Banaliteter med et beat – kapitel 17
”Hvor vover I!?” Et retorisk spørgsmål udspyet med galde og vrede, men også gråd i stemmen, en bitter hvæsen, en direkte anklage mod en forældregeneration, mod alle, der var i live, og som havde handlet, som de havde handlet, eller ikke handlet, før, og efter!, der blev sat ord på det, som allerede eksisterede i bevidsthederne. Mod de forældre, der havde opdraget hende og hendes generation, kultiveret dem til blind forbrugerisme. Og i særdeleshed mod politikerne, der havde haft magten til faktisk at gøre noget, men intet havde gjort.
Greta Thunberg, den sekstenårige pige, der senere som ung kvinde skulle blive oprørsbevægelsen Jeanne D’Arc, havde raset; hun var ikke skuffet, hun var edderspændt rasende, på alle magtmenneskerne, der havde levet før og tog skylden på sig blot med en indifferent, nonchalant hovedrysten. Sådan havde det i hvert fald set ud for svenskeren og alle de andre mennesker, der var fremtiden, og som nu frygtede for deres tid efter; ”efter hvad?” blev de spurgte af de voksne, ”efter jer,” lød svaret mere eller mindre diplomatisk. Men de råbte forgæves gennem en mur af vat; for nogle havde det føltes, som om historien om fremtiden allerede burde skrives i hermetisk lukket datid; ville der overhovedet være noget tilbage at skrive om, nogen at skrive til?
Thunberg var for de voksne blot en pin up, et håndgribeligt objekt for medierne at skrive om, en arrig grimasse, der gjorde sig tabloidt godt på alverdens forsider; erkendelsen af, at hun var et koncentrat af adskillige generationers harme, var det sværere at nå frem til. For de voksne var hun oprøret; ingen så isbjerget under vandspejlet.
Statsledere, politikere over hele spektret, skolelærer, pædagoger og politimænd, arbejdsløse og arkitekter, voksne af enhver art, dog ingen under halvtreds, havde forsøgt at mane til ro, men bedrevidende og med en misforstået, dybest set illegitim autoritet; de tilhørte det, der havde været, det som havde slået fejl. Og som nu viste sig at have vidtrækkende, alvorlige, eksistentielle ligefrem, konsekvenser for tiden efter.
Noget mente man dog, at der blev gjort; man klimakompenserede i et væk, betalte sig til en pletfri samvittighed og nogen for at plante et træ, når man satte sig op i flyvemaskinen til Bruxelles eller New York. Som når man i middelalderen havde gjort sig skyldig i at kigge lidt for lystigt på naboens kone, eller det, der var værre, og derfor havde set sig nødsaget til at betale for sine synders forladelse, i kirkekassen. Som om alt så herefter var fryd og gammen. Konen eller husbonden var sgu da ligeglad; naturen var indifferent. Når man smed penge i den systematiserede syndsforladelse, var det tom gestik, en doven undskyldning for sin grundlæggende ligegyldighed. Regnskabet kunne ikke bare gå i nul! Man skulle udlede mindre, end naturen faktiske havde brug for; der var så rigeligt i forvejen. Glashuset omkring menneskene var i udgangspunktet på vej til at blive en trykkoger, og denne for fremtiden lidet ønskværdige tilstand var man altså villige til at lade sig nøjes med. Man ville jo på sin vis også og højest sandsynligt være væk, datid og afsluttet, når lokummet for alvor stod i flammer.
Hensynet, hensynet, mente man, til bevarelsen af den vækst, som var det, kapitalismens ene øje kunne se – ”man kan ikke bare bremse udviklingen,” blev der sagt, ”vi gør det også for jeres skyld!” – havde så absolut førsteprioritet.
Ingen forstod alvoren, ingen fattede, at kahyttens bourdoir var væk, at man nu bare sad på en flydende dør, som før havde ledt ind til kahyttens lille aflukke, hvor civilisationens damer havde kunnet nette sig, afsides; decimeret til et stykke drivtømmer i oprørt hav. Ingen fattede det; at druknedøden var et nært forestående endeligt, var ubegribeligt; hele skibet lå faktisk allerede med røven stikkende op ad vandskorpen. Og flere af de voksne mænd på magten havde ikke blot nøjedes med en indifferent, nonchalant hovedrysten, de var ligefrem trådt i karakter som fædre. Hvad bildte hun sig ind? Respektløst!
Måske var det udtryk for en i mennesket særlig, men dog naturlig indlejret trods, der voksede frem, når alting fossilerede definitivt: Jo højere, jo mere panisk ungdommen råbte, jo mindre lyttede de, der var ældre, de, der var eller kunne være de unges forældre og bedsteforældre, eller værre endnu, jo mere blev der foregivet en bekymring, klimaflad! Jo flere gange videnskaben anskueliggjorde katastrofen, at man stod midt i den, jo mindre tydeligt kunne man se den, gennem kulturens tågeslør, jo mere slog man det hen som noget, noget man en gang om året kunne diskutere på et møde mellem nationer, hvor hovedtelefonerne og translatørernes mediering lagde en komfortabel afstand til virkeligheden; hvor man kunne få sit på det tørre, sige de rigtige, bekymrede ord, inden man hastede videre, hjem til sit nationale parlament, hvor der var andre, mere og anderledes præsente og konkrete og derfor vigtigere ting på dagsordenen. Ting, man kunne forestille sig. Alle skulle jo vælges, også næste gang.
Selvom Australien stod i flamme, og det mærkbart var blevet varmere, også i Skandinavien, var klimakrisen, den globale opvarmning, drivhuseffekten, hvad end man nu, i de industrialiserede vækstnationer, kaldte den til svingende tider, stadig kun en abstraktion, noget man talte om.
Selv blandt de unge, i hvert fald de gamle af de unge, var det svært at forestille sig en anden verden, at forestille sig en verden uden alle forbrugsobjekterne; et liv uden en bil var et ufrit liv, uden tøjet, som gjorde én i stand til at være sig selv; produkterne, forbruget var en menneskeret – jagten på lykke foregik ikke med det offentlige – bilen var frihed, billige flyrejser lighed. Og broderskab? Fuck broderskab; det var individet, det gjaldt! Stod man sammen om noget, var det om retten til at forbruge.
Det var de gamle hippiers sejr ind i helvede.
At skulle fralægge sig alt dette føltes som en fornuftsstridig regression tilbage til en ufri verden før artefakterne og maskinerne, der inkarnerede vestlig frihed og demokrati, alt det man med vold og magt havde forsøgt at eksportere til de, i de vestlige, socialliberale demokratiers øjne, laverestående kulturer.
De unges vrede, frygtsomme oprør med dette frihedssystem – de følte sig truet på selve deres eksistens – var for de voksne uforståeligt, ingen kunne for alvor begribelig endsige forestille sig en verden, der ikke kørte på vækst, frihed og fossilt brændstof. At give afkald var utænkeligt. Man var ikke i stand til for alvor at forestille sig det. Ingen forstod radikaliteten af de unges oprør, de ville samfundsomstyrtelsen, ødelægge for at kunne lade gro vildt og stå til, en langt mere radikal frihed end de voksnes forestillinger om den personlige stræben mod at blive sig selv.
Historikere ville adskillige årtier senere udpege Thunbergs tale ved FN’s klimatopmøde i 2019 som anstødsstenen, gnisten, der antændte en global borgerkrig. Men det var snigmordet på hende elleve år senere, der fik verden til at kæntre.
Vil barnet vende sig imod os; hvad bliver dets tilknytning til os? Det er et menneske på prøve, ligesom vi er på prøve, som mor og far, i barnets spæde univers. Vil det indse vores utilstrækkelighed, vores konstruktioner og ideers manglefuldhed, frit svævende i et irrealt cyberspace, og starte en revolte, i sandhedens tjeneste. Skal mine forestillinger vise sig profetiske.
I starten talte man om grænseoverskridende hærværk, skyldige drengestreger. I Skandinavien startede det med rød maling og et forsøg på at oversvømme det svenske parlament, Riksdagshuset i Stockholm, siden blev kulkraftværker, i Danmark først og fremmest, forsøgt barrikaderet. I Sao Paolo, Paris, flere steder i Østeuropa, i London og Washington gik det anderledes voldsomt for sig; ungdommen gik på gaden, bevæbnet ikke bare med skilte og slagord, men også med kalashnikovrifler og gasmasker; ingen var forberedte på aggressionen. Det endte ofte med blod i gaderne; militær blev sat ind. Og Statsmagterne svarede endegyldigt igen med præventive dronehære.
Nogle af de voksne, typisk dem, der selv følte, at de havde været med til at ændre verden til det bedre i 1968 og de facto indføre selvrealisationen som et frihedsideal, mente godt nok, at det var et sundhedstegn, at ungdommen nu igen og endelig havde fundet noget, en sag at kæmpe for, ligesom de selv havde kæmpet. Men efterhånden som bomberne begyndte at sprænge – hele lufthavne, bilfabrikker, kraftværker forsvandt – og koste menneskeliv, begyndte de voksne for alvor at indse, at man havde opfostret en fjende. Man begyndte at tale om generation terror, the mistanke generation, le génération faux, la generación miedo, generation gefährlich; prædikaterne befandt sig alle i det semantiske felt omkring ”fejl” og i yderste instans ”farlig”!
Forældre slog hånden af deres børn eller, og det var nogle gange problemet, nok mest de andres børn. Og magten havde intet hverken hørt eller forstået; revselsesretten blev genindført overalt, som et påbud, den kriminelle lavalder afskaffet, verden gik i krig mod en generation!
Problemet var bare, at der ikke kun var tale om én generation, og barn-voksen-modstillingen var et medieslogan; opstanden bestod både af de fjortenårige, de femten-sekstenårige, men også alle de voldsparate 18-årige mænd og kvinder, der egentlig stod klar til at skulle aftjene deres værnepligt og siden indtage universiteterne, læreanstalter af enhver art. De unge var med andre ord fysisk overlegne; alle de nogenogtyveårige, der klart følte, at også de havde en anpart i oprøret. Og store dele af de 30-40-årige, som var dem af de voksne, der nok ville have haft den største chance for at slå oprøret ned i kamp, var mest af alt dybt forvirrede; hvis ikke de faktisk var forældre til en klimakriger, måske to, var de ofte bare ikke så gamle, at de vidste præcis og skråsikkert hvor de stod, med fortiden eller fremtiden. De følte sig ikke unge nok til at påtage sig nogen offerrolle, men mange, de fleste nok, sympatiserede endog meget stærkt med de unge. De, der valgte at stille sig på de ”voksnes” side, var til gengæld bandsatte. En ting var dog sikkert: De var, hvordan man end vender og drejer det, blevet født ind i det tyvende århundrede, på den forkerte side af årtusindskiftet.
Og problemet var netop, at man forsøgte at føre krig mod fremtiden. Med tiden vinder fremtiden altid.
De voksne var dog fast besluttet på at lægge oprøret ned og bevare status quo, eller det vil sige, de voksne der bestemte; ude blandt de almindelige lønslaver – og til syvende og sidst også blandt de indflydelsesrige, og blandt dem, der med penge postulerede magt – herskede der en frygtsom forvirring. Mennesket er ikke et dyr kun drevet af instinkter. Mennesket spiser ikke sit afkom, når ungerne bliver en trussel. Sønnen derimod har ret til at slå sin far ihjel, det er meningen, det er naturligt, kunne man svagt høre som et rungende ekko fra de tomme haller, der engang husede de humanistiske universitetsuddannelser, som en reminiscens af den østrigske læge Sigmund Freud. Nu stod man pludselig i en situation, der fordrede det stik modsatte, i virkeligheden, hinsides nogen symbolsk orden. Og dét var naturstridigt.
Jeg ville aldrig.
Så magten - i Danmark først og fremmest repræsenteret af en helt igennem åndløs regering, Dansk Folkeparti havde som det regeringsbærende parti indgået et uhelligt, trumpistisk partnerskab med Liberal alliance - måtte forlade sig på gamle dages digitale teknologier. Dronerne og robotterne, de avancerede regnemaskiner, man betegnede som kunstig intelligens, gjorde bare ikke altid, hvad man troede, man havde givet dem besked på, og teknologien var i alle tilfælde stadig på fosterstadiet. Det gik tit galt: Robotter, der selvdestruerede, små såkaldte nålestiksdroner, som med grinagtig, insisterende maskinel autoritet forsøgte at tilbageholde sine større artsfæller, lov og orden-androiderne, som på få sekunder kvaste dem med deres metallisk-elektrificerende knipler.
Der indfandt sig dog også, mere eller mindre utilsigtet, virkelige tragedier, som langt overgik det forfærdelige og vidunderlige århundredes grusomme, kynisk rationelle halvvejsmærke, hvor man systematisk havde forsøgt at udrydde et helt folk; en hær bestående af millioner og atter millioner af nanodroner præsterede praktisk talt på verdensplan at udrydde størstedelen af medlemmerne af op til flere generationer. Antallet af dræbte havde været langt, langt højere end forventet, aktionen skulle blot have tjent til at afskrække, ikke udrydde, men da dronerne først var blevet spredt som pollen i luften var det allerede for sent; algoritmerne havde været fejlbehæftede.
Drømmer jeg et mareridt, hvorfor tænker jeg dette; jeg lever et mareridt, mit livs ledsager: Algoritmen har været fejlbehæftet; sorte synapser styrer ham frem mod undergangen, og hans krop gør intet for at afvise forbindelserne. Er barnet hans redning, vores? Er børnene? Eller vil de, berettiget eller ej, vende sig mod os?
De børn, der var blevet født i årene omkring 2009-2010 kom senere til at gå under det triste, men ikke helt retvisende kaldenavn Medea-generationen. Morderen var langtfra nogen grædende moder; massakren var dog sket med en generation af mødre og fædres stiltiende accept. Den storskrydende rigmandssøn Donald Trump, som af titel var præsident i USA, havde ikke været bleg for misforstået at udnytte situationen og udbasunere, hvordan han, med resten af verdens ubetingede accept, havde givet ordren, trykket på den store, røde dommedagsknap og reddet verden. Hvis ikke i andres så i hvert fald i egne øjne; han udtrykte dog sin medfølelse med alle de forældre, der havde mistet; han var trods alt også, en slags, far, lød udmeldingen fra Det hvide hus.
Sommerfuglene i Brajčinodalens middagshede luft omgiver mig og hvisker de smukkeste fremtidsminder; tør jeg tro dem?
Ingen ville høre det udsagt, ingen havde lyst til at blive konfronteret med det. Og det gav massivt bagslag og vendte i det hele taget folkestemningen til de unges fordel. Flere og flere voksne erklærede brødebetynget deres støtte til de unges kamp; moralsk stillede de sig på de unges side, men også hyklerisk. Det var kun de færreste, der faktisk stillede op til kamp endsige valgte at sadle om og tage toget eller måske ligefrem gå på arbejde.
Men i vingeflimmeret ser jeg kun et sitrende mørke.
HAN havde magten, han havde taget magten, etableret et skindemokrati, der altid lod tronen tilfalde ham, det store savlende udyr; som en kæmpe blæksprutte omfavnede hans tentakler menneskenes enorme, luksuriøse krydstogtskib, trak det ned i dybet, mørklagde verden i en oliesort tåge, som en forsmag på den afgrund, der snart ville blive deres hjem for bestandigt; tentaklernes kødfulde sugeskiver, der holdt skibet fast i et jerngreb og til tider, klæbende, gled henover de tommetykke, panoramiske plexiglasruder, var det eneste frygtelige bevis på, at der stadig eksisterede en verden udenfor. Og bourdoiret? Bourdoiret var blot et minde om bedre tider.
Apokalypsen ligger i mig, jeg er drevet af den, min mand har kurs mod en, selv for ham, ubestemmelig afgrund, han er en afgrund, jeg næres af det, trives i det; som en skarabæ skubber jeg pligtskyldig undergangen foran mig, jeg kan ikke bryde lænken, der binder mig til lorten.
Men jeg vil jo ikke. Jeg foragter det. Jeg kan ikke lade være, jeg kan ikke stikke af fra det. Nej, jeg vil noget andet, jeg vælger noget andet. Jeg vælger at se noget andet.
I vingeflimmeret trænger lyset igennem, og fremtidsbilleder fremkaldes i en gennemlysning af vingernes skrøbelige celluloid, billeder af andre verdener, imaginære fremtider, som, berettet nu i pluskvamperfektum, kun har betydning i en drømt tid, i et tankespind.
Men jeg vælger at tro på billederne, jeg stjæler dem i irrealis; at min mand ikke vil bære sin sygdom som en martyrisk tornekrans ind i døden, at han vil smide det psykiske åg, som sklerosen er, og vende tilbage; at menneskenes verden ikke skal dø, selvom der denne gang ikke blot er tale om et par individer, som ikke må trykke på en atomar dommedagsknap – ingen er trods alt så hjerteløse og stupide – men en hel verden, der skal forandre sig, milliarder af mennesker, der skal lægge armene om hinandens skuldre, på tværs af alt det, der skiller dem ad, indse forandringens imperativ og ændre deres verdener simultant og radikalt; selvom udfaldet giver indlysende sort mening, vælger jeg at tro. At tro med vidt åbne øjne, på fremtiden, på børnene. Troen er vores privilegium, vores udfrielse. Jeg vil fortælle en anden, en bedre historie.
Når sommerfuglen med sit billedsprog // kan overleve bedre ved at stjæle, // hvorfor skal jeg så være mindre klog, // hvis det kan dulme angsten for det øde // at kalde sommerfuglene for sjæle // og sommersyner af forsvundne døde.
Og sommersyner af fremtidens sjæle, i dans gennem skove, skudt op gennem asfalt, der før var boulevarder og torve. En saligørende fantasi. Hvem ved?
I det lange løb var menneskebørnene bare smidigere i tanken, mere intelligente end både droner og præsidenter. Og mennesket, forældre og børn, kunne i sidste ende indtage sin plads i biosfæren, i den evigt cirkulære bevægelse fremad. Så en ny verden kunne få lov til at blomstre og gro. En sommerfugledal af liv, tro og håb og kærlighed.
