At løbe er en luksus de fleste tager for givet
Mit navn er Julia Fearrington og jeg er YOU RUNner.
Fjerde år blev lige så smuk, lige så solrig, varmere end i hvert fald sidste år og mindst lige så rørende som de andre år. Jeg støtter YOU RUN - hvert år - fordi det på en positiv måde er med til at skabe opmærksomhed om vores (og alle mulige andres) sag; sager som nemt taler sig ned i et tungt, smertefuldt og dystert hul, hvor ingen har lyst til at være, hverken os med sygdom eller dem omkring os uden. De fleste véd at sclerose og kræft og cystisk fibrose (og, og, og) er tilstande, man ikke har lyst til at ønske sig sin værste fjende… Men på en eller anden måde er det opløftende at være med til også at fortælle historien om at kunne på trods, historien om dem, der kæmper. Historien om alle de pårørende, der gør en verden til forskel. Som gør noget. Jeg tror, at vi - måske i afmagt? - har brug for at gøre noget.
Så vi løber.
Sidste år løb jeg ikke alene - min seje mor var der, alle de mange andre seje var der - men der manglede én vigtig person, fordi langt ude bøvl med kroppen grundet en langt ude bøvlet sygdom gjorde, at han ikke kunne deltage. Min ven. Det var helt forkert, at han ikke var der, og jeg var vred over, at han ikke var der. Vred på sygdommen, ikke på ham. Selv kæmpede jeg mig gennem 10 km med en nedsat venstre side, stolt og lettet over at kunne oven på det attak, der efter mange nemme år mindede mig om, at jeg havde det lort i kroppen.
Jeg kunne. Det kunne han ikke. Løb er en luksus de fleste tager for givet.
I år krammede han og jeg stort, og jeg blev fandeme helt rørt, da han med sine lange stænger og tilsvarende storsmilende gå-på-mod rykkede endnu længere frem i startfeltet. Frem til de rigtig hurtige. Jeg fulgte ham med øjnene, solen glimtede, jeg talte ned og tørrede øjnene. Afsted.
I år løb vi. Hurtigt.
