Banaliteter med et beat - kapitel 13
Læs lige den her først.
2030, den anden kvinde, A-toget mod Farum station
De går sammen på stierne gennem træerne, på plænerne blandt stenene, Vestre Kirkegård er, på trods af, eller netop i kraft af, dødens evigt hensmuldrende tilstedeværelse, et tyst og pulserende åndehul. Vestre kirkegård er stilfærdigt spillevende, op ad dødt materie, den sorte muld, er den levende natur sprunget, liv og død er for den blot beats i kosmossets evigt genkommende rytme, som et uptempo popnummer sat på repeat, naturen spørger ikke til meningen, den er bare. Den spiller bare. Mening. Eller umening. Naturen er indifferent, for den gør det ingen forskel, den var her før, og den vil være her efter, død eller levende, skidt eller kanel. Så længe det lyder godt, og festen kan forsætte. ”They’re all just banalities with a beat,” som den psoriasis-plagede, syngende detektiv, i virkeligheden kuldslåede krimiforfatter, Philip Marlow hånende siger om populærmusikken.
Og måske er det derfor, mennesket anno 2030 for længst har brændt de sidste broer til naturen, som trodsige teenagere i oprør mod far og mor, nu er den kun til adspredelse, en påmindelse om noget afsluttet, noget vundet og bemestret, tror man, og de to kvinder, der langsomt skubber deres vogne indeholdende henholdsvis en skabt og en uskabt baby, er en anomali, en systemfejl, der for et øjeblik forpurrer billedet af menneskets selvindbildte sejr. Den anden kvinde, hende med det uskabte barn, snakker og flygter, kvinden, hende der brænder rasende og bittert i stilhed før eksplosion, fortsætter med skabt baby og determineret blik fæstnet på afgrunden, men øjnene flakker, i skjulte øjeblikke og pludselig desperation, og forsøger at kunne se en udvej, et lysende, befriende EXIT-skilt.
Den anden kvinde med uskabt baby og panik for øjnene, flygtigt seende sig tilbage over højre skuldre, mens hun med blikket fikserer toget, der ankommer til perronen, skubber vognen ud på Sjælør boulevard og får et chok, da en bil pludselig bremser hårdt op, den stopper akkurat en meter fra kvinden og hendes søn. Dækkene hviner, tegner sorte streger på asfalten og minder hende om verden uden for hende og omkring, om en moders ansvar. Hun krymper sig af skam, og ’hvad nu hvis’ løber hende koldt ned ad ryggen til tonerne af hornets aggressive, hidsigt monotone rave. ”Hvad fanden laver du, mand! Se dig dog for, kælling!” kan hun høre, at der på lavkøbenhavnsk og aggressivt bliver råbt, mens hun uden at se sig tilbage når frem til trappen, hvor hun er nødt til at stoppe op, i ydmygende halve minutter, for at vende vognen om, så hun kan få den og babyen bugseret op til perronen. Hun er vred, på verden og på sig selv, hun føler ikke rigtig, at hun er noget værd, hun tænker sig jo ikke om, og den nagende fornemmelse af, at hendes lykke er forkert, at hun har det godt på bekostning; hun ved jo godt, at det ikke er virkeligheden, eller gør hun, hun flygter alligevel; hvorfor konfronterer hun ikke bare sin veninde!? Måske det kunne bringe noget godt med sig, en faktisk samtale for eksempel, noget godt rent faktisk. Men hun tør ikke. I stedet sætter hun sin søns liv på spil i ren og skær konfliktskyhed. “Det tør jeg åbenbart godt!” tænker hun. ”No wonder man føler sig udskammet. I trafikken og i sit eget hoved.” Skammen! The horror.
I A-toget fra Sjælør station, på vej hjem til rækkehuset i Bagsværd, falder den uskabte baby i søvn, kvinden åbner sin laptop, hun skriver et brev til den veninde, hun just har forladt. Hun stak hende en, nu hvor hun tænker over det, let gennemskuelig, lodret løgn. En undskyldning for at kom væk fra den drænende, klaustrofobiske stilhed, der nu hersker imellem de tidligere hjerteveninder. Nej, hendes søn havde ikke lavet noget som helst i sin ble, og hvis han endelig havde, havde det ikke været noget problem at skifte ham lige der i vognen på Vestre kirkegård. Hun hader sin veninde, som hun elsker. Nu skriver hun et brev, som aldrig skal sendes.
”Hvorfor er det forbudt at være glad, at dele sin glæde, kan du ikke bare lade som om? At du er glad på mine vegne. Jeg nikker medfølende og anerkender og siger, med empatisk mine, ’mmm, okay, ja, det forstår jeg VIRKELIG godt,’ når du faktisk en gang imellem åbner låget til Pandoras æske og lukker lorten, der er dit liv, ud. Det er, som om du er både døv og blind, når nogen faktisk prøver at nærme sig, og guderne skal vide, at det er de færreste, der overhovedet tør,” skriver hun, og ignorer hidsigt det faktum, at hun da vist heller ikke selv har formået at bevare kontakten til resten af venindegruppen, efter hun fik mand og lille søn, ja, efter hun startede på universitetet faktisk. Jo, de var da stadig en slags venner, bekendte nok nærmere, på sociale medier. Der var helt sikkert ingen, der stadig havde nogen kontakt til kvinden med den skabte baby, ikke engang på WeChat. Men hun holdt stædigt fast, og ville ikke give slip, på kvinden med den skabte baby.
”Jeg forsøger at fylde tomheden imellem os ud med ord, jeg fortæller om min verden, om mine mennesker, om dem, jeg elsker, for at bygge bro til din og dine, va mæ daj?, stilhed! Tomheden bliver kun større, som blæksort antistof, der suger al nærhed, al fælles historie, alt, ud af vores venskab, alt trækkes ned i skakten, hvor intetheden udmunder.
Ord kan lindre og bygge op, ord kan smerte og rive ned! Men tavsheden kan udrydde. Va mæ daj!?”
Hendes arbejde som sproglærer for alverdens flygtninge, arbejdsmigranter og indvandrere, som håbet om et bedre liv havde drevet til Europa – ingen havde fortalt dem, at den europæiske drøm var død – gennemsyrer hendes identitet, og hendes hang til at stave udtaler havde altid været et irritationsmoment for hendes venner og elskede, kvinden med den skabte baby havde føjet hende, og engang imellem havde hun kunnet finde på at sende hende drillende sms’er med rubrikker, der ville gøre sig på en af Ekstra bladets spisesedler, og som kærligt, med klodsede bogstavrim, selvfølgelig, gjorde nar af hendes nørdede interesse for fonetik: ”Fornem fonemfrøken svanger med schwa,” havde kvinden med den skabte baby, der på det tidspunkt læste til pædagog, for eksempel kunnet udfordre hende.
Og hun havde fået igen af samme mønt, og lidt til: ”Honneth honorerer slendrian, anerkender selv din ægtemand! Tag den, biatch!;-)”
Det var sådan en slags venskabelig, men ikke desto mindre uskøn konkurrence på tværs af professioner, med de to kvinder som eneste kombattanter, dengang de begge to endnu læste på universitetet. De havde holdt det for sig selv, det var ucharmerende ad helvede til, som to drenge, der sammenligner længden af deres tissemænd. Men det var noget, de havde sammen, det var deres, de kunne være pinlige sammen og vide det, og så havde det ikke været pinligt mere. Havde de syntes. Lige før den anden kvinde og hendes skolelærermand fik deres første barn. Alting var lykkeligt. Det var, før manden til kvinden med den skabte baby blev rigtig syg.
Og netop manden leder tankerne tilbage på brevet, hun er i gang med at skrive. Selvfølgelig kunne han ikke selv gøre for det, han var syg, det VAR synd for ham, og da han to år inde i forholdet til kvinden havde modtaget diagnosen sklerose, havde den anden kvinden på alle mulig måder vist en bekymret interesse for sygdommen, hun ellers kun kendte navnet på. Hvordan behandler man et attak? Hvordan behandler man sklerose, hvad med stamceller, var det ikke en mulighed? Men nu, efter de faktisk var blevet givet en skabt baby, en bioteknologisk prøvebaby, i håbet om at få en licens og lov til at lave en ægte uskabt baby, der kunne leve et helt menneskeliv, var sygdommen ovenikøbet eskaleret. Nu slugte han hendes veninde, kvinden med det skabte barn. Og hun lod sig sluge, og det var næsten det værste.
Sat op imod svundne tiders lykke tvinger det store, krasse ord, der forstærker, ind i teksten til ingen.
”Vi var, fucking!, de bedste veninder i 15 år af vores liv, vi voksede op sammen, vi stod last og brast gennem de tre modbydelige og, i flygtige momenter, dejligste år i gymnasiet. Vi flyttede sammen til København, men så skete der noget. Noget skilte os ad. Var det min lykke? Var det manden med sygdommen? Nu virker det på dig, som om det er en sur pligt at skulle mødes med mig, er du klar over, hvor sårende det er. FUCK!
Jeg flygter, når jeg har chancen. Og du lader mig. Betyder vi intet for hinanden mere?
Alligevel tager jeg telefonen, næste gang du ringer. Hvis du ringer? Ellers ringer jeg, det er nok tættere på sandheden, lad os være ærlige. Pligtskyldigt. Og fordi jeg elskede dig og vist nok stadig gør. Eller. Jeg elsker mindet om dig. Jeg savner dig. Det er derfor, jeg bliver ved, for det du var. For det I var.”
Hendes søn begynder at skrige, det giver et sæt i hende, han har tabt sutten, så krisen er hurtigt afværget. Han får hende dog til at kigge op fra skærmen, fuck altså, de røde dioder over skydedørene, der markerer, hvor langt man er nået på rejsen, har slugt alle på nær to af prikkerne frem mod Skovbrynet Station, fuck altså. Hun opdagede slet ikke, at de skulle have været af for omtrent fem prikker siden.
Nå. To lysende, røde prikker, en rolig baby, i hvert fald fem minutter endnu, hun kan lige nå at skrive brevet færdig, inden de skal af og finde et tog, der kan kører dem tilbage til Bagsværd.
”Men du forsvinder, jeg føler, at jeg forsvinder, ud af dig.”
