Banaliteter med et beat - kapitel 15
”Du kan altså også være en stor mundfuld, især hvis man bare ikke lige har lyst til at snakke. Du er verdens dejligste menneske, forstå mig ret. Jeg elsker dig! Og du mener det godt. Men du kan altså være ret krævende. Du er lidt af et sludrechatol for nu at citere Mor Gris. Det er du altså. Men det er da altid noget, at hun overhovedet gider at mødes.”
Thomas elsker oprigtigt sin kone Thereses engagement, hendes opsathed, når hun har sat sig noget i hovedet, så er det sådan; så skal det lykkedes! Men det kan også, nogle gange, blive for meget, for manisk. Nogle gange er et kompromis berettiget, måske oven i købet det eneste rigtige, andre gang er det okay bare at give op og give slip. I hvert fald hvis man spørger Thomas.
Han er en tålmodig mand, som intet problem har med at vente, det yin, der kan afbalancere, nogle gange, sin kones til tider iltre, koleriske yang, som til gengæld, en gang imellem, kan give ham det fornødne skub ud på handlingernes minefelt.
”Tøffelhelt,” ville onde tunger nok bare sige.
Og nu forsøger han at pakke sit i grunden hårde budskab ind i humor og diplomati. Men lige meget hjælper det.
Nogle gange styrter det hele bare sammen for øjnene af dem begge, som var det ude af deres hænder. Og nu har han tilmed blottet sig, store idiot, åbnet en flanke, den barnligt-sjove, glimt-i-øjede Gurli-flanke. Hun ser lige igennem ham og sætter med millimeterpræcision stødet ind:
”Sig mig lige, er det det eneste, I laver, når jeg er på arbejde, ser Gurli Gris?!” kommer det rapt og uden humor, snarere med en snert af dybfølt bebrejdelse i stemmen. Thomas kan akkurat ane skammen og følelsen af utilstrækkelighed i egoets tusmørke randområder, inden hun, tydeligt såret, når frem til det egentlige: ”Hvad fanden vil du have, jeg skal gøre: bare holde kæft!? Bare ...”
”Ja,” replicerer han, også lidt for hurtigt, som per refleks, og svarets hårdhed kommer også bag på Thomas selv. I splitsekundet efter står hans kone fuldstændig lammet, overrumplet af det, der lige ramte hende. Men hun genvinder fatningen, mønstrer et svar:
”Jamen prøv at høre, jeg kende hende, i gamle dage talte vi altid om de der stakler, der ikke kunne finde ud af at åbne op og snakke om tingene; at de gjorde sig selv en bjørnetjeneste. Og alt er ikke okay. Det er jo åbenlyst!”
Thomas fortsætter, hvad enten han vil stå ved det eller ej, belærende og irriterende lakonisk: ”Ja, klart, men i gamle dage ... måske tog I fejl? Folk, alting forandrer sig. Dengang havde hun for eksempel ikke en mand med buldrende sklerose og et børneværn hængende over hovedet. Alting var anderledes. Måske du bare skulle prøve at give hende lidt plads!”
Therese ved det godt alt sammen. Og nu føler hun sig trængt op i en krog. Det er sandheden. Det ved hun da godt. Men problemet er ikke længere kvinden; hvorfor kan han ikke se og forstå og mærke, at spørgsmål om rigtig og forkert er betydningsløse, lige her, lige nu?
”Jeg har VIRKELIG ikke brug for det der. Kan du ikke ligesom fornemme det?” vrisser hun såret. Og han bliver ved. Misforståelsen er total. ”Jeg prøver jo bare at hjælpe dig og tale med dig, ikke?” siger han uden rigtigt at have tænkte sig om. Og Therese forpasser ikke chancen: “Altså, det der jeg ikke skal gøre!? Hvad skete der lige for det der med bare at holde sin kæft!?”
Thomas taber mælet, totalt. Hans kritikburger har ikke haft den ønskede effekt. Og indeni hakker høge og duer aggressivt på hinanden i en højstemt diskussion af næste træk. De når frem til intet. Og resten af dagen kommer til at forløbe anspændt, på rutinen. Uden ord.
Thomas hader de her dage og aftener, hvor stilheden føles som den eneste måde ikke at gøre tingene værre på, hvor hvert ord er en mulighed for sammenbrud.
Den spændte tavshed, der fylder tomrummet mellem de to ægtefæller ud – alting klares med et blik og en minimalrespons – hyler og tuder som stormen over oprørt hav; den river i vandet og animerer bølgerne til skumfrådende rovdyrs kæber. Og som to skibbrudne klamrer de sig til hver deres kuldsejlede stykke vraggods; i kaosset har de mistet kontakten til hinanden, og kulden, afstanden mellem dem, forplanter sig til deres toårige søn, som desperat skrigende forsøger at holde sig flydende. De er langt fra smult vand.
Efter sønnen er lagt i seng og omsider har lukket sine øjne, mumler Thomas noget om en aftale, forlader det buldrende, frådende hav, alle boligblokkens drømme, som nu føles knuste, krydser Sjælør boulevard og lader sig skylle op på stranden i det ingenmandsland, der er Vestre Kirkegaard.
Sommeren er endnu ikke begyndt, det er endnu kun april, men foråret varsler et kommende zenit, og gravstenene kaster lange skygger i lyset fra den døende sol. Ved bredden finder han smult vand. Brændingens evindelige, søvndyssende frem og tilbage og de gule busser, der puster ud og bremser op, gasser op på ny, bilerne, der monotont brummer forbi, et par gymnasieelevers lavmælte sludren, det dumpe stik fra basket-bolden, de slår i jorden som trommede de et beat, alt sammen minder det ham om stilheden, ubekymretheden, alting uden for i rig og evig mulighed.
Det store asfalterede hovedstrøg, der løber langs kanten af kirkegården, på langs og på tværs, og som fra et fugleperspektiv i hovedet tegner et lysende rektangel, emmer varmt, gyldent, i den køligt-lune, stadigt forårsduftende luft. Som et minde om altings begyndelse.
Solen maler i lys og skygge. Mausoleerne og monumenterne, over afdøde overlæger, grosserere og embedsmænd, og deres, åbenbart, navnløse fruer, søjlerne og gravhøjene er collager af det åbne og det skønne, det fordækte og det suspekte. Enten blotlægges smukke detaljer, arabesker og figurer, kvinders former, ranke soldater med fyldte tornystre, eller også gemmes de væk i mørket, hvor døden og uhyggen gemmer sig i hovedet.
Nogle gange løber der kun en hårfin grænse mellem oprørt og smult. Thomas tænker på manden.
De havde aldrig rigtig kunnet kalde sig venner. Men der havde været en respekt, som vist nok havde været gensidig. Men også en gensidig erkendelse af, at de nok aldrig ville have befundet sig i hinandens selskab, havde det ikke været for kvinderne. Nu kunne han ikke lade være med at hade manden. Og hadet overgik langt den sympati, som han egentlig nok burde føle. Manden var jo syg, sådan rigtig syg vistnok.
Men sygdommen, det var sygdommen! Den havde forvandlet manden; han var på en gang blevet en psyko-seismisk stormflod og epicentret over de rystelser og skælv, han havde efterladt sig: Kvinden havde fjernet sig fra verden og var rejst ind i en skyggeverden drænet for håb, virkede det som om; der var ingen kontakt, kun mørke rande, tomme blikke; en bizar følelse af ansvar og medlidenhed lod til at være det, der holdt hende nogenlunde kørende som på et minimum af eksistens. Det havde ramt kvindens veninde, Therese, Thomas’ hustru, hårdt; pludselig var den veninde, Therese havde kendt altid, borte, eller hun var der, men uden at være der. Og dét var faktisk det værst. Og nu ham, Thomas, han havde været den næste i rækken, til at blive ramt af den åbenbart altinficerende lidelse, eller nej, det var manden og ingen andre, der nu som en gold, sort og udslukt sol kastede mørke og virus ind over monumenterne, der ellers stod stolte, skønne og knejsede over Thomas og Thereses kærlighed.
Selve mandens syge eksistens havde igangsat en kæde af affekter, som nu havde boret sig ind i deres fælles liv.
Han ville sgu da aldrig have befundet sig her, i tusmørket på Vestre kirkegård, på flugt fra kone og barn, havde det ikke været for manden. Og nej, der var ikke kun sygdommen, der var også et menneske! Kirkegården havde altid, for Thomas, været en meditativ tilstand. Stedet gjorde tanken klar, men ikke i dag. I dag kunne han kun høre én tanke klart, ikke som en epifani, men som skreget ud i vindstødene over oprørt hav i hovedet: Sygdommen undskylder intet!
