelige følelse af at være villet, varmen, der stille spreder sig ud i kroppen, er uafviselig; at føle sig som en kvinde, attråværdig, som en mor, som var hun kærligheden; at føle sig set.
Hun har vandret gennem en ørken, passet og plejet, ydet omsorg, også elsket, måske lidt pligtskyldigt, og i hvert fald ikke længere med sin krop, og huden er tør, rå og sprukken, hendes hals hvæser tørstigt, det pludselige kompliment, tilnærmelsen, efterlader hende i mærkeligt opløftende og befriende granatchok, og et øjeblik kan hun ikke længere mærke kontakten til jorden, og hun drikker grådigt, også for grådigt, af den nyfundne kildes svalende vand, men føler pludselig også, at hun drukner, pludselig kan hun ikke trække vejret, det er for meget at håndtere, det er for godt, og alting hober sig op; hendes dårlige, sorte samvittighed får dog igen verden til at stå skarpt, er hun klar til at svigte, hvad vil der ske med ham, hvad vil der ske med hende, kan hun bære at svigte, sin syge mand? Og hvad har hun egentlig at give denne mystiske fremmede, som træder, hovsa, som ud af en drøm. Hun kigger op på den fremmede med desperationen, rådvildheden malet i det nu tårevædede blik, stakkelsheden, al hendes svaghed umiskendelig. Deres blikke mødes.
”Jeg er fortabt,” siger hun. ”Undskyld!”
”Jeg vil redde dig, jeg vil elske dig,” siger han lavmælt.
Hun græder, ulykkeligt lykkelig, hvor mange gange har hun ikke drømt om et andet liv, spekuleret på, hvordan livet så ud i det parallelunivers, hvor kvinden, som er hende, har truffet andre valg, hvor en sommerfugls bask med vingerne i Nicaragua har sendt hendes liv ud på helt andre afveje, hvor hun måske faktisk er lykkelig. Den mystiske fremmede omfavner hende, hun føler sig så uendelig tryg i hans arme. Måske har kaos sendt netop denne mand afsted med det ene formål at støde ind i hende her i skumringen på banevolden i gudernes land og redde hende. Åh, hvor hun dog har længtes efter netop det. ”Lad dette øjeblik vare for evigt,” hvisker hun. "Lad dette være virkeligt." Og kniber øjnene sammen. Klip.
Med er vræl river prøvebabyen kvinden ud af trancen. Den er sulten, måske skal den skiftes, i hvert fald have en tår vand. Hun genvinder hurtigt fatningen. ”Så så, lille maskineven, alt er ok,” siger hun med nuttet resignation i stemmen, giver den sutten, vender om og begynder at bevæge sig hjemad. Hundrede meter foran sig kan hun stadig skimte Philip Marlowe, som for lidt siden var ved at ramle ind i dem, ”Hov, ej, se jer lige for, ikke!” havde han sagt, han så ellers så rar ud. Det begyndende mørke sluger ham, og hun ryster opgivende tanken ud af hovedet. ”Jeg er så fucking banal,” siger hun til sig selv, en verbal ørefigen. Hun lever i den virkelige verden, hvor folk har virkelige problemer og virkelige forpligtigelser, kvinden har virkelige problemer, virkelige forpligtigelser i den kun alt for virkelige verden.
