Evidens – det nye sort
For et stykke tid siden spurgte Scleroseforeningen mig, om jeg ville skrive en bagside-klumme til Magasinet "Lev Med Sclerose". Den skulle handle om min holdning til cannabis som medicin og det sagde jeg ja til, da jeg følte mig rimelig klar over min holdning. Jeg blev nu alligevel overrasket over de tanker det satte i gang og de spørgsmål der poppede op. Her er hvad jeg skrev:
For nylig var jeg på sygehuset for at hente min sclerosemedicin, Rebif, som jeg tager tre gange om ugen. Jeg sidder over for sygeplejersken på hendes kontor, som nærmest minder om en bladkiosk på en DSB-station – der er brochurer og pjecer i alle farver og layouts: »kognitive vanskeligheder«, »vandladningsbesvær« og andre hyggelige og informative emner.
»Har du nogen bivirkninger ved medicinen?« spørger sygeplejersken smilende.
»Næ, det er nu ikke så slemt,« svarer jeg tøvende og høfligt.
Hun kigger på mig, som om der er mere, jeg burde sige, så jeg tilføjer prøvende:
»En gang imellem.«
Så lyser hun op i et smil:
»Det var godt. For hvis du ikke har bivirkninger, kan vi jo ikke vide, om det virker.«
Forinden var jeg inde hos den kvindelige neurolog, som prikkede, kildede og dimsede mig, som hun plejer.
»Hvordan har du det i forhold til sidst?« spurgte hun.»Nogenlunde det samme,« svarede jeg som sædvanlig.
»Vi fortsætter med Rebif,« sagde hun med sikker stemme, men jeg kunne godt fornemme, at hun ikke var overbevist, og at hun formodentlig ikke havde andre muligheder.
»O.k.,« sagde jeg.
Jeg forlader sygehuset med min dyrebare medicin, en anelse forvirret over, at medicin er noget, man tager for en sikkerheds skyld, og bivirkninger er noget, man nogle gange skal sætte pris på.
Et par dage efter mit besøg på hospitalet ser jeg en udsendelse om cannabis som medicin til eksempelvis kræft- og scleroseramte. Seerne følger blandt andre en ældre dame, som er i en af de sidste faser af sin kræftsygdom. Hendes mand, en pensioneret narkobetjent, tager til Christiania og køber cannabisolie til hende, på trods af at det kriminaliserer ham.
Men så er der lige det med evidensen. Evidens er et moderne og flittigt brugt ord, som ligger godt i munden og er lækkert at sige. Men hvad vil det sige? Evidens. Det betyder, at jeg kan fylde mig med Rebif, som lægen ikke engang virker særlig overbevist om hjælper mig, fordi det er afprøvet og dokumenteret, på trods af jeg flere dage om ugen får det, som om jeg er i overgangsalderen gange 100 og bare klistrer til sofaen som en klæg dej. Det føles ikke særlig sundt.
Damen med kræften må dog ikke tage cannabis-olie for at lindre hendes sidste tid, fordi det måske er usundt? Og scleroseramte, som bruger det mod smertefulde spasmer, må heller ikke spise det, fordi der ikke er evidens?
Hvem skal bestemme, hvad der er godt for os patienter? Det er fair nok, at vi ikke skal ryge lungerne ud og risikere at dø af det før noget andet, men hvis vi kan blive lindret og finde bedring i en alternativ behandlingsform, som for øvrigt har eksisteret i århundreder på linje med akupunktur, hvorfor må vi så ikke selv bestemme det? Og er det ikke lidt uværdigt, at vi skal liste som tyve i natten ud for at købe »stoffer«, vi ikke aner hvordan er blevet fremstillet og af hvem, i stedet for at gå på apoteket og købe kontrolleret »medicin«? Hvis det nu hjalp at drikke en elefantbajer, så er der vel ingen smalle steder? Det er i hvert fald lovligt – måske endda mere usundt.
