Banaliteter med et beat - kapitel 16
The invasion of the body snatchers
Menneskets hjerne er grænseløs, hittepåsom ad absurdum, ansporet af det centrale signalsystems galakse af neuroner. Verden rører os. Dendritter udsender elektriske signaler, der pulserer ud, i opskruet morserytme, som budbringere for de utællelige, stellare celler, og skaber liv og forbindelser i det uoverskuelige og ufattelige, kosmiske og kaotiske, fintmaskede trådnet af impulser, følelser; flåder af uidentificerede neurale himmellegemer, stjernetåger, hvor celler i brand karambolerer og eksploderer og føder tanker i skærlysende synapser. Verdner i nano, axoners hovedveje med tyndslidte bolværker, hvorpå signaler rejser mellem stjernerne, ødelægges og lægges øde af astroider, hvis de ikke ligefrem pulveriseres, af intergalaktiske forsvarsstyrker gone rogue, andre fødes, ekspanderer og blomstrer vildt, afblomstrer; alting i kroppens kosmos i kaos. I sidste ende går det kun én vej.
For Manden går det den vej, hurtigt, mod nul, synes han. Og han vil ikke længere livet, selvom han er villet. Dog prisgivet sine kemisk-elektriske forbindelser. Synes han.
Kvinden vil livet, men hendes verden og liv vil ikke hende; der er solstorm i neksus, så hun slås, kysser og kærtegner, hun smiler, på trods og imod tiden, og hun bærer over. Han giver intet. Bevares, han er syg, besværet, jovist, men hverken dødssyg eller uden bevidsthed; han fatter stadig, han begriber stadig: livet, skønheden. Han bilder sig selv ind, at han ikke gør. Han bilder sig selv ind, at der ikke er mere, at han lige så godt bare kan give op, at forbindelsen for længst er røget. Han prøver ikke engang; kvinden mærker aldrig en varm hånd på sin læn, sit maveskind. Hendes skød har ligget brak, siden dæmonen sklerose for alvor fik tag i manden og bandt nerveceller sammen i sorte synapser. Han kravler blot endnu længere, dybere ind i sig selv, når hun faktisk spørger til hans tilstand. Den lurende rituelle banalitet, der ligger indlejret i ‘hvordan går det,’ bliver pinagtigt levendegjort af hans vedholdende, apatiske blik ind i skærmen. Nu vil hun ikke mere. Alligevel.
Kvinden er syg – hun siger ikke noget, bærer det uden synligt udtryk – af stress, af omsorg uden tak, fandeme nej, hun gider ikke mere; en mystisk fremmed i tusmørket på banevolden har vist hende en anden verden – menneskets hjerne er hittepåsom ad absurdum – hvor hun var elsket, villet og begæret; det blev sagt!
Manden elsker hende, det ved hun da godt, og hvis han havde overskuddet, ville han sige det, verbalt værdsætte alt det, hun gør for ham, alt det hun er for ham. Det ved hun da godt. Men det er alligevel ikke nok. For han gør det ikke. Måske magter han det bare ikke, eller – hun ved det ikke – måske gider han bare ikke! Engang sagde han det. Deres kærlighed var en hinde, en varm, delirisk omfavnelse, et løfte om herfra og til evigheden. Det gav mening, dog kun i et flygtigt øjeblik. Nu eksisterer deres kærlighed, skal hun være ærlig, kun på skrømt. Det indser hun nu, og hun stopper op. Hvis han dog blot var døende, ramt af kræft eller noget andet definitivt. Men de slørede bevæggrunde, den uskarpe, definerbare ulykke; hvornår vil mismodet, udsigtsløsheden, der er blevet hans tro følgesvende, give mening? For ham giver den mening, men for hende? Hun kigger på sig selv.
Træt, så umådelig træt, rande under øjnene, huden livløs, mundvigene, der bare hænger, ikke vredt, ikke frustreret, bare modløse, ugidelige. I det hele taget er det en resigneret maske, der kigger tilbage på hende fra det store, sorttintede vinduespartis spejling. Uden udtryk, uden følelse. Over hende er sommerhimlen krystallisk, tindrende blå. Den spejles i de åbne glasfacader, som udvider og fordobler verden. Folk har klædt sig nøgne og ubekymrede og går igen i rudernes endeløse virkelighed, som varede morgendagen, varmen og solen for evigt.
Sønder Boulevard er et helle, hvor alle og alt kan ses, stykker af livet i kasser, alle vil lyset, ingen har noget at skjule bag glasfacaderne, der er blevet lagt uden på de århundreder gamle karreer af rød tegl og mørtel, og som flankerer boulevarden, de to ensrettede vejbaner. Kirsebærtræer på parade indrammer et langstrakt og smalt, grønt paradis. Sine steder står de enorme karreer stadig uberørte, imposante i deres egentlige funktion; her levede og døde arbejderklassens familier på 60 kvadratmeter i starten af det tyvende, det sidste århundrede, de står som monumenter, påmindelser om fortidens industrier, systemer og hierakier, de lagde fundamentet. Nu kan intet røre eller forstyrre den smukkeste balance.
Danmark er et varmt og trygt sted at være. Ingen arbejder for meget, ingen lider nød, alle nyder efter bekomst. Siden Trump, siden Putin, Berlusconi, siden Brexit, siden Johnsin, krak på krak på genrejsning, recession og opsving, hvor forbrugerismen løb over sine bredder og blev til frygtsom egoisme, hvor de kulturer, de abstraktioner og objekter man forestillede sig, at man havde til fælles, eller nærmere de abstraktioner og objekter, man insisterede på ikke at have tilfælles med andre mennesker, uden for Danmark og Europa, blev det, der fik lov til at bestemme kursen ud i fremtiden. Det var i starten, men det er slut nu, lykkeligvis. Den sidste magtfuldkomne, womanizing oligark og businesspolitiker med pomadehår, liderligt-sultent blik og en kronisk fråde i mundvigen er en saga blot. Efter krigen, hvor en global underklasse rejste sig imod det økonomiske oligarki og vækkede de almindelige lønslaver, læreren, betjenten, sygeplejesken og pædagogen, fra deres medieinducerede komatilstand, og Den store vækkelse indfandt sig, opdagede man en ny logik: At ingen ønsker at påføre andre smerte, at ingen, egentlig, har brug for mere end nødvendigt. At hjælpen, om den er ønsket, er et selvklart imperativ. At kunst ikke er status, men udfrielse og inspiration. Hvorfor skulle nogen mennesker have det, ville det, synes det? Nu trodser netop sådanne tanker enhver logik.
Kvinden kunne være en del af det; omsider at være nået frem til det sagnomspundne land, Atlantis, Utopia, kald det hvad du vil. Manden kunne være en del af det. Men noget holder dem tilbage.
Og hun kan ikke lade være med at foragte det en lille smule, perfektionen. Ingen verden er SÅ god. Krigen, den i verden, den i kroppen, ligger fastfortrådet i centralnervesystemet. Som havde det undergået en deterministisk konfiguration; kvinden ved bedre: menneskets hjerne er hittepåsom ad absurdum, intet varer evigt. Hver eneste handling er en domino-brik, der uundgåeligt vil falde og skubbe til den næste, måske den eneste ene, der vil snuble ind i sin udkårne. Brikkerne bærer ingen skyld, de vælter bare og kan, uden at vide af det, blive katalysatorer for liv i lykke. Men de kan også vælte liv og nationer. Kaos er den styrende kraft. Manden var blevet væltet omkuld, og noget inden i ham var blevet antændt og havde startet en begivenhedsrække af kemiske reaktioner, sorte synaptiske forbindelser; et antistof havde gennemvædet hans neurale galakse, og for enden af denne ustoppelige kæde af årsager og konsekvenser, aktion-reaktion, havde kvinden stået forsvarsløs. Hun var blevet skubbet, ramt, ikke voldsomt, men akkurat nok til at hun havde mistet balancen og nu svævede, fri af jorden, i et rum af usikkerhed og bange anelser, for hvem eller hvad ville hun ikke ramme på sin vej ned. Kvinden er det sorte punctum i en verden i balance. Hun vil noget andet, et andet sted.
