Det går vist ned ad bakke, hva’?
For et par uger siden på vej til træning møder jeg Mia i porten. Hun er en ung, sød pige på mit sclerose-hold, som jeg har trænet sammen med igennem flere år. Mia har det tydeligvis ikke godt. Hun halter, og jeg går ud fra, at det er sclerosen, der driller. Hun ser ikke glad ud og ligner noget, der bare vil hjem.
"Hej Mia, hvordan går det?” spørger jeg – måske med lidt for megen optimisme i stemmen.
Mia erklærer hurtigt, at hun ikke er tilfreds med tingenes tilstand. Nu havde hun lige satset på en dejlig ferie, og så gik alting galt ...
Jeg forsøger at mande mig op og siger ”øv" og "ej, hvor irriterende" efterfulgt af nogle moralsk trøstende og opløftende bemærkninger. Da jeg går derfra, er jeg egentligt ret tilfreds med min støtteindsats og en smule stolt over mit overskud til at bære min egen sygdom og samtidig være favnende og rummelig over for andres. I de følgende dage føler jeg mig tip-top, og da jeg ugen efter møder hende i porten – samme sted, samme tid – har jeg stadig optur over min generøse indsats ugen forinden.
Det er onsdag morgen og blæsevejr. Jeg ligner ikke ligefrem en million, men jeg har lige investeret i nye træningsbukser, og dem er jeg ret glad for. Mia ser desværre stadig forpint ud, men jeg øser gerne ud af mit overskud ved at spørge ind til hende igen i dag. Pludselig forklarer hun noget omkring en klemt iskias.
"Nå, siger jeg skuffet, da jeg desillusioneret må erkende, at kvinden slet ikke er ramt af den store, stygge sclerose, som jeg har troet.
Hun har ganske enkelt ondt i r…! (Ikke at det ikke også kan være smertefuldt, men den slags går jo over igen).
Jeg prøver mig dog straks trøstende frem og får sagt kloge ting som:
"Ej, hvor dumt," og "du har vist fortjent et glas rødvin i aften," imens jeg kæmper med min balance i den lidt vindblæste port, vi befinder os i.
Jeg venter på et velfortjent, anerkendende blik som tak for min opofrende deltagelse, men i stedet siger Mia:
”Og hvad med dig, det går vist bare ned ad bakke, hva'?"
Slingrevals og god opførsel
Jeg aner ikke, hvor den bemærkning kommer fra eller hvorfor, og i et sekund eller fem er jeg sendt til tælling. Overraskende fattet, men en smule fåret, får jeg dog svaret:
"Næ, det går nu sådan set udmærket," hvorefter jeg skynder mig ind ad døren, lettere rystet. Tankerne og spørgsmålene nærmest falder over hinanden: Hvad er der med mig? Ser jer sådan ud? Ligner jeg en, der bør ligge i sengen eller overgive mig til kørestolen med det samme? Slingrede jeg virkelig så meget, og ligner jeg så stor en nedtur, at selv en sygdoms-fælle synes, det er synd for mig? Eller er jeg bare blind – blind for det, alle andre kan se: at det går ned ad bakke? HJÆLP!
Og så tænker jeg på alle de situationer, hvor venner eller bekendte har sagt:
"Det er jo en forfærdelig sygdom!"
Og:
"Er du stadig ok?"
Som om jeg lige om lidt ikke er det ...
Men hvornår er det blevet god stil at kommentere andres nedtur eller sygdom som det første? "Hvor ser du træt ud!" er for mig en akavet måde at begynde en samtale på – medmindre det bliver sagt af en rigtig ven, som gerne vil høre, hvorfor jeg ser træt ud. Som indledning til en vejret-er-sørme-dejligt-i-dag-samtale forstår jeg ikke helt fidusen med den negativt ladede kommentar. Jeg synes ikke, det er på listen over god opførsel, og det er ikke noget, der gør mig i perle humør. Man behøver jo heller ikke altid kommentere andres udseende ...
Og så slår det mig, at vi har så forskellige måder at vise interesse på, og forskellige måder, vi føler os trøstet på. Nogle kan have brug for noget opmuntrende, men andre kan faktisk have brug for noget nedmuntrende. Velsagtens for at blive mødt i den følelse man nu har; jeg skal ikke kunne sige det, for jeg hører afgjort til den første kategori!
Jeg ved godt, Mia siger det i en god mening, og at hendes kommentar er hendes måde at spørge ind til mig på. Så måske er det bare mig, der har svært ved hyggesnak om dårligdom. Men jeg bliver altså i bedre humør af at smalltalke om de gode ting.
Så jeg danser endnu en slingrevals ud af den vindblæste port, da jeg tager hjem, og hvis Mia synes, jeg ligner en, det er synd for, er det bare ærgerligt, for jeg har det egentlig fint og ser skidegodt ud i mine nye træningsbukser.
Som svar til Velkommen på bloggen. Skide af Nicolas