Banaliteter med et beat - kapitel 18
”What’s up, hvad siger Hubbi?! Hvad siger du til det? … What the fåååårg, hvor gammel er det lige, hun er? WTF!!!”
Første gang nærmest synger han det åbne å, anden gang udråber han ordene; han siger ordene, ikke bogstaverne, men hårdt og bestemt, som i udråb. Og man ser forkortelsen for sig som versaler i en SMS.
Efter den chokerende bekendtgørelse, der tvang Hubbis samtalepartner ud på et overdrev, hvor førstesproget ikke længere rakte, bliver der ørenligt bedt om en status: ”Jeg sidder i toget,” svarer han, lander kortvarigt i sig selv, uden for sig selv i affekt, fattet, men vender hurtigt tilbage til kvinden eller pigen. ”Det er jo helt væk! Hvornår skrev hun det?” Og senere i en storslået finale fyrer han alle kanonerne af: ”WTF, mand! Fucking klamt! Det jo total outrageous! Hallåå brotheeeer!”
Udtalen er rusten, dyb og afmålt, og effekten udebliver ikke, da den afsluttende stavelse med twang og musik bliver sunget ud.
Kvinden forsøger forgæves at stykke billedet sammen. Hun har svært ved at tyde den amerikanske lingo, er det sjovt eller forfærdeligt? Taler de to drenge om et fredagsligt overgreb, en afvisning, var ”hun” for ung, eller opførte hun sig bare umodent, upassende. Gjorde han? Eller de!? Eller er det hele bare en leg, en voksenleg, et blik, måske en venlig tiltale, der er blevet til noget mere og sjovere, i overensstemmelse med filmen, der spiller på drengemændenes fælles, indre lærred.
Men følelsesstrømmene, der løber under samtalen, er usynlige, skjult bag den storskrydende fernis. Mandedrengen griner med tænderne og taler højt, viser sig frem og pisser kupeen af som sit domæne, ordene i udråb som imposante halefjer, potens, dominans, kontrol. Han kan tillade sig det. Det er ikke ham, der har fucket op, who’s fucked up. Han er kulørt, kontant og kompetent, kompetent, kompetent som en Ironman, en no bullshit-type i kød og kalk, vand og blod. Han arbejder effektivt, løber, kæmper og knepper uden at se sig tilbage, effektivt, altid som en af morgendagens ledere. Han har i hvert fald ikke noget i klemme nogen steder.
”Stakkels pige, ” konkluderer kvinden for sig selv, en smule skræmt, i en stille hvisken indeni. Hun kigger fraværende ud gennem togets vindue, udspændt af braklagte marker, birketræernes gule og røde plamager af løv, et arvæv, der som en sidste krampetrækning forsøger at holde sammen på livet inden undergang og genopstandelse. Men Hubbi og drengen i den modige skjorte med afbleget, surferlangt modehår invaderer efteråret og eftertanken, eftertænksomheden. Og godt det samme.
Det er ham og Hubbi, der holder hende fast i verden, hos babyen, hos manden. Lige nu. Gudskelov for Hubbi, kvinden elsker ham og hans idiotiske ven, jordbundne, svinagtige engle. Hun glemmer sig selv.
Station. Alene igen.
Livet er en rejse mod én selv, mod at få sig selv til at give mening, vi forstår bare ikke, at målet er irrelevant, det er irrealt, det er vitterligt rejsen dertil, der nødtørftigt optegner konturerne af os. ”Jeg” er et fatamorgana; man kan ane det i horisonten, altid kun lige akkurat inden for rækkevidde og lige nøjagtigt uendeligt langt væk. Det perfekte findes ikke, det superlative overhovedet ikke, kun bestræbelserne på at nå dertil, hvor det så end er, er virkelige!
Og man fortsætter jagten, ubønhørligt; men ingen når derud; derud, hvor ens selvbillede korresponderer fuldstændig med virkeligheden, hvor man bliver den, man er; i hovedet. Er man heldig, lykkedes det én at få skabt sig en så komfortabel tilværelse, at målet bliver ligegyldigt, at man glemmer, hvad det egentlig var, man ville. Kliche!
Eller også efterrationaliserer man. Man genfortolker, hvis ikke man ligefrem genfortæller, virkeligheden, i fuld overensstemmelse med den, man synes man er. Nok de fleste. Vi lyver 18 gange i timen.
Manden bandt i hvert fald dagligt sig selv historier på ærmet. Men også Thomas og Therese var fulde af løgn; de forestillede sig at have kontrol, men sammen stod de på et vaklende korthusfundament, hvor nok så mange penge om måneden ikke rakte nogen steder, altid på nippet til at brase sammen; og kvinden; kvinden havde alle andre, som ikke var blevet indlemmet i hendes sfære, hvor alting bare forvitrede og fordærvedes; de unge kvinder, piger velsagtens, der indtog hovedrollerne i Hubbis fantasmagorier, stod udenfor; Hubbi og ham den andne, som hun ikke kendte, den unge, trinde pige pa kaffebaren, der myndigt havde irettesat en jævnaldrende kollega. Hun havde tydeligvis haft en højere anciennitet; ”en slags mellemleder” kunne hun godt finde på at benævne sig selv, når en fjern, næsten ukendt tante til familiefesten pligtskyldigt og helt efter drejebogen spurgte ”nå, og hvad laver du så?”. Af mangel på bedre. Selvfølgelig. Og dog ikke uden en vis stolthed. Kvinden stod uberørt udenfor. Undervejs. Intetsteds.
”Ej, putter du så meget pesto på!? Så har jeg jo ikke noget til på mandag,” havde mellemlederen sagt.
”Er det for meget?” spurgte en lyshåret, klart mindre erfarne kollega ydmygt og med chokket dirrende i stemmen.
”Arj, når jeg kommer tættere på, er det måske ikke så meget.”
I kvindens hoved var det dem, surferven og Hubbi snakkede om i telefonen, voksne pigekvinder til pubertære drengemænd, de er store, verden er lille, kvinden endnu mindre, en skygge blot. De var på vej. De løj for sig selv 18 gange i minuttet. Livet er endnu langt, når man er 18.
”Jeg må faktisk ikke tage imod din ansøgning, du skal ansøger på nettet?” fortalte cafebestyrerinden den slaskede fyr med Eastpak og 18 år cv’et. ”Nå okay, na ja, det giver også mening, klart nok, ja. Det gør jeg så,” lød det voksent i en voksen samtale, inden han igen slaskede ud af butikken.
”… han virkede da meget god, vi har også brug for en med styr på tingene,” kom det prompte fra den lyshårede, da døren smækkede i bag ham. Bestyrerinden hørte hende ikke eller også ignorerede hun hende bare: ”Det, jeg savner allermest, er kransekagerne,” svarede hun henført på et spørgsmål, ingen havde stillet. ”Dem. der bliver leveret, er da meget bedre end dem der,” følger den lyshårede op mirakuløst uden at bide sig videre fast i den indirekte negligering, den slet skjulte påmindelse om det usynlige hierarki, der herskede i kaffebaren, i sin løgnagtighed ganske sand, klaustrofobisk uden alle omstændigheder. Den lyshårede ænsede det ikke, men mærkede det alligevel som en unævnelig skruetvinge, der tvang tanken. Kvinden hadede pigen.
