Gå til hovedindhold

Identitetskrise - igen

Blog post by
“Nå, og hvad laver du så?”  Jeg sidder til pige-fnidder-fødselsdagsbrunch hos min lillesøster og venter på det uundgåelige spørgsmål. Min storesøster er også til stede og har allerede været i den varme stol og svaret på spørgsmål om hendes gøren og laden. Min storesøster er antropolog og laver altid et eller andet nyt og helt ekstremt meningsfyldt, som vi ikke helt forstår, men som afføder tonsvis af respekt. Min lillesøster og hendes veninder er 10 år yngre, så der er forventninger til os to “gamle”. Hvad har vi nået på de ekstra 10 år? Hvornår har vi sidst gjort status over livet, skiftet karriere eller taget et sabbatår?  Det er i forvejen akavet med mig. Jeg har aldrig haft et “rigtigt” arbejde. Jeg er sangerinde, har turneret, spillet børneteater, passet en farm med 25 får og så for øvrigt sørget for, at en hel familie både kom på arbejde og i skole samt fik mad og rent tøj på hver eneste dag. Det er vel også lidt af en bedrift? Men ikke “rigtigt” arbejde.   Det har altid været lettest for andre at forholde sig til sang-karrieren:  “Nå, får du sunget noget?” har folk tit spurgt, og hvis man så har kunnet nævne et kendt navn, noget med udlandet, eller bare sagt ordet “studie” så er der blevet nikket anerkendende i respekt for det, som nogen forestiller sig som ekstravagant og boheme-agtigt. Efter jeg har fået sclerose, er det blevet vanskeligere. I starten var det naturligvis følsomt og svært. “Hvordan går det?” får pludselig en anden betydning, og “Får du sunget noget?” er i begyndelsen af sclerose-livet fuldstændig uvedkommende. Men efter noget tid, når livet vender tilbage, melder de sig heldigvis igen, de andre ting, dem der ikke kun handler om at stå op og tage tøj på, passe og kramme sine børn og overleve til næste dag. “Hvad skal jeg?”. “Hvem er jeg?”. “Hvad kan jeg?” og “Hvordan kan jeg være til nytte?” Jeg er så heldig at have en mand, der har et arbejde og tjener penge. Selv har jeg haft mulighed for at hoppe ind og ud af arbejdsmarkedet – dels har jeg arbejdet for min mand i hans firma og dels har jeg kunnet tage job i en afgrænset tidsperiode. Det har givet mig en kæmpe frihed og mulighed for ind i mellem selv at bestemme mine arbejdstider. Men hvad med dem der ikke kan det? Hvis man helt må opgive sit arbejdsliv? Hvem er man så? Er alting så fritid? Fri tid … Og hvad skal vi så svare, når vi bliver spurgt om, hvad vi laver?  “Ikke noget.” Og det passer jo ikke - vi laver sgu da alle sammen et eller andet, eller også er vi på vej til at finde ud af det.   I en lang periode lavede jeg mad. Bagte brød og lavede mere mad. Forhåbentlig satte min familie pris på det, for der var ikke en dag uden langtidsbagte tomater, indiske palak-retter, rabarber-roulade eller hjemmelavede ravioli. Så lavede jeg da noget. Hvad siger man så, når folk spørger?  “Jeg laver mad”  Jeg har også brugt meget tid i haven. Sået og luget, flyttet, delt og luget igen. Produceret gigantiske stribede rødbeder eller uhensigtsmæssige mængder af artiskokker. Hvad svarer man dér?  “Jeg går i haven”  Og så er der alle støvsugningerne, indkøbene man foretager, og det dårlige TV man ser. For nogle dage bliver det ikke til mere end det. Hvis det overhovedet bliver. Det er jo derfor, jeg ikke har et “rigtigt” arbejde. Fordi min formåen svinger helt sindssygt. Fra virkelig effektiv til nul og nix. Er man først noget i kraft af sit erhverv? Er vores identitet stadig så tæt forbundet med vores arbejdsliv? Og er jeg mindre interessant at snakke med, fordi jeg ikke har et? Jeg skal ikke være hellig. Jeg gør det selv: spørger folk hvad de laver, og hvordan det går på jobbet. Det er jo en rar måde at snakke om noget, der ikke går alt for dybt og ikke er alt for personligt. Vi er så bare nogle, som af alle mulige årsager ikke lige har det arbejde, det er nemt at smalltalke om, men så er der da både vejret og børnene. Og sclerose er ikke noget, jeg specielt gerne hyggesnakker om, hverken med fremmede eller gode venner. Tilbage ved fødselsdags-brunchen klukker kvinderne stadig. Jeg har zig-zag’et finurligt udenom både det farlige spørgsmål og sygdomssnakken og spurgt ind til dem i stedet. Nu skal jeg hjem og bare være mig og forsikre mig om, at det, i sig selv, er interessant nok. 
Thumbnail
3 Kommentarer
notamember
Nicolas - 31. oktober 2014
Endnu en god blog!! Fedt.
notamember
Sofie Maegaard… - 2. november 2014
Godt sagt, godt skrevet og godt givet videre. Jeg synes, at alt er identitet. Sangen, børnene, det dårlig tv og rouladerne. Og for en god ordens skyld vil jeg gerne lige understrege, at det altså er en djævlens god roulade :)
notamember
Lise Rønnebæk - 4. november 2014
Misen, hvis man som du har sunget "Forgiveness" så smukt at det giver kuldegysninger helt ind i de dårlige nervebaner, så er man bare menneskeligt topdollar. Det er du. Keep on rolling med rouladen Knus, Lise Rønnebæk

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.