Gå til hovedindhold

Banaliteter med et beat - kapitel 8

Blog post by

København 2022

Det vakte stor opstandelse verden over, journalister og kommentatorer mistede besindelsen. I vantro forbløffelse. Der var ingen af kritikerne, ikke engang de allermest moderate, som rigtig kunne finde ud at være lykkeligt overrasket og faktisk glade for, at millioner af liv nu ville få fast grund under fødderne. Selvfølgelig måtte der være et skjult motiv.

Men der var ingen fordækte planer om at overtage verdensherredømmet, og den 1. april 2022 vedtog man Donald Trumps reviderede udgave af hans egen sundhedsforsikring, Trumpcare, der i årene umiddelbart efter den store depression i 2018 havde afskåret op mod 30 millioner mennesker fra den livsnødvendige sundhedssikring, så rigmanden, der i sin tid gik til valg på modstanden mod en intellektuel elite, kunne konsolidere den ægte elite, den økonomiske og den magtfulde, dens velstand.

Nu var der fuld opbakning fra Trumps modstandere i det demokratiske parti.

Nu så man pludselig, og med flere længder, Trumpcare 2.0 slå Barack Obamas vattede ditto, Obamacare alias the affordable care act fra 2010. Alle, venner som fjender, troede, det var en morbid aprilsnar.

Det var da også svært at tro andet, for det var ikke just den store altruisme, der havde kendetegnet Donald Trumps gøren og laden i de nu seks år, han havde siddet vaklende på posten. Folk havde haft grund til at hade.

Præsident Trumps latterlige arrogance og protektionistiske ”America first”-maxime havde fået inkarnationen af det til sammenligning sindige europæiske diplomati, den tyske kansler Angela Merkel, til at være særdeles og bekymrende direkte i sin retorik og vende USA ryggen. Og resten af den gamle verden var fulgt med. Alligevel eller måske netop derfor var det, to gange!, lykkedes Trump at overbevise det store, brede og vidtstrakte kontinent, the land of the free, om de andres skyld og sine egne gode intentioner. Han var jo bare én af gutterne, han var ikke for fin, han var sgu da god nok. For fanden. Jo mere han løj, jo mere sandt talte han.

Donald Trump var en sjuft. Slet og ret.

Men et eller andet sted, begravet under kynismen, lykkeridderarrogancen og hans evigt uheldige kærlighed til kvinder som ting, lå en slags sund fornuft alligevel begravet. Han havde faktisk lyttet til mennesker, der var klogere end ham selv. Og pludselig gav det hele mening, pludselig lignede det faktisk en god ide at investere i mennesker, der trods alt er grundstoffet i enhver nation.

Og ikke nok med det, klimafornægteren, der misforstået havde syntes, han kæmpede den lille mand, minearbejderens sag, og som havde pisset hele det internationale samfund og den klimaaftale, man havde indgået i Paris i 2016, op og ned ad ryggen, havde set lyset.

Nogen, en godhjertet samaritaner, en mystisk fremmed under alle omstændigheder, nogen, havde øjensynlig frelst den fregnetfede mandsling. Hans famøse motto, America first, var af uransagelige årsager blevet forvandlet til climate first. ”Orl lajvs madr,” kunne man nu høre ham sige i taler til ikke alene nationen, men til hele verden, alt inklusive den tyske kansler.

Hvem skulle nogensinde have troet det?

I hvert fald ikke manden, der, ligesom det store flertal af øjensynligt dannede europæere, havde hadet businessbossen med den klistrede, orange candyfloss-frisure, det infamt brede, grotesk savlende hageparti, der talte i snøvlende lange vokallyde, opkomlingen, der havde fået livet og fremtiden serveret på et sølvfad, den fulde onkel, bodegakrigeren, lederen af den frie verden.

Men for manden var hadet til Donald Trump også en forløsning. Når det gjaldt svigt og amoral overgik Donald Trump på alle måder manden, Donald Trump lod ikke engang til at have en dårlig samvittighed, han gjorde bare det, der lige faldt ham ind. Han var blevet kaldt en syvårig ved verdens rorpind, med kurs mod afgrunden. Og han var ligeglad. Sikket imbecilt røvhul!

Når manden hadede Donald Trump, slap han et øjeblik for at hade sig selv. Men nu var også det slut.

Nu vidste han ikke, hvad han skulle gøre af skammen over sin egen megalomani, hvad han skulle gøre af sig selv, nu var der intet til at pege væk fra ham selv. Nu var der kun hans egen latterlige og skamfulde tro på, at han var den dygtigste, den fremmeste – i den frodige oase i den golde, uendeligt vidtstrakte ørken, mandens mentale landskab – og sygdommen selvfølgelig.

Altså, det gjorde ikke rigtig ondt, han lå ikke kronisk underdrejet. Han lå ikke just for døden, men sygdommen var kronisk. ”Du dør ikke af sklerose, du dør med sklerose”, havde været et slogan, dengang han havde haft sin månedlige gang på rigshospitalets sklerose-afdeling. Den var kronisk. Og potentielt invaliderende. Og det var nok. Manden følte sig som noget særligt. Hverken eller, men alligevel indsvøbt i sygdommens stigma.

Han hadede ikke længere sin sygdom, ligesom han heller ikke længere hadede Donald Trump. Sklerosen var i hjernens krøllede korridorer blevet transformeret til næsten en velsignelse, en trodsig livsmodig væren! En identitet. Ligesom Donald Trump, Nordamerikas cancer, som i ellevte time havde syntes, at verden skulle reddes, havde sygdommen reddet manden!

Men for verdens vedkommende var det allerede for sent. Mange mente, at man allerede på det tidspunkt for længst havde passeret the point of no return. Men i 2040’erne druknede verden ikke, i hvert fald ikke mandens verden, ikke Trumps verden. Men omkring ækvator druknede verden, den overophedede. Hvis ikke mennesker kogte ihjel indvendigt, druknede de. Det var de færreste, som klarede rejsen mod nord.

Og længst mod nord støtte man blot på mere vand og verdens kant, for på trods af en ellers ihærdig indsats fandt man aldrig løsnet. Elon Musk, geniet, stod ellers til at skulle frelse os alle sammen, men da 40’erne var forbi, svævede han rundt et sted i astroidebæltet, der drejer sundt et sted mellem Mars og Jupiter, uden den ekstra brændstofstank, som skulle bringe ham hinsides solsystemet og tilbage igen, men som eksploderede just ude af den røde planets kredsløb.

Når NASA-Space X’s medarbejdere i årene efter en gang i mellem kom til at slå ind på en forkert frekvens, kunne de høre Musks tiltagende desperation, som dog hurtig aftog, efter hans 3D-printer løb tør for pizzapulver. Hollywood-rettighederne blev straks kasseret og fornyet. Verdens undergang var en even bigger business.

Én mission var ikke nok, hvis man ville finde et nyt hjem til menneskeheden, syntes man dog alligevel. Og de fineste eksemplarer blev sendt af sted i jagten på beboelige kloder, men ingen meldte tilbage!

Manden kunne se det hele, stammerceller og bioprint, der forlængede livet ud i det uladsiggørlige, og en hensygnen, der sluttede i et mørke og afsluttede alt. Det var ånden, der mindedes femtider, og manden, i sine sansers vold, var med på medhør.

”Hvorfor gør I ikke noget, hvorfor giver I os ikke svaret?” spurgte manden desperat, da ånden viste ham fremtiden, eller hvad der lod til at være en mangel på samme. Dengang Donald Trump besluttede sig for at redde verden.

 

 

 

Thumbnail
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.