Banaliteter med et beat - kapitel 14
2020, E-toget mod Holte
”Og vi tænkte: Det ville fandeme spille godt ind her! For hvis man kun bruger hjernen, og ikke tænker med hjertet, så mangler man pludselig energi til hjernen, og så kan hjernen ikke tænke klart!” siger en mand med et nærmest kubistisk modelleret designerskæg, knaldrødt, og fuldovalt brillestel. Han bærer sine artefakter som adelsmærker. En ægyptisk gudekonge i S-togets mosaik af ligeglade unge, fraværende unge, håbefulde unge, på vej i skole, på vej væk, forbistrede grå og ældre mennesker, fuldlevende forstadsmennesker, i ruskind og tern, sproglærere i kollegaklub på vej hjem fra aftenvagt, diskuterende det seneste ministerielle kvælertag eller de senest fejlslagende modultest, en kommende julefrokost, faraoen er en underlig fisk skyllet op på stranden og ind i togets jernskrog, hvor den nu snapper efter det salte vand og spræller for livet. Bortset fra at han spræller overlegent, selvsikkert, han styrer livet, livet styrer ikke ham. Han taler med en intensitet og entusiasme, der ikke bare understreger, den stadfæster genialiteten af det, han siger, det, han for nylig læste i en bog om management, om organisationens kommunikation med sig selv, om organisationen som en krop. Nu er tankerne hans, nu ejer han dem.
Gestikulationerne intensiveres, og med en erigeret pegefinger spidder han luften, fortærer den og spytter den ud. ”KLART” artikuleres med versaler, dråber af kropsvæske forlader læberne, og hans samtalepartner ville være blevet brændemærket af ordene, havde han ikke, som faraoen, været kold som is. ”Helt sikkert” hepper han fattet.
Sollyset, der står ind gennem vinduerne, tegner skarpt konturerne af de to mænd op i hvid og skærende streg, skarpt skårede overmennesker, PR-medarbejdere med en sag.
De snakker i strømme, og kvinden kan ikke længere følge med, hun gider ikke, det lykkedes kun brudstykker af de store sandheder at penetrere hendes panser. ”Konceptet, der fejler … dårlig ledelse ... vi kører en normatik … man kører argumenter på manden, mens konceptet kører videre,” siger makkeren, der nu for alvor har meldt sig på banen og tager point, mens han prikker huller i luften med pege- og tommelfinger, der sammen danner en drabelig spydspids. ”... ambition, ledelsesansvar ... jeg skal bare lige bruge et sumtal her … lavere omsætning …”
Hun lukker. De kører videre. Som to funktionsløse, Storm P’ske anordninger, der indtager ragelse i den ene ende for at kunne spytte nonsens ud i den anden. Fremmedord på fremmedord, på bavlselsord, nonsensord, utallige nuancer af volapyk, ingenting på ingenting, masturberende humanister med business i blodet.
Mens de fortsætter ufortrødent, kaster kvinden sin opmærksomhed på de endnu ikke fortabte, selvom de foregiver at være netop det, fortabte, hvis de er fortabte, er de romantisk fortabte, deres kun alt for selvbevidste fortabelse afslører dem, men de har hele verden foran sig, forbandede ungdom. Fremtiden er på deres side. Og de fatter det ikke. Deres usikkerhed og tvivl, deres trods, intet har endnu fundet sin plads, og det er smukt, det er håb. Pr-mændenes mangel på samme, på naiv, romantisk fortabelse og friheden båret som et åg, og deres ensporede ambition, deres grådighed, deres tragten respekt, beundring og chic autoritet vidner om deres, fald, som de ikke vil kendes ved. De vil ikke rører ved det, faldet.
Toget nærmer sig Solrød Strand station. En arrig ung mand rejser sig. Alt er selvbevidst.
De skinny jeans, som i bevægelsen kryber hen over huden og formes til pølser omkring skridtet, falder, hvor stoffet falder, ud over læggens skrænt, og må slippe sit tag i huden. De lægger sig slapt om anklerne. Hoodien er opgivende og gået i i alt for mange dage, den klæber sig nikotinforgyldt til det slanke keglehoved med dets fedtede, afblegede hår og arrede hud, desperat forsøger den at smide puberteten af sig, og de to sorte huller, fulde af tilstræbt apati og imiteret antistof, de stirrer frem for sig og ud mod frostklare horisonter i den kolde novemberluft, der fylder den lille passage mellem kupeerne. Den koparrede, skulle man næsten tro, hud omkring de sprukne læber sættes i smidig bevægelse, da han med tilstræbt ligegyldighed, teenagenonchalant sætter tre ord i verden i udråb, ”Strand! Solrød! Mand!” Blot for at høre dem forsvinde igen uden at have gjort hverken varigt indtryk eller aftryk, kun i flugten, men han er ligeglad, han giver ikke en fuck!
Han nærmest sidder ned, tilbagelænet, da han med henfaldne skuldre slentrer ud af toget og henover perronens asfalt, han hviler afslappet, nærmest opgivende i sine sneakers, som var der intet tilbage at gøre, som var alt håb alligevel ladt ude. Men nydelsesfuldt.
På stationen i Solrød Strand stiger en mand på toget. Kvinden ser en fortid, fremtiden er ikke på hans side, overskægget er ganske snorlige, men alligevel hænger det som hvide og gråhvide drypsten, der fra næsegrottens skakt har bredt sig, ekstrapoleret til overlæbens støvede hud. Og selvom håret prøver, kan det ikke for alvor nå over på den anden side, det har stadig greb i den sikre grund, men fortroppen famler rådvildt i et ingenmandsland af hud. En pakke røde Marlboro stikker op ad brystlommen på den blå skjorte med orange-gule, sorte striber, som krydser hinanden i tern bag den åbne ruskindsjakke. To orange filtre og et med fingrene udslukt skod til senere brug stikker op ad det iturevne sølvpapir i pakkens top. Han sætter en halvliters dåseøl, en tyk, tjæret, kulsort Guiness, på det lille, grå halvmånebord under togets vindue. Randene under de blodsprængte øjnene hænger som tunge blågrå gardiner. Øjnene er dog klare trods omgivelsernes forfald. Manden dulmer håndens rystelser med en tår af dåsen, og for et øjeblik kan han udånde med et vist tilfreds velbehag, med en vis værdighed. Han gør det stolt og uden skam, næsten. Kun næsten. Han snyder ingen. Fortrydelsen står malet i hans ansigts træk. Alle de veje, han ikke gik nedad, strømmer fra hans hoved og ud I den fugtigkolde lufts bare ingenting, uåbnede døre, der fører derud, hvor det uforløstes land ligger udstrakt i uendeligheden mellem atomer. Vi nærmer os et tæppefald. I trodsig accept.
Hånden bevæger sig i spjæt, ufrivilligt, og trækker sig sammen i spasmer. Et fantoms forvredne maske materialiserer sig pludselig i ansigtets folder, der ellers havde lagt sig til rette i resignation, i et splitsekund, et had, et selvhad, en kropsforagt og en ondskab uden motiv lader sig ane. Denne mand dør med noget.
Kvinden ser i rudens spejling sin mand før og efter og årtier senere. Hun ser sig selv i ham. På flugt.
