Gå til hovedindhold

Barcelona

Blog post by
Jubii, jeg gjorde det!   Jeg knytter næven til sejr og klapper tilfreds mig selv på skulderen. Turen til Barcelona er bestilt – tre dage sammen med mine to store sønner på henholdsvis 18 og 21 år. Jeg er vant til at rejse i bil og fly med min mand eller en veninde, og ofte til steder jeg kender og er tryg ved. Men nu skal vi tre alene til en storby – Barcelona!  Det har taget mig flere uger at kigge på flyafgange og maile frem og tilbage med hotellet, men nu har jeg trykket på "køb"-knappen i en sen nattetime. Men tvivlen har hele tiden naget: Hvornår er det godt at bryde sine grænser og tage en udfordring op? Og hvornår skal man sige: "Jeg tror, det er bedst for mig at blive hjemme …"? Vil jeg lande i København efter rejsen og tænke: Yes, godt gået, Misen! Og vil det i så fald have været turen værd?   Tankerne har snurret, men nu er det gjort, og jeg er pave-stolt.  For det er jo aldrig til at vide, hvordan man lige har det i morgen, næste weekend eller til næste sommer, for den sags skyld. Det er jo det, vi lever med, os med sclerose. Vi ved ikke, hvordan livet ser ud om lidt. Og hvis man spørger folk, som ikke har sclerose, om de synes, en Barcelona-tur er en god ide, vil de formentlig sige:   "Neeej, hvor lyder det skøøønt! Af sted med dig, og det kan kun gå for langsomt!"   For i deres verden skal man ud og hen og op og længst og mest og størst. Det er godt. For dem. Måske. I min verden skal jeg bare prøve at have det godt. I dag. Og om lidt.  Og selvom jeg er mere end tilfreds med at have taget en for mig stor beslutning, er der også de knusende øjeblikke, hvor jeg tænker shit, det her var en dårlig ide. Men jeg besinder mig, nægter at tage sorgerne på forskud og gør i stedet det, der tit er min redning: Jeg planlægger! Jeg visualiserer og strukturerer. Og det er jeg blevet god til.   Jeg finder hotellet på kortet. Hvor langt er der til en bus? Hvor holder taxaerne i lufthavnen, og hvad koster de? Jeg printer ud, bestiller sightseeing-dobbeltdækker-bus og studerer ruter. Ser fortovscafeer for mig i stedet for bjergvandringer, og soldækket på turistbussen i stedet for trappefyldte metroer. Pludselig kan jeg næsten mærke solen og smage kaffen … Og det er en anden vigtig benzin i mit liv - de ting jeg kan glæde mig til. Store som små - rejser eller kaffe. Men bekymringen vil ikke forlade mig helt endnu. 

Dele-ansvar

Jeg er faktisk lidt nervøs for at være eneste voksne og dermed chef for den gode stemning på turen. En aften inden afrejsen lufter jeg min bekymring for William på 18 og fortæller ham, at jeg synes, det er svært at være alene om at tage ansvar for, om det bliver det, vi alle tre vil huske som "en god tur".  "Mor, Magnus er faktisk 21, og jeg er 18. Nu er det da også vores ansvar, at det bliver en god tur," svarer han.  Og selvfølgelig har han ret. Lille dumme mig. Selvfølgelig er det ikke kun mit ansvar. Hvis man nu kunne lære at læne sig lidt tilbage og ikke have en mening om alting (men det er lidt svært i min familie), og lade andre tage (med)ansvar, ville alting nok være lidt nemmere. I det her tilfælde er vi jo tre om at tage ansvar for den fede tur. Og det bliver det – en fed tur. Mine to sønner er gode rejsekammerater. De er vokset op med mit tempo og stiller aldrig spørgsmål til det. De stikker bare albuen ud, så snart vi stiger ud af bilen eller flyet, så jeg kan holde fast, og så snakker vi videre om vigtigere sager såsom, om vi skal tage kaffen nu eller senere, hvad vi mon skal have at spise i aften, og hvilken bog har vi senest læst. Sådan. Det er nemt og ukompliceret.  Vi bor på tremandsværelse midt i byen og har aftalt, at vi kun vil se ting udefra, og at vi ikke vil have travlt. Vi køber hver en todages turistbillet til dobbeltdækkerbussen og kører rundt på øverste dæk med solbriller og ser Gaudis bygningsværker, Det Olympiske Stadion og alle de seværdigheder, der er listet i vores rejsebog. På havnen dalrer vi lidt rundt, det går fint med to unge mennesker og et par vandrestave, drikker varm kaffe og boblende cava, og på Plaza Real spiser vi paella. Jeg stresser lidt op i den lange kø til turistbussen, for alle har sjovt nok fået samme ide som os og vil sidde på øverste dæk. Men så siger de kloge drenge:   "Mor, det her er også Barcelona, og man kan lige så godt opleve noget i køen som andre steder."   Jeg sænker skuldrene, finder en bænk i solen og lader de to om at holde køpladsen.   Rejsen bekræfter mig i min metode: Hvis jeg nøjes med få, men vel udtænkte punkter på dagsordenen, og hvis der er nok hyggepauser i løbet af dagen, kan det snildt lade sig gøre. (Det samme gælder jo egentlig herhjemme). Andre har sikkert deres måder, men den her er rigtig for mig.   Tre dage senere lander vi smilende og mætte på oplevelser i Kastrup og taler allerede om, hvor vi skal hen næste gang. New York måske?
Thumbnail
4 Kommentarer
notamember
Marianne - 13. marts 2014
God tur !
notamember
Mari - 14. marts 2014
Jeg har ikke sclerose. Og gudskelov for det. Men jeg har også dårlige dage, ondt i nakken dage, dage med humørlyset skruet ned, dage hvor jeg er nede på energi og kræfter og ikke kan det jeg gerne vil. Dage hvor jeg føler mig glemsom og gammel før tid. Dage hvor jeg er topstresset og ikke kan se, hvordan jeg nogensinde skal klare det jeg skal. Dage der er 'for meget af det gode'. For meget af det gode - det er måske netop det, der kan gøre mig så træt, selvom jeg ikke er syg. Jeg kom til at tænke på det da jeg læste det du skriver om, at ikke-sclerose-folk har travlt med at ville så meget, længst ud og højst op. Den sygdom har jeg! Jeg skal i hvert fald helst nå en del mere end jeg kan og klare en del mere end jeg kan nå. Og har giga ambitioner om fantastiske dage, når jeg er på rejse. Især når jeg er på rejse alene med mine børn. Jeg er jo rask og stærk og kan det hele. Heldigvis har jeg også nogle meget kloge børn, der ved jeg ikke kan det. Og som kender mine ambitioner om altid gerne at ville være mere end jeg er og kunne mere end jeg kan. Som smiler ad det og tør tale om det; det er min redning hver gang:). Nå men tak for din skønne blog. Det var dejligt lige at være med på jeres tur, og næste gang jeg selv skal afsted tror jeg, at jeg vil... ja jeg får nok ikke tid til at planlægge så meget, men jeg vil planlægge at drosle ned på ambitionerne om at nå ekstremt langt og tårnhøjt. Kaffe i sol lyder rart. Knus
notamember
jakob Andersen - 20. marts 2014
jeg vil bare sige at jeg synes det er fantastisk at læse om den rejse,meget inspirerende at få denne rejsebeskrivelse leveret med både overskud og humor ! Mere af det!!
notamember
Anette - 30. april 2014
Herlig historie og gode overvejelser - har selv været i Barcelona med familien og en "vennefamilie" - vi havde en herlig tur - børn/unge og voksne - MEN, jeg synes det lyder som om, du og drengene har oplevet at nyde turen og slappe af - så godt - vi glemte at slappe af og var mere trætte, da vi kom hjem end, da vi tog afsted - så hov, jeg tror, vi vil prøve din model en anden gang.

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.