“Nå, og hvad laver du så?”
“Nå, og hvad laver du så?” Jeg sidder til pige-fnidder fødselsdags-brunch hos min lillesøster og venter på det uundgåelige spørgsmål. Min storesøster er også til stede og har allerede været i den varme stol og svaret på spørgsmål om hendes gøren og laden og har bestået big time. Min storesøster er antropolog og laver altid et eller andet nyt og helt extremt meningsfyldt, som vi ikke helt forstår men som afføder tonsvis af respekt. Min lillesøster og hendes veninder er 10 år yngre så der er forventninger til os to “gamle”. Hvad har vi nået på de ekstra 10 år? Hvad har vi af guldkorn at give videre? Hvad har vi oplevet ude i det vilde erhvervsliv, hvornår har vi sidst gjort status over livet, skiftet karrieren ud med en endnu bedre én, taget et sabbat-år og rejst rundt i Laos og Vietnam et par måneder eller bare steget et par løn-trin og fået stress? Det er i forvejen akavet med mig. Jeg har aldrig haft et “rigtigt” arbejde. Jeg er sangerinde, har spillet børneteater, passet en farm med 25 får og så forøvrigt sørget for, at hel familie både kom på arbejde og i skole samt fik mad og rent tøj på hver eneste dag. Det er vel også lidt af en bedrift? Men ikke “rigtigt” arbejde. Det var altid lettest for andre at forholde sig til sang-karrieren: “Nå, får du sunget noget?” Og så var der altid noget man kunne nævne: et kendt navn, noget med udlandsrejser, Stockholm, Cannes. Eller hvis man bare sagde ordet “studie” så var det også en slags garant for noget ekstravagant, vigtigt og boheme-agtigt. Efter jeg har fået sclerose er det straks blevet vanskeligere. I starten var det naturligvis følsomt og svært. “Hvordan går det?” får pludselig en anden betydning og “Får du sunget noget?” er i begyndelsen af sclerose-livet fuldstændig uvedkommende og en by i Rusland. Men efter noget tid, når livet vender tilbage melder de sig heldigvis igen, de andre ting, dem der ikke kun handler om at stå op og tage tøj på, passe og kramme sine børn og overleve til næste dag. “Hvad skal jeg?”. “Hvem er jeg?”. “Hvad kan jeg?” og “Hvordan kan jeg være til nytte?” Jeg er så heldig at have en mand, der har et arbejde og tjener penge. Selv har jeg haft mulighed for at hoppe ind og ud af arbejdsmarkedet - dels har jeg arbejdet for min mand i hans firma og dels har jeg kunnet tage job i en afgrænset tidsperiode. Det har givet mig en kæmpe frihed og mulighed for - ind i mellem - selv at bestemme mine arbejdstider. Men hvad med dem der ikke kan det? Hvis man helt må opgive sit arbejdsliv? Hvem er man så? Er alting så fritid? Fri tid … Og hvad skal vi så svare, når vi bliver spurgt om hvad vi laver? “Ikke noget” Og det passer jo ikke - vi laver sgu da alle sammen et eller andet, eller også er vi på vej til at finde ud af det. I en lang periode lavede jeg mad. Bagte brød og lavede mere mad. Forhåbentlig satte min familie pris på det, for der var ikke en dag uden langtidsbagte tomater, indiske balak-retter, rabarber-roulade eller hjemmelavede ravioli. Så lavede jeg da noget. Hvad siger man så, når de spørger? “Jeg laver mad” Jeg har også brugt meget tid i haven. Sået og luget, flyttet, delt og luget igen. Produceret gigantiske stribede rødbeder eller uhensigtsmæssige mængder af artiskokker. Hvad svarer man dér? “Jeg går i haven” Og så er der alle støvsugningerne, indkøbene man foretager og det dårlige TV man ser. For nogle dage bliver det ikke til mere end det. Hvis det overhovedet bliver. Det er jo derfor jeg ikke har et “rigtigt” arbejde. Fordi mine skills svinger helt sindssygt. Fra virkelig effektiv til nul og nix. Er man først noget i kraft af sit erhverv? Den måde man tjener penge på? Er vores identitet stadig så tæt forbundet med vores arbejdsliv? Og er jeg mindre “værd” fordi jeg ikke har et? Mindre interessant? Er lykke forbundet med at have travlt og med at tjene penge? Have “karriere”? Ebber samtaleemnerne ud, når der ikke er job, løn og anciennitet på tapetet? Jeg skal ikke være hellig. Jeg gør det selv, spørger folk hvad de laver og hvordan det går på jobbet. Det er jo en rar måde at snakke om noget der ikke går alt for dybt og er ikke er alt for personligt til at starte med. Det er en god ice-breaker og man får tid til at vurdere om man vil blive mere privat og hvor nysgerrig man egentlig er. Vi er så bare nogle - eller ret mange - som af alle mulige årsager ikke lige har det arbejde, det er nemt at smalltalke om, men så er der da både vejret og børnene. Og for mit eget vedkommende vil jeg lige slå fast: jeg hyggesludrer ikke specielt gerne om sclerose, hvad nogen ind i mellem synes at tro. Tilbage ved fødselsdags-brunchen kan jeg mærke at jeg snart skal hjem. Det har været hyggeligt - fuld af klukkende unge kvinder og jeg har zig-zag’et finurligt udenom både det endegyldige spørgsmål og sygdomssnakken, så nu skal jeg lige hjem og hvile mig lidt inden jeg fortsætter med bare at være mig og forsikre mig om, at det, i sig selv, er interessant nok. Og at man kan være et nysgerrigt, undersøgende og videbegærligt individ uden at have et rigtigt arbejde, det er sikkert. Vi har jo tiden til at læse tykke bøger, følge med i nyheder og mene alting om alting - bare spørg min familie …
