Mærkevarer på menuen
“Jeg har en Ferrari.” Fyren over for mig ser glad og stolt ud. “Øh, wau ...?” siger jeg. Vi sidder i spisesalen på Montebello, Nordsjællands Hospitals genoptræningsafdeling i Spanien. Jeg er der for at udfordre min sclerose og give den kamp til stregen, mens fyren her tydeligvis har en anden agenda. “Den er lavet i Italien. Det er derfor, det hedder en Ferrari,” forklarer han, og jeg fornemmer, at der her ikke er tale om en bil. “Ja, det er en slags syl, meget længere end dem, man havde før, som holder min nye hofte på plads – titanium!” Han ser meget stolt ud, og jeg nikker anerkendende. “Hold da op, din heldige kartoffel,” siger jeg, og vi smiler hemmeligt sammen. Ved siden af mig sidder en ung fyr på 23. Han har ikke sagt et ord i dagevis, men da talen falder på Ferrari-sylen, vågner han alligevel op. “Jeg faldt 12 meter ned fra en lift. Her er mine skruer.” Han sidder allerede med mobilen i hånden og viser frem: røntgenbilledet fra hospitalet efter operationen, hvor hans hofte på mest utrolige vis er blevet til hofte igen efter at have været smadret til noget værre miskmask. Fotoet på hans mobil er lille, men alligevel imponerende skarpt og nøgent. Man ser tydeligt alle skruer og andre metaldele, der er sat ind i hans krop for at holde sammen på det hele. Han zoomer ind, så jeg bedre kan se detaljerne, og jeg kan mærke, han løsner lidt op, mens han stolt fortæller om rekonstruktionen. Pludselig kommer der gang i mobilerne. Mine andre bordfæller har da pludselig også billeder at vise frem. Der er røntgenbilleder af nye knæ, hofter og andre dele, og på alle billeder er der proppet med skruer, søm og syle. Snakken går livligt, mobiler skifter hænder, og spisesalen genlyder af “Nææ” og “Iih” og “Det må jeg nok sige!”. Jeg har ingen billeder på mobilen. Jeg har plaks på hjernen, og hvis jeg havde billedet på min mobil, har jeg ingen lyst til at vise det frem – ikke engang til mig selv. Jeg er ikke blevet repareret med reservedele – jeg er snarere ved at ruste lidt. Jeg er ikke kommet til Montebello for at blive “rask”, og jeg forventer ikke at springe fjederlet gennem lufthavnen på vejen hjem. Jeg er kommet for at få en rustbehandling, for at få smurt bremserne, pudset lakken og så ellers få tunet batterierne, så jeg kan mærke musklerne arbejde for mig. Vi bliver testet en af de første dage. Jeg er konkurrencemenneske, så jeg gør mig meget umage og scorer 21 point ud af 24 mulige. Jeg bliver glad og stolt, fordi jeg er så “dygtig”, og først da vi er ved at nå slutningen af opholdet, går det op for mig, at det egentlig ikke er nogen fordel at score høje point i starten, for så er der jo ikke så meget at give af. Jeg kan “kun” blive 3 point bedre, og jeg ved, at det alt sammen afhænger af en god eller dårlig dag. For varmt, for koldt. Frisk eller træt. Jeg bliver pludselig lidt misundelig på dem med Ferrarien, som næsten alle tager kvantespring fra 9 til 24 point og går rundt med øre-til-øre-smil, som havde de lige fået deres første barn. De kommer med en ikke tilkørt reservedel og får den smurt og tilpasset, så den fungerer som en næsten ny, når de forlader stedet. Jeg bliver stærkere og mere fit, det er helt sikkert, men sclerosen tager jeg med hjem i kufferten igen. Point eller ej. Da jeg stod i Københavns Lufthavn på afrejsedagen for halvanden måned siden, var jeg tæt på at bede min søster, som jeg havde hyret som support og chauffør, glemme det hele og køre os hjem igen. Jeg kunne simpelthen ikke overskue flere uger sammen med 99 andre syge, men jeg er ikke en quitter, så der var ingen vej tilbage. Og her sidder jeg, tre uger efter, på vej hjem i flyet sammen med de før ukendte og blinker tårerne bort, fordi jeg faktisk har oplevet noget enestående. 100 mennesker på et genoptræningshospital i Spanien. Hvad har vi tilfælles? Alder? Næ, vi svinger fra først i 20’erne til 80. Geografi? Næ, og jyder og øboere er forskellige, lige meget hvad man siger. Baggrund? Heller ikke – der er tømrere, læger, mekanikere og direktører. Men sygdommen, den må da være et fælles grundlag? Og der må jeg bare erkende, at sygdom, diagnoser og skavanker er individuelt. Selv Anders og jeg, som gik på hold sammen, og som begge har sclerose, havde både vidt forskellige forløb, opfattelse og fysik. Inden i vores hoveder opfatter vi jo også ting forskelligt: smerter, irritation, træthed. Og det er også helt forskelligt, hvad der er godt for os. Hvad vi selv synes er godt for os. Hvad der gør os glade, opstemte, og hvad der giver os tilfredsstillelse og håb. Så på den måde er vi allesammen unikke – og det er på en måde godt, fordi vi kun har vores egen sandhed – men også temmelig ensomme, for ingen ved, hvordan der er inde i vores krop – kun os selv. Men nu glæder jeg mig til torsdag, for så kommer mine nye Bello-venner på besøg. For jeg var så heldig at finde en håndfuld mennesker, som jeg er ret sikker på bliver til mere end et minde. Det, der bandt os sammen, var selvfølgelig, at livet på en eller anden måde var kommet på tværs, men lige så meget at vi gerne stadig vil det sjove, det nære, det skæve, det fjollede. Jeg har ingen Ferrari – hverken i låret eller i garagen, men jeg har let til latter, og jeg synes, livet er en rimelig fed opfindelse, så jeg klarer mig foreløbig uden.
