Parkeringskampen
Forleden dag parkerer jeg og min familie på handicap-pladsen ved SuperBrugsen. Jeg smutter ind i butikken mens drengene afleverer flasker. Da jeg kommer ud fortæller min mand, at en temmelig vredladen mand, har skældt ham ud for at holde på pladsen. Min mand har naturligvis forsvaret sig, peget på skiltet i forruden og fortalt at det er hans kone – mig – der har sclerose, og som lige nu er inde og handle. Den bitre mand har kun én kommentar:
”Nå, var det hende der gik ind?”
Det gode skilt
Jeg har et parkeringsskilt. Jeg har i sin tid ansøgt om skiltet hos min læge og fået det bevilget uden problemer, for jeg har sclerose og kan ikke gå særlig langt. Jeg er berettiget til mit skilt, og jeg er meget glad for det. Men jeg er også meget opmærksom på ikke at misbruge det. Jeg låner det aldrig ud, og jeg parkerer gerne på en almindelig plads, hvis der er en, så en person med et større handicap end jeg kan få handicappladsen. Min mand kunne heller aldrig finde på at bruge det, når han kører i min bil, selvom det ligger i sidelommen. Og mand, hvor jeg elsker mit skilt!
Jeg bruger det hver eneste dag, for med det kan jeg både købe ind til aftensmad, tage på shoppingtur, gå til koncerter, på biblioteket og gøre alt muligt andet, som folk uden sclerose gør hele tiden – formentlig uden at tænke over det. Når jeg rejser, ligger det i min taske, så jeg altid kan parkeres inden for min gangdistance uanset, hvem jeg kører med. Skiltet er efterhånden så mørnet af brandvarme bilvinduer, at jeg har måttet tape det på kryds og tværs, og hvis jeg skal nævne én god ting ved sclerose (og jeg kan ikke lige på nuværende tidspunkt komme i tanke om andre), så må det være handicap-skiltet.
Men skiltet giver også anledning til problemer, for når jeg svinger ind på en handicapplads i min Volvo stationcar, kan jeg mærke de skeptiske blikke – både fra andre handicappede, men også fra pårørende til handicappede.
"Det kan vist ikke være en handicappet ... Ikke i sådan en bil!" lyder kommentarerne ofte.
Som om der er bestemte bilmærker til handicappede, og som om man kun er handicappet, hvis man kører i en stor vogn med lift til kørestolen og hele molevitten. Hvis jeg kører i en nyere Volvo stationcar, må jeg så ikke holde på handicappladsen? Er min bil for stor eller for dyr? Skal man ankomme i en Fiat Ducato for at fortjene retten til p-pladsen?
På gaden
Når jeg stiger ud af min bil, har vi balladen igen. Luften er ofte tyk af skepsis:
"Hende dér, hun kan da ikke være handicappet!"
Jeg ved ikke helt, hvad det er, der får nogen til at tænke sådan. Jeg ligner en rimelig normal pisker-mod-de-50-kvinde. Måske er det noget med beklædningen? Jeg er spinkel og klæder mig (som mange andre kvinder i min alder), rimelig casual. Jeg kan være i regnfrakke og gummistøvler, gammel hippie-pels eller træningstøj og kondisko. Måske shorts og solbriller. Og jeg har et hundebur bag i bilen. (Ikke til min bidske schæfer, men til min gamle, gigtplagede Golden Retriever, Karla).
”Men hov, hun halter da lidt, den dér kvinde?”
Ja, det gør jeg, men det kan man bare ikke se idet, jeg stiger ud af bilen, ligesom man ikke kan se, at jeg er en kvinde med sclerose.
"Har du skilt?" spørger nogen direkte.
"Ja, det ligger i forruden," svarer jeg venligt.
"Men du ser da ikke syg ud?"
"Jeg har sclerose", svarer jeg venligt og overbærende.
De fleste undskylder ofte her, aer mig lidt på armen og trækker sig bukkende væk, som om jeg har afsløret, at jeg lider af en meget smitsom, luftbåren sygdom. De mere bitre ryster vrissent på hovedet, tror mig tydeligvis ikke over en dørtærskel, men lusker bare småfornærmede hen til deres egen bil igen og tøffer hjemad.
Dobbelttjek
En dag parkerer jeg som sædvanlig på handicappladsen foran det sted, jeg træner. Jeg lægger mit skilt i ruden og stiger ud iklædt træningstøj. Bag mig og ligeledes på en handicapplads (der er tre), parkerer en ældre dame og hendes mand. Inden jeg får låst min bil, er hun allerede i gang:
"Har du handicapskilt?"
"Ja, det ligger i ruden."
"Men hvad fejler du da?"
"Jeg har sclerose," svarer jeg mildt og venligt.
"Nå," siger hun tvært og går tilbage til sin bil for at hjælpe manden ud.
Indenfor i venteværelset sætter jeg mig og skifter til træningssko. Hun kommer ind sammen med sin mand. Hun er en ældre, men en tydelig frisk, rørig dame. Han derimod er meget dårlig. Jeg gætter på en hjerneblødning, og han ligner en, der ikke helt ved, hvor han er. Han kan tilsyneladende ikke snakke og er fysisk i udu. Hun taler blidt og kærligt til ham, binder hans snørebånd, overlader ham til fysioterapeuten og går ud for at få sit frikvarter. Pludselig forstår jeg bedre hendes reaktion, og i samme sekund tilgiver jeg hende den lidt kluntede måde at spørge på.
Jeg synes faktisk, det er i orden, at vi tjekker op på, hvem der holder på pladserne. Det er da så meget ikke i orden at holde der, hvis man ikke har handicapskilt! Men hvordan ser en handicappet egentlig ud? Er der uskrevne regler for beklædning, alder eller stil? Skal man se syg ud, eller må man godt se glad og godt ud?
Da jeg lidt efter står på cross-traineren i træningslokalet, som vender ud mod p-pladserne, kan jeg se damen gå helt hen til min bil og bøje sig ind over forruden for endnu engang at forsikre sig, at mit skilt nu også ligger i vinduet.
Som svar til Jeg har tænkt over hvem (af af Trine Woodcock